Udskift nytårstorsken med slethvar.

Stegt slethvar med hvidvinssauce med fennikel og gulerod

Prøv denne friske og lette nytårsforret med stegt slethvar. En opskrift af Pernille Skjødt.

Ingredienser

  • 600-900 g slethvar eller pighvarfilet
  • ½ fennikel
  • 1 gulerod
  • 1 fed hvidløg
  • 1 bananskalotteløg
  • lidt olivenolie
  • 1½-2 dl hvidvin
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 125-150 g smør
  • 3-4 spsk basilikum, hakket
  • Tilbehør:
  • brød

Sådan gør du

  1. Skær fenniklen i små tern. Skræl guleroden, og skær den i skiver eller små tern. Pil hvidløget og hak det fint. Kom fennikel, gulerødder og hvidløg i en gryde med ½ cm vand i bunden, og damp grøntsagerne let møre. Hæld vandet fra, og smag til med salt og peber. Hold dem varme i en lille gryde under låg.
  2. Pil og snit skalotteløget. Sauter skalotteløget i oliven-olie. Hæld hvidvin og hvidvinseddike i gryden, og lad det koge, indtil der kun er omkring 1/3 af væsken tilbage. Skær det kolde smør i små tern, og tilsæt det kolde smør lidt ad gangen under piskning, ved svag varme, og smag til med salt, peber og dild. (Saucen må ikke koge, efter smørret er tilsat). Tag gryden af varmen, og læg låg på.
  3. Skær slethvarfileten i 4-6 portionsstykker. Steg slethvarstykkerne på en pande med olivenolie og lidt smør cirka 3 minutter på hver side, og smag til med salt og peber. Kom hakket basilikum, fennikel og gulerod i saucen. Anret fisken med hvidvins-basilikumsauce med fennikel og gulerod. Og drys med friske basilikumblade. Server brød til.