Pølsehorn med sesamfrø fra Hjemmet

Pølsehorn med sesamfrø

Luftige og lækre pølsehorn

Sommerferien bød på en lille telttur, og særligt mindstemanden havde set frem til at banke pløkker i, puste luftmadrasser op og fortælle røverhistorier under teltdugen. Min begejstring var en anelse mere forbeholden, da jeg nødigt vil for langt væk uden et køleskab eller en fryser i nærheden.

Prøv også min opskrift på pølsehorn med spinat og kyllingepølser - TRYK HER

Men for ikke at ende med junkfood til frokost hos campingpladsens pølsevogn, bagte jeg disse snoede pølsehorn. De holdt sig fint, de tre dage, vi var campister. Og med en god portion ketchup at dyppe i, blev det til helt anstændige frokostmåltider.

24 stk.

Arbejdstid: 45 min.

Bagetid: 15 min.

5 dl mælk

35 g gær

½ tsk. sukker

550 g hvedemel

250 g hvid hvede (eller grahamsmel) 

0,4 dl rapsolie

1 ½ tsk. salt

24 små pølser (eller 12 store delt i halve)

Pensling:

1 æg

Drys:

5 spsk. sesamfrø

Tilbehør:

ketchup

1. Lun mælken, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker og rør rundt, til det er opløst. Tilsæt hvedemel, hvid hvede, olie og salt og rør godt sammen til en blød og smidig dej.

2. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ½ time.

3. Del dejen i 24 lige store stykker. Tril hvert stykke til en tynd pølse, og vikl dem omkring de små pølser.

4. Sæt pølsehornene på en bageplade med bagepapir – sørg for, at dejenden vender nedad. Pensl pølsehornene med sammenpisket æg, og drys med sesamfrø. Lad pølsehornene hæve i ½ time.

5. Bag pølsehornene gyldne ved 225 grader i ca. 15 min. Spis dem lune eller i madpakken, gerne med ketchup.