Lammeculotte med fennikel og friske ærter
En dejlig ret, som skal nydes når ærterne er friskest og forårslammekødet bedst.
4
Total:1 time
Ingredienser
- Braisseret fennikel:
- 4 store fennikler eller 6 små
- 2 spsk smør
- 1 fed hvidløg
- 2 dl hvidvin, tør
- 2 ½ dl piskefløde
- ½ usprøjtet citron, skallen herfra
- 1 lille håndfuld friske estragonblade
- 100 g friskbælgede ærter
- salt og peber
- Lammeculotte:
- 1 lammeculotte på ca 600 g
- 2 fed hvidløg
- olivenolie
- salt og peber
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 225 grader, og gnub lammeculotten med salt, peber, presset hvidløg og olivenolie. Sæt culotten ind, når ovnen er varm, og steg den først 15 minutter. Skru herefter ned til 170 grader, og steg culotten yderligere i ca. 20 minutter.
- Del fenniklerne i kvarte. Smelt smørret i en gryde, og svits hvidløget et par minutter heri. Tilsæt hvidvinen, og lad den koge ind til det halve. Tilsæt fennikel og piskefløde, og lad retten simre med låg i 20-25 minutter til fenniklen er mør, men stadig har bid. Tilsæt citronskal, estragon og ærter, og smag til med salt og peber. Server med lammeculotten – og gerne et stykke groft brød til at suge den gode fennikelsauce op med.