Sprøde ruller med kylling, feta og gulerod
25
Ingredienser
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 75 g spinat
- 2 gulerødder
- 2 kyllingebryster
- 3 spsk olivenolie
- 1-1½ tsk karry
- 1 tsk stødt koriander
- 75 g fetaost
- 1 dl kruspersille, finthakket
- ca. 25 stykker forårsrulledej – kan købes i Thai-supermarkeder
- hvedemel og vand til pensling i kanten af dejen
- ca. ½ dl vindruekerneolie til stegning.
- Tilbehør: soja rørt med lidt hakket chili og limesaft.
- Snit løg og hvidløg i små tern. Pluk spinaten og skyl den grundigt. Hak spinaten groft. Skræl og riv gulerødderne på den grove side af rivejernet.
- Skær kyllingekødet i små tern og steg det i olivenolie nogle minutter på en pande. Tilsæt løg, hvidløg og revet gulerod, og steg det, indtil det er mørt. Kom spinat og krydderier herved og lad det fortsat simre nogle minutter. Afkøl fyldet, og vend det sammen med fetaost smuldret i mindre stykker samt hakket persille.
- Skær forårsrulledejen i ca. 10x15 cm stykker og kom fyld på den smalle side af dejen. Rør lidt hvedemel og vand sammen i en skål (det skal være lidt klistret, da det skal bruges til pensling i kanten af dejen). Fold dejen ind i kanten og rul det tæt omkring fyldet. Læg rullerne på en tallerken, indtil de skal steges.
- Steg rullerne sprøde i vindruekerneolie ca. 3-4 min. Læg de sprøde ruller på køkkenrulle eller anden form for fedtsugendepapir.
- Servér de sprøde ruller med lidt soja-dip rørt med finthakket chili og limesaft