Opskrift på nye kartofler med pølser, ukrudt og blomster

Nye kartofler med pølser, ukrudt og blomster

Enhver haveejer vil hellere end gerne af med skvalderkål, fuglegræs og bellis, men kender du ikke nogen der har en have, så brug spæde grønne salater i stedet.

4

Total:30 minutter

Ingredienser

  • 1 kg nye kartofler
  • lidt olivenolie
  • salt og peber
  • 4-8 gode ristepølser
  • 2 store håndfulde vilde urter og blomster, f.eks. skvalderkål, fuglegræs, bellis, mælkebøtte. Alternativt spæde salater
  • sennep til servering

Sådan laver du nye kartofler og pølser

  1. Flæk kartoflerne og vend dem grundigt med olivenolie, salt og peber. Læg dem i den ene side af en bageplade og læg pølserne i den anden side. Bag det hele i ovnen i 25 min. ved 220 grader. Hæld de færdige kartofler op i en skål og vend med alle de vilde urter.
  2. Server kartoffelsalaten sammen med pølserne og god sennep.
  3. Se også opskrift på Pasta med ramsløg og bagte tomater.

Sådan bruger du vilde urter

De vilde urter smager meget forskelligt men som udgangspunkt kan man bruge de fleste spiselige vækster som salat og grønt drys – der hvor du normalt ville bruge f.eks. persille eller rucola.

Fuglegræs, løgkarse, gåsefod, små mælkebøtteblade og skvalderkål er helt almindeligt ukrudt, som vokser i de fleste haver. Skovsyre og ramsløg finder du i skove og parker. Og ved stranden vokser der f.eks. strandkål og salturt, som er oplagte at bruge til fiskeretter.