12 gode tip: Sådan laver du den bedste risengrød
Der findes intet bedre – eller mere julet – end en stor skålfuld risengrød med masser af kanelsukker og en smørklat på toppen. Her får du 12 gode råd, så du kan lave den allerbedste risengrød derhjemme.
De fleste af os elsker risengrød i december måned, ja mange spiser det gerne hele året og har deres helt egen favorit, når det kommer til den bedste opskrift på risengrød. Men skulle du nu alligevel være i tvivl, så læs endelig med her og bliv meget klogere på, hvordan man bedst koger en ordentlig gang risengrød.
Kan man f.eks. lave risengrød i mikrobølgeovnen? Og skal man koge risengrød på en anden måde, hvis den skal bruge til risalamande? Det - og meget mere - kan du få svar på her i vores store guide til risengrød:
Nem risengrød: Kog den i vandbad
Jeg koger altid risengrøden i et vandbad, så brænder den ikke på. Sæt gryden med ris og mælk oven i en større gryde med kogende vand. Lad grøden koge i ca. 30 minutter, lad den herefter stå med låg på i ca. en time. Rør i risengrøden, så er den klar til servering.
Læsertip fra Hjemmet
Risengrød af brune ris
Lav risengrød af brune grødris i stedet for hvide. På den måde får du flere gode næringsstoffer og fibre, der holder maven i topform. Få opskriften på risengrød på brune ris og mandelmælk her
Hvis din risengrød er brændt på
Risengrød kan virkelig brænde på og næsten ødelægge din yndlingsgryde. I stedet for at skrubbe og skure i timevis kan du hælde en håndfuld vaskepulver og lidt vand i gryden. Sæt gryden på kogepladen, og tænd for fuld styrke. De fleste madrester løsner sig helt, og resten kan du nemt skrubbe af bagefter med en opvaskebørste.
Hurtig risengrød i mikrobølgeovnen
Det er faktisk muligt at koge risengrød i mikrobølgeovnen – du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan lave så store portioner i mikroovnen, som i en gryde. Husk at bruge en beholde/skål med høje kanter, der kan tåle at komme i mikrobølgeovnen.
Opskrift på risengrød i mikroovnen:
- Til to personer skal du beregne en halv liter mælk til 1 dl grødris.
- Bland grødris og mælk sammen, tilsæt lidt salt og dæk skålen med plastfilm, der er beregnet til mikrobølgeovnen.
- Kog grøden i ca. 10 minutter på fuld effekt
- Tag skålen ud og rør rundt.
- Kog risengrøden i 10 minutter mere – tag skålen ud og rør godt rundt.
- Kog grøden i yderligere 5 minutter – tag den ud, og lad den stå overdækket i 5 minutter.
- Rør i grøden og smag evt. til med lidt salt.
- Servér med en smørklat og kanelsukker på toppen
Kog grøden dagen før
Kog gerne risengrød til risalamande dagen før, den skal spises. Det er lettest, og så er du sikker på, at risengrøden er ordentlig kold, når flødeskummet vendes i.
Tip: Du kan også koge risengrød til risalamande i god tid, og derefter fryse risengrøden i en frysepose.
Vidste du......Risalamande er IKKE fransk
Den ældst kendte opskrift på risalamande står i Frk. Jensens kogebog fra 1901, og uanset hvor fransk navnet lyder, så er retten pæredansk. Det hedder derfor heller ikke ris’ a’ la’ mande’ men kort og godt risalamande. Skikken med mandlen i risengrøden minder til gengæld om en fransk helligtrekongerskik, hvor den person, som fik en bønne, der var indbagt i en kage, måtte være konge for en dag. Med kongetitlen fulgte bl.a. retten til at herse rundt med andre. Vores mandelgavetradition begyndte med, at vinderen af mandlen fik lov at kysse den i selskabet, vedkommende gerne ville kysse.
Færdigkøbt eller hjemmelavet?
Om der er flere nisser i hovedstaden end andre steder, vides ikke, men det er i København, der købes mest færdiglavet risengrød. Til gengæld er det nordjyderne, der aftager mest kirsebærsovs – faktisk op til dobbelt så meget som i resten af landet.
