Blomsterbergs peberkager
Dejlig krydrede peberkager, som er nemme at bage og sjove, så tag bare børnene med i køkkenet.
Ca. 50 stk.
Ingredienser
- Mette Blomsterbergs peberkager
- 125 g smør, blødgjort
- 100 g sukker
- 1 æg str. S
- 2 spsk sirup
- 160 g hvedemel
- 1 tsk natron
- 1 tsk ingefær, stødt
- 1 tsk kardemomme, stødt
- 1 tsk kanel, stødt
- ½ tsk nelliker, stødt
- 1 knivspids hvid peber, stødt.
Sådan laver du Mette Blomsterbergs peberkager
- Pisk blødt smør og sukker med håndmikser, tilsæt ægget og til sidst siruppen. Hvedemel, natron og krydderierne blandes godt sammen, før det tilsættes dejen.
- Pisk dejen ensartet, og kom den op i en stor sprøjtepose med en glat tyl. Sprøjt ens flade kager, diam. 2 cm, på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for, at der er lidt afstand mellem kagerne, da de flyder lidt ud.
- Bages ved 180 grader 12-16 minutter. Afkøles på bagerist og opbevares i tætsluttende dåse.