spareribs opskrift med coleslaw

Spareribs med coleslaw og grillede majs

Der er ikke noget så skønt, som at få lov til at spise med fingerne. Denne ret giver klart anledning til at tage hagesmækken på at og bare guffe de lækre spareribs i sig.

Spare ribs til 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk tomatpuré
  • ½ dl æblejuice
  • 1 spsk muscovado-sukker eller brun farin
  • ½ citron, saften heraf
  • 1½ spsk Tamari- soja
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1 tsk paprika
  • ¼ tsk chili, knust
  • ½ tsk fennikel frø, groft knuste ( fennikelfrø kan undværes)
  • 800 g spareribs
  • 1 dl græsk yoghurt, 10 %
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1½ spsk æbleeddike
  • 1 spsk rørsukker
  • 1½ spsk dijonsennep
  • 1 knsp spidskommen
  • ½ tsk karry
  • ½ spidskål
  • 3 gulerødder
  • salt og peber
  • ¼ bdt purløg, fint hakket
  • 4 majskolber
  • lidt olivenolie
  • salt.

Sådan gør du

  1. Rør tomatpuré sammen med æblejuice, muscovadosukker, citronsaft, soja, olivenolie, hvidløg, paprika, chili og fennikelfrø.
  2. Smør spareribsene ind i marinaden, og kom dem i et ovnfast fad. Steg dem i ovnen 1½ time ved 165 grader til de er møre og lækre. En anden version af samme opskrift er, at koge dine spareribs i vand med salt og laurbærblade 1 time, indtil der er let møre. Tag kødet op og smør det med marinaden, og grill det gyldent og lækkert ved jævn varme på grillen.
  3. Snit spidskålen og gulerødder i tynde strimler og krydr det med salt og peber. Rør græsk yoghurt sammen med mayonnaise, æbleeddike, sukker, dijonsennep, spidskommen og karry. Vend dressingen sammen med kål, gulerødder, purløg og krydr med salt og peber.
  4. Tag bladene af majskolberne og del hver majskolbe i 2-3 stykker. Pensel dem med lidt olivenolie – drys med salt og grill dem ved jævn varme 5-6 min.
  5. Server spareribs med coleslaw og grillede majs.