ALT for damernes guldknap: Se de smukke gæster og mærk stemningen
"Guldknappen og vores modeshow er den dag på året, hvor vi på ALT for damerne sammen med vores læsere fejrer dansk design, når det er bedst," siger chefredaktør Tina Nikolaisen.
Der var gjort klar til fest i Skuespilhuset i går, da Stine Goya og de to øvrige nominerede Samsøe & Samsøe og 2ndday viste deres efterårskollektioner, der netop er kommet i butikkerne, frem. Vinderen blev Stine Goya, som med sine eventyrlige print, feminine signaturfarver og finurlige silhuetter drager øjet.
– Tusinde tak - hvor er jeg fuldstændig for vildt glad! Den her pris betyder rigtig meget. Respekt til ALT for damerne for at udvikle jer og samtidig stå fast på det, I er. Det samme prøver jeg i mit daglige design, sagde hun efter prisoverrækkelsen, hvor hun takkede både sit team og sine kunder.