90’er-strikken er for alvor tilbage: Her er trøjen, du skal iklæde dig dette efterår
Køligere dage nærmer sig, og i år skal du værne dig med en særlig type strik, hvis du vil være med på moden.
Netsko, bermudashorts og leopardprint har holdt os smarte – og kølige – hele sommeren, men nu skal du til at opfriske din garderobe med én særlig beklædningsgenstand, hvis du vil være med på vintermoden.
Det er nemlig blevet dén tid på året, hvor vi værner os med varm og vamset strik mod kølige temperaturer. Og i år skal den strik altså have knapper. I bedste 90’er-stil.
Cardigans er en gammel kending, der fik fornyet liv, da Katie Holmes væltede internettet med sit miks af lysebrun cardigan og matchende bralette i strik. De seneste år har den også gjort sit comeback herhjemme – blandt andet med bindebånd i stedet for knapper, og i år får du altså for alvor svært ved at komme udenom den lune knaptrøje.
Måske har du allerede en favoritcardigan eller to i skabet, som snildt kan klare en tur mere i manegen. Måske er du endda så heldig, at du kan strikke dine trøjer selv.
Hvis ikke, ja så er det jo rart, at designerne har hjulpet os på vej og leveret den ene smukke cardigan efter den anden.
Hop i en cropped version, der fremhæver din talje, eller den klassiske oversized model, der både er hyggelig og helt klassisk. Om du er til den runde eller v-formede hals er underordnet – men den må gerne emme af quiet luxury og som minimum have den øverste knap lukket.
Gå også gerne efter den klassiske version i nedtonede jordfarver, der kan bruges igen og igen, eller i en nuance af grå, der holder til stort set alt. Vil du gerne gøre lidt ekstra, kan du skimte til brands som Ganni og Baum und Pferdgarten, der har sat lidt spraglet kulør på tilværelsen i deres AW24-kollektioner.
Det bedste ved en cardigan? Den passer til alt fra jeans til kjoler og nederdele – og så er det ellers kun din fantasi, der sætter grænser.