Sådan bager du verdens bedste (og nemmeste) brød
7 min arbejdstid og en nat på køkkenbordet, så får du verdens bedste brød. Verdens nemmeste brød i Cecilie Svenssons version. Alt det kræver er mel, vand og gær - og så skal det bages i en støbejernsgryde eller Römertopf/stegeso. Få opskriften på det formidable og meget nemme brød lige her:
5
Total:13 timer 7 minutter
Arbejdstid:7 minutter
Ingredienser
- 1 lille klump gær på størrelse med en ært
- 7,5 dl vand
- 1 1/2 – 2 spsk salt
- 200 g durummel
- 800 g hvedemel
Sådan bager du verdens nemmeste brød:
- Rør gær og salt ud i vandet. Tilsæt derefter durummel og hvedemel. Rør dejen løseligt sammen, og lad den hæve overdækket i skålen i mindst 12 timer ved stuetemperatur.
- Form dejen til en ”løs” kugle på et meldrysset bord, og lad den hæve yderligere 1 ½ - 2 timer i en meldrysset skål. Tænd ovnen på 250 grader, og anbring din støbejernsgryde eller stegeso med låget i ovnen. Den skal stå i 30 min for at blive glohed helt igennem.
- Lemp nu dejen ned i den varme gryde/stegeso. Drys evt. med lidt mel i bunden for at være helt sikker på, at brødet ikke sidder fast. Sæt låget på med det samme, og bag brødet i 45 min.
- Tag derefter låget af, og bag brødet yderligere i 15 min, eller indtil det er smukt mørkegyldent i skorpen.
- Tag brødet ud af ovnen, vip det ud af gryden, og lad det køle af på en rist.