Quinoatærte med gedeost og bagte grøntsager
Prøv denne sunde tærte med en sprød bund lavet på quinoa. Tærten er fyldt med de lækreste, bagte grøntsager og cremet gedeost.
Næringsindhold
- Energi pr. person:482 Kcal
- Fedt:26 %
- Protein:26 %
- Kulhydrat:48 %
2 personer
Total:1 time
Ingredienser
Dej:
- 120 g hvid quinoa
- 2 dl bouillon
- 1 æggehvide
Fyld:
- 3-4 rødløg
- 4 tomater
- 1 gul peberfrugt
- 250 g courgette
- 1 tsk. olivenolie
- Frisk timian
- 75 g smuldret gedeost
- Salt
- Peber
Sådan gør du:
- Kog quinoa og bouillon tilsat lidt salt i 15 minutter. Lad den afkøle, og pisk den derefter godt igennem med æggehvide.
- Beklæd en lav tærteform på 20 centimeter i diameter med bagepapir. Tryk dejen i et jævnt lag over bund og sider ved hjælp af bagsiden af en ske.
- Bag tærten ved 200 grader i 30 minutter, til den er gylden og sprød.
- Skær alle grøntsager i både, halve eller grove, mundrette stykker. Vend dem med olie, salt, peber og timian, bred dem ud på en plade med bagepapir, og bag dem ved 200 grader varmluft i 20 minutter, til de er møre.
- Vip alle grøntsager op i tærten, smuldr ost over og servér, eller sæt tærten i ovnen, og varm den igennem, til osten smelter.