Nem og overlækker chokoladekage

Nem og overlækker chokoladekage

‘Alle bør have en lille sort kage i deres kulinariske garderobe, og her skal du se min’ skriver Hugh Fearnley- Whittingstall fra River Cottage om denne kaloriebombe.


(10 pers.)

250 g mørk chokolade (70 %) brækket i stykker

250 g usaltet smør skåret i terninger

4 æg delt i hvider og blommer

200 g sukker, eller 100 g sukker blandet med 100 g farin

50 g hvedemel

50 g malede mandler

1. Smør en springform (23 cm i diameter), og læg papir i bunden. Kom chokolade og smør i en ovnfast skål, og placer den over en gryde med simrende vand – pas på, skålen ikke rører vandet. Rør rundt, til smør og chokolade er smeltet.

2. Pisk æggeblommerne med sukker i en stor skål. Hvis du bruger en blanding med brun farin, får kagen en dejlig smag af karamel, men rent almindeligt sukker er også fint. Rør den smeltede chokoladeblanding i æggeblandingen. Rør mel og malede mandler sammen, og vend dem i dejen.

3. Pisk æggehviderne i en skål, til de er helt stive. Rør en stor skefuld æggehvide i chokoladeblandingen, så den løsnes en smule. Vend resten af æggehviderne i med en stor metalske eller paletkniv – forsøg at bevare så meget luft i dejen som muligt.

4. Fordel dejen i formen, og bag i ovnen i 30 minutter ved 170 grader, til den er netop stivnet. Den må gerne være lidt blød i midten, for det betyder, at kagen får en dejlig klistret konsistens, når den er kølet af. Lad den køle af 10-15 minutter i formen, inden den tages ud.

5. Server kagen varm eller afkølet, som den er eller med en skefuld flødeskum, cremefraiche eller græsk yoghurt. Til voksne gæster kan du røre et skvæt whisky i flødeskum sødet med lidt flormelis og lægge en skefuld oven på hvert stykke.