Små issandwich med karamel

Små issandwich med karamel

Nem og festlig isdessert: De lækreste hjemmelavede isbarer, hvor isen og vaflerne dog er købte.

6

Ingredienser

  • 3 spsk rørsukker
  • 1 spsk smør
  • 150 g valnødder
  • 1 liter vaniljeflødeis i god kvalitet
  • 1 glas karamelsauce eller Dulce de leche, f.eks. Konnerup & co's eller Urtekram
  • 1 pakke tynde vafler fra f.eks. Jules Destrooper eller andre tynde vafler/kiks
  • 200 g flødechokolade.

Sådan gør du

  1. Smelt sukker og smør til en karamel på en pande sammen med nødderne. Rør godt rundt, så nødderne dækkes helt af karamellen. Tag dem af panden, og lad dem køle helt af på et stykke bagepapir. Hak dem groft.
  2. Tag isen ud af fryseren, og lad den stå ude et kvarter. Skrab karamelsaucen ud af glasset. Hvis den er meget tyk, det kan en Dulce de leche godt være, fortyndes den en smule med 1-2 spsk kogende vand.
  3. Rør isen med de hakkede nødder og karamelsaucen. Læg et par skefulde imellem vaflerne, skrab kanterne, så lige som det kan lade sig gøre, (det kan være lidt af et fedtearbejde, og der skal arbejdes hurtigt, så isen ikke smelter yderligere), og læg vaflerne tilbage på frys på et stykke bagepapir.
  4. Lad isbarerne fryse, til de er helt kolde igen. Det tager ca. 1 time til halvanden.
  5. Smelt chokoladen over svag varme i vandbad, tag den akkurat smeltede chokolade op af vandbadet, og dyp hurtigt begge ender af hver isbar i chokoladen, og sæt dem tilbage på køl, til chokoladen er helt størknet.
  6. Isene kan nemt opbevares i fryseren i en uges tid, i så fald sørg da for, at de opbevares i en beholder med bagepapir imellem hver is.