Kilde: dst.dk
Risengrød i hjemmelavet "høkasse"
En rygende varm gryde med tætsluttende låg kan pakkes i tykke tæpper, termokasse eller en høkasse og holdes varm i timevis. Hvis maden kommer under 60 grader i mere end 1 time, skal den koges godt igennem.
Lav risengrøden i en stegepose
Når jeg koger risengrød, kommer jeg alle ingredienserne i en stegepose og lukker den. Posen lægger jeg i en gryde med kogende vand og slipper på denne måde for, at risengrøden brænder på.
Læsertip fra Hjemmet
Nem & billig aftensmad
Det er nemt og billigt at lave en portion risengrød til aftensmad. Ud over et drys kanelsukker er det godt at drysse tern af æbler, strimlede abrikoser eller rosiner samt mandelflager over.
Kog risengrøden i ovnen
Risengrød kan koges i ovnen, hvis man har en gryde, der tåler det. Når grynene er kogt op, lægges et tæt låg på gryden, og den stilles i en 125 gr. varm ovn. Kogetiden er cirka dobbelt så lang som på komfuret, til gengæld brænder grøden ikke på. Rør grøden igennem hvert 20. minut.
Fin opskrift på risengrød
Når jeg koger risengrød, koger jeg risene i vand i ca. 5 minutter, før jeg tilsætter mælk. Det modvirker, at grøden brænder på.
Læsertip fra Hjemmet
Pas på, risengrøden ikke brænder på
Når jeg skal koge risengrød, sætter jeg grynene i blød i vand i ca. en time, før de skal koges. Det forkorter kogetiden, og jeg sparer på elregningen. Desuden undgår jeg, at min risengrød brænder på.
Læsertip fra Hjemmet
Skøn opskrift på risengrød i høkasse eller 'under dynen'
Foto: Columbus Leth
Skribent: Mai Knauer
I gamle dage blev risengrøden lavet i en høkasse – og blev aldrig sveden! Sådan én findes ikke længere, men vi har her gjort de stolte husmødre kunsten efter og ’puttet’ risengrøden under avis og dyne. Det er en nem og ikke mindst klimavenlig måde at koge risengrød på. Se her, hvordan du gør:
4 personer
Arbejdstid: 15 min.
Kogetid: 5-6 min.
Hviletid: 1 time
2½ dl grødris
1 tsk. salt
12 dl sødmælk
1 tsk. kanel
3 spsk. sukker
25 g smør
Sådan gør du:
- Bring ris, salt og mælk i kog i en tykbundet gryde, og lad det småkoge i 5-6 min. Husk at røre undervejs.
- Læg låg på gryden, og pak den ind i et par aviser. Vikl et tæppe udenom, og stil så forsigtigt pakken ind under dynen i din seng.
- Lad risengrøden trække i en time.
- Bland kanel og sukker i en skål.
- Pak gryden ud af dyne, tæppe og aviser.
- Risengrøden er klar og kan serveres med kanelsukker og en smørklat til.
- Varm evt. grøden hurtigt op inden servering.
Tip: Har du en rest risengrød, kan du tilsætte 1 æg, 2 spsk. hvedemel og 1 nip kardemomme og lave klatkager på panden.
Julens dejligste opskrifter
-
Sådan får du sværen på flæskestegen sprød
-
12 gode tip: Sådan laver du den bedste risengrød
-
5 lækre opskrifter: Sådan laver du nemt hvid gløgg
-
Jødekager: Den bedste opskrift
-
Hjemmelavede klejner: Farmors bedste opskrift
-
Blomsterbergs brunkager
-
Fedtebrød med romglasur
-
Test dig selv: Hvilken julesmåkage er du?
-
Julens varme drikke: Hvid gløgg med lakrids, romtoddy & julekaffe
-
Opskrift på de lækreste julefrikadeller
-
Vaniljekranse fra Den Gamle By
-
Klassisk ribbensteg med sprød svær
-
Julefrokost: Moderne opskrifter med et strejf af traditioner
-
Sådan finder du gaven til hende, der har alt