Skøn simremad: Coq au riesling
Alverdens simreretter er skønne i det våde og kolde efterårsvejr. Prøv denne vidunderlige coq au riesling, der er en variation af den velkendte coq au vin, som laves på hvidvinen Riesling i stedet for rødvin.
4 personer
Ingredienser
- 1 kylling, 1200-1400 g eller brug en bakke overlår
- 25 g smør
- 2 skalotteløg
- ½ l riesling, gerne fra Alsace
- 250 g markchampignon
- 1 dl piskefløde
- 1 dl cremefraiche 38%
- salt og peber
Pynt:
- friskhakket persille
Tilbehør:
- fluteskiver evt. ristede.
Sådan gør du:
- Del kyllingen i 8 stykker. Brun stykkerne i smør i en stegegryde.
- Hak løgene, og steg dem kort med. Tilsæt vinen, og kog op. Lad retten simre under låg ca. 45 min.
- Rens champignonerne, og skær dem i kvarte. Rist dem på en tør pande, og kom dem i gryden. Tilsæt fløde og cremefraiche. Kog kort igennem, og smag til med salt og peber. Pynt med persille.
- Server retten i dybe tallerkner og med flute til.