Opskrift på tarteletter med høns, perleløg og nye gulerødder

Tarteletter med høns, perleløg og nye gulerødder

En klassiker, som du skal unde dig selv at lave fra bunden.

Tarteletter med høns, perleløg og nye gulerødder til 4 personer

Total:50 minutter

Ingredienser

  • 4 kyllingelår
  • 10 nye gulerødder
  • 300 g perleløg (helst friske)
  • salt og peber
  • 50 g smør
  • 50 g mel
  • 5 dl af grøntsags-kogevandet
  • lidt mælk
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 1 bundt persille
  • 12 tarteletter.

Sådan laver du tarteletter:

  1. Kog kyllingelårene i 1/2 time i vand med lidt salt. Læg lårene til side og pluk kødet af dem, når de er kølet lidt af.
  2. Skrub gulerødderne grundigt med en svamp og skær lidt af toppen af. Skær gulerødderne i mindre stykker. Overhæld perleløgene med kogende vand og pil skallen af.
  3. Kog gulerødder og perleløg i 4-5 min i det samme vand, kyllingen har kogt i. Hæld kogevandet fra, men gem 5 dl. Tag grøntsagerne op af gryden.
  4. Smelt smørret i gryden og pisk melet ud heri. Tilsæt kogevandet og pisk saucen godt igennem. Tilsæt mælk til konsistensen er passende. Lad saucen simre ca. 10 min., tilsæt persille og smag til med salt, peber og eddike.
  5. Lun tarteletterne og kom kød og grøntsager op i dem. Hæld saucen over og server straks - de smager bedst, når de er dejligt lune.