Helen Mirren, Pamela Anderson og Andie MacDowell vakte opsigt til modeugen i Paris – og nu hyldes de for det
Pamela Anderson, Helen Mirren og Andie MacDowell gjorde stort indtryk under modeugen i Paris, hvor de skilte sig ud fra mængden.
Modebyen over alle modebyer var i sidste uge fyldt med kendte og modeinteresserede fra hele verden, da modeugen i Paris løb af stablen. Men særligt tre kvinder har trukket overskrifter – og det er ikke for deres valg af moderigtigt tøj.
Det er derimod, fordi de stolt viste grå hår og rynker frem på både den røde løber og catwalken. Dét hyldes de nu for verden over.
Skønhed har ingen alder
Modeugen i Paris er kendt for sine unge modeller og kendte gæster med flot opsat – og langt fra gråt – hår samt en tyk makeup, der sidder lige, som den skal.
Men den tradition brød 56-årige Pamela Anderson med, da hun torsdag dukkede op til det store Isabel Marant-show. Pamela Anderson trådte nemlig ind på den røde løber helt fri for makeup og med nedslået, naturligt hår.
Et par dage senere slog skuespillerne 65-årige Andie MacDowell og 78-årige Helen Mirren også et slag for, at skønhed ingen alder har, og at man derfor ikke behøver at dække grå hår og rynker til, da de begge indtog L'Oréals catwalk. For de havde begge deres naturlige grå hår slået ud, så man rigtig kunne se det.
Hyldes verden over
De tre skuespillere har siden mødt stor opbakning fra både fans og andre kendte, men også de helt store dagblade og modemagasiner, som alle er vilde med måden Anderson, Mirren og MacDowell stolt bærer deres alder og alt det, som følger med.
”Den naturlige skønhedsrevolution er officielt begyndt!! (…) Denne kvinde (Pamela Anderson, red.) dukkede op og tog sin plads ved bordet uden noget i ansigtet. Jeg er så imponeret og slået omkuld af hendes mod og oprør,” skriver skuespiller Jamie Lee Curtis, kendt fra bl.a. Freaky Friday, på sin Instagram.
British Vouge skrev, “Hvis nogen har indtaget modeugen i Paris med stil, så er det Pamela Anderson”, mens både folk som Paris Hilton og Gigi Hadid hylder Baywatchstjernen på Andersons egen Instagram, hvor hun har lagt billeder op af tre forskellige make-upfrie looks fra modeugen.
Daily Mail skriver på bedste L’Oreal-manér, at de to kvinder på L’Oreal-catwalken beviser, at kvinder i den alder i den grad stadig er ”worth it”, mens The Guardian skriver, at de ser tilbage på modeugen i Paris som ”ugen, hvor det blev cool for kvinder at ligne nogen på deres egen alder”.
Ikke noget nyt
Kampen for kvinders ret til at se ud, som ud ser ud, uanset alder – og hyldesten heraf, er dog langt fra ny.
Da Sarah Jessica Parker i 2021 sagde fra, efter hun fik kritik for sit grå hår og rynker i den første sæson af ’And Just Like That…”, ekkoede det i hele verdenspressen, og hun fik opbakning fra alle tænkelige sider.
Samme år slog skuespiller Ann Eleonora Jørgensen hånden i bordet og sagde i et stort interview med ALT for damerne, at ældre kvinder ikke skal gemmes væk – og kom med en opsang til medierne om at give tv-tid til kvinder over 50.
”Vi skal vænne os til, at nyhedsværtinden sagtens kan have kalkunhals og masser af rynker. Hele vejen rundt er der nogen, der har et ansvar. Det er HELE vejen rundt, når vi har med medier at gøre. Det er der, vi skal spejle os,” sagde hun.
Sidste år hyldede en række danske ligeledes kvindekroppen efter de 50 med hashtagget #allekroppeerbikinikroppe, efter 62-årige Charlotte Bircow var blevet kaldt ’for slidt’ til at have bikini på i offentligheden.
”I min generation er vi opvokset med, at når du bliver 60, så skal du være korthåret, og du kan ikke gå i shorts mere. Og selvom vi bliver ældre og ældre, er det som om, at mange holder fast i dén tankegang om, at når man fylder 60, så er livet slut, og man skal helst ikke vise sig for meget frem. Men det er jo noget pjat,” fortalte fitnessdronningen dengang i et interview med alt.dk.
”Om vi er 20 eller 100, så skal vi allesammen gå klædt, som vi gerne vil. Vi kvinder i 50- og 60’erne er i vores Golden Age – og vi ser skidegodt ud.”