Baum und Pferdgarten: "Tøjet kan godt være skørt og farverigt, men det må ikke ligne kostumer"
Det er fjerde gang, at designduoen Rikke Baumgarten og Helle Hestehave er nomineret til Guldknappen. I mere end 20 år har de med Baum und Pferdgarten sat fokus på diversitet og farver, store armbevægelser og glæden ved leopardpletter.
Hvad er der sket, siden I vandt Guldknapprisen i 2012?
Helle: "Der er mere tempo på. Dengang var der to kollektioner, nu er der seks. Og så har SoMe-kulturen skubbet til grænserne – det sekund, vi har sat en streg, kan den være offentligt tilgængelig."
Rikke: "Vores virksomhed har også haft vokseværk i antal medarbejdere, og for os personligt har det betydet, at vi ikke bare har hænderne nede i kollektionerne, men at der også er langt mere strategi på spil. Instagram fylder meget i vores arbejdsliv, og vi har mange møder alene om indhold til den platform."
Hvilke strømninger i verden har I været mest påvirkede af?
Rikke: "Den strømning, der fordrer en ny ansvarlighed og konstant fokus på bæredygtighed. Det er den største og vigtigste af dem alle."
Helle: "Det er en del af vores dagsorden og ikke et element, vi kan eller vil vælge fra. Der er kommet et øget fokus på, at man gør sit yderste for at være så ansvarlig som muligt, både internt i virksomheden og eksternt i branchen. Du kan f.eks. ikke deltage i Copenhagen Fashion Week uden at overholde strenge kriterier for bæredygtighed. Det er så positivt."
Hvordan har jeres design udviklet sig?
Rikke: "Vi ville gerne væk fra 00’ernes puf og prik, gøgl og cirkus. Tøjet kan godt være skørt og farverigt, men det må ikke ligne kostumer."
Helle: "Vi så lige på den kollektion, som vi vandt med i 2012, og det var meget tydeligt, hvad der stadig holdt, og hvad vi var helt færdige med. Det, vi stadig elsker, er de snævre designs, der måske ikke er store kommercielle hits, men som er så gennemførte i detaljer og pasform."
Hvad banker jeres designhjerter for i dag?
Helle: "Materialerne. En teknisk uld eller et tekstil fra Korea. Det sidder i blodet på os, og det er der, vores hjerter er. Det er materialet, der inspirerer os først. Og for mig er det så mere konkret frakker og jakker. Jeg elsker overtøj, og jeg har selv ufatteligt mange jakker."
Rikke: "Jeg elsker vinterkollektionerne, for der er mere at arbejde med. Jeg er vild med strik, og så bliver jeg blød om hjertet, når en form bare falder på plads. Det rigtige ærme, det rigtige snit. Det gør ondt i sjælen på mig, hvis tøj ikke sidder flot på kroppen."
I har altid arbejdet med et farverigt univers og omfavnet diversitet – hvorfor var det så naturligt for jer?
Helle: "Det skyldes sammensætningen af os. Jeg har altid været mere drenget, og Rikke repræsenterer alt det feminine. Vores kærlighed til oldschool-materialer hentet i herregarderoben deler vi. Nålestriber er en konstant for os begge. I 2007 viste vi en kollektion, der hed ”La Garçonne”, hvor vi havde tre herremodeller med. Dengang spurgte folk, om vi nu skulle til at lave herretøj. Det skulle vi ikke. Vi laver bare vores tøj."
Rikke: "Vi har altid dyrket de oversized jakker, skjorter og bukser. Vores praktikant, Michael, kom på arbejde i dag, i Baum-designs fra top til tå. Det var ikke et morsomt påfund eller quirky. Det var pisseflot. Vores første bukser hed Torben og var opkaldt efter en af vores venner. Han fik dem også og var glad for at gå i dem."
Hvor føler I, at I har gjort den største forskel?
Rikke: "Dries van Noten og Gucci har jo været eksponenter for den printbaserede og farvestrålende trend i udlandet, men vi var faktisk blandt de første, der skubbede gang i den bølge herhjemme, så scandi-looket ikke blev synonymt med stram minimalisme og rene linjer."
Helle: "I vores anden kollektion var der leopardprint med, og dengang syntes flere, at det var vildt tacky. Men vi ville bare have det med, og vi har haft det med nærmest hver gang lige siden. Vi har været de nordiske latinas."
Hvad betød det for jer at vinde Guldknapprisen i 2012?
Rikke: "Det var jo så stort. Vi vandt også Guldknappen i 2000 sammen med Violise Lund, Julie Fagerholt og Tina Casmose. Det er en kæmpe anerkendelse og en støtte. Det var den første pris, vi nogensinde fik. ALT for damerne har altid støttet og villet os det godt. Og så er det jo det magasin, som alle læser, så alle ser også, når du får anerkendelse."
Helle: "At blive nomineret igen betyder noget i kraft af, at brandet er 21 år gammelt og stadig er med. Og særligt, når det er så værdige modstandere, vi er oppe imod. Efter vi vandt i 2012, var vi også nomineret i 2017, hvor Mads Nørgaard vandt. Og det fortjente han. Men vi håber da, at vi tager Mads denne gang."
Hvilke items fra jeres kollektion i 2012 er I særligt vilde med?
Helle: "Der var en kort polstret kjole i bordeaux, som stadig er smart. Og vi lavede en voksdugsjakke med tilhørende skørt, der var så flot, og som alle magasinerne samlede op på. Dengang havde vi også masser af lækkert, tyndt outerwear, der også kunne noget."
Hvilke favoritter har I fra den nye kollektion?
Rikke: "Vi kører med et racer car-tema i Pre Spring 2022-kollektionen, og deri er der et par ternede strikbukser med svaj, der er helt skønne. Med tilhørende jakke og vest. Så flot! Og så har vi været inspirerede af kunstneren Helene Schjerfbeck. Det er særligt tydeligt i vores kjole med lilla blomster. Formen er så feminin med et stort voluminøst ærme, der er en ægte kunstner værdig. Den turkis frakke er også et hit, som vi glæder os til at se, når den kommer ude at leve."
Jakke, 2.999 kr.
Bukser, 1.499 kr.