Opskrift på svinekæber med kartofler og æble

Svinekæber med kartofler og æble

Du får super smagfulde retter og ekstremt mørt kød, når du lader din mad simre over længere tid – og så er gryderetter det perfekte efterårsmåltid at holde varmen med. Denne simreret med svinekæber er inspireret af den klassiske skipperlabskovs, da der skal bruges udkogte kartofler og sennep.

4

Ingredienser

  • 8-10 svinekæber, befriet for hinder
  • 1 løg
  • 2 spsk smør
  • 5 dl tør cider eller lys hvedeøl
  • 2 laurbærblade
  • 700 g melede kartofler
  • 2-3 æbler, fx discovery eller elstar
  • 2 spsk grov sennep
  • 1 lille bdt purløg
  • salt og sort peber

Sådan gør du:

  1. Hak løget i grove tern. Smelt smørret i en gryde og brun kæberne grundigt. Tilsæt løg og lad dem stege et par minutter. Tilsæt cider og laurbærblade, sænk temperaturen og kom låg på. Lad kæberne simre i 1 time.
  2. Skræl imens kartoflerne og skær dem i grove tern. Når kødet har simret en time, kommes kartofler i. Lad dem koge med i 30-45 minutter til de koger ud og næsten bliver til mos.
  3. Skær æblerne i tynde både og kom dem i retten sammen med sennep. Smag til med salt og peber og server med klippet purløg over.