Iben Hjejle: "Man skal vælge sin parfume og så bruge den de næste 30 år"

Signe: Vi skal snakke om parfumer!

Iben: Dét skal vi! Jeg er gået i gang med at læse en bog, som jeg egentlig i første omgang syntes var møgirriterende. ”Prøv at se, hvor lækker jeg er, fordi jeg er fra Paris” er titlen omtrent. Men på første side stod der noget, som jeg er opdraget med, og som jeg er fuldstændig enig i, så det holder jeg naturligvis meget af!

Signe: Ja?

Iben: Der stod nemlig, at man skal vælge sin parfume og så bruge den de næste 30 år. Og så stod der også sådan noget med: ”Du må kun være utro mod din parfume, hvis vejret er mægtig koldt” eller sådan noget. Altså, der står en masse vrøvl i den bog... Og det fik mig til at tænke på, at jeg i årevis har brugt den samme parfume. Kun med få afvigelser.

Så har der været perioder, hvor jeg har brugt nogle andre parfumer, men hver gang, jeg vender tilbage til denne her parfume, så er det som om, at familie og venner, der kender mig godt, siger: ”Åååh, nu er du kommet hjem igen...”

Og alle børnene, som jeg har kendt, fra de var bittesmå, de siger “Jaaa!”. Det er som om, alle bliver gladere, når jeg bruger den gode gamle parfume? Det er ligesom en del af min personlighed på en eller anden måde. Det holder jeg meget af.

Signe: Ja! Og det er jeg meget enig i. Jeg har det på samme måde, og det, der jo er ret absurd, er, at den parfume, der ligesom er blevet min parfume, den har jeg lært at bruge af min vidunderlige faster, som altid har haft den som hendes parfume. Og så var der i lang tid i begyndelsen, hvor jeg følte mig lidt som min faster, men det var næsten sådan lidt ...

Iben: Trygt?

Signe: Ja! Sådan lidt arvetrygt ...

Iben: Det kender jeg, for jeg har nemlig arvet min personlighedsparfume fra min mor! Signe: Og det sjove er så, at da vi to mødte hinanden, viste det sig, at der er tale om den samme parfume!

Iben: Det er nemlig rigtigt! Men vi må ikke sige, hvad det er for en ... Det skal være hemmeligt.

Signe: Ja ja! Men det er da bare sjovt, at vi har den samme! Min vidunderlige forhenværende svigermor, altså mit barns farmor, hun bruger jo White Diamond.

Iben: Åååh ja! Hvem var det nu, der lavede den?

Signe: Det var Elizabeth Taylor.

Iben: Skuespillerinden? Lavede hun parfumer? Det gjorde hun så vel ... Findes hun i øvrigt endnu?

Signe: Nej, jeg tror, hun er død ... Men min svigermor har i hvert fald brugt den parfume altid. Hele sit liv! Og i alle de 25 år, jeg har kendt hende, har hun hvert år til jul og fødselsdag ønsket sig White Diamond. Og jeg tænker tit og ofte: ”Er du sunshine – hvordan kan hun overhovedet nå at bruge al den parfume?!”. Men den har hun altid været glad for. Men så sker der simpelthen det for hende i en alder af nogle-og-halvfjerds, at nu udgår den ...

Iben: Nej?! Simpelthen?!

Signe: Er det ikke tarveligt? Så jeg var rundt i alle butikker og opkøbe alt White Diamond, jeg kunne finde. For min svigermor, hun fik simpelthen stress!

Iben: Det kan jeg da godt forstå. Det er da også grænseoverskridende! Jeg er faktisk også lidt bange for, at det kan ske med vores ...

Signe: Nej, det vil jeg ikke have! Det synes jeg simpelthen er tarveligt, hvis der er noget, der udgår på den måde. Når nu man har valgt den som ens livs parfume. Iben: Det må ikke ske!

Signe: Nej, det synes jeg heller ikke. Men Elizabeth Taylor har nok ikke den samme slagkraft eller salgskraft som Kylie Jenner i dag ...

Iben: Men se – det er jo så det, som jeg gerne vil forstå! Hvad nu, hvis man så forelsker sig i en duft, der netop er sådan lidt, lad os bare sige et modefænomen? Altså lidt fashion-fad? Britney Spears lavede nogle parfumer og også Katy Perry vistnok. Altså en eller anden parfume, der forsvinder igen ... Ligesom de dér Date-deodoranter fra gamle dage.

Signe: Date-deodoranter?

Iben: Ja, Date! Kan du ikke huske, der var en serie af Date-deodoranter?

Signe: Nååå jo! Iben: Så kunne du vælge at være Jessica, Ursula, Delilah, og så var der også en, som var lidt sporty i det – Tina kalder jeg hende nu! Og Priscilla, som var én med en rød diamantbesat kjole på. Så kunne man være nogle forskellige typer i Datedeodoranter. Kan du slet ikke huske det?

Signe: Jo, nu kan jeg faktisk godt huske dem. Iben: Det var en vidunderlig opfindelse, og jeg ville jo selvfølgelig helst være enten en Jessica eller en Pamela, som var nogle mørke skønheder ...

Signe: Ja selvfølgelig ...

Iben: Dem gik jeg og ventede på at vokse op og blive. Jeg kiggede mig i spejlet hver dag og tænkte: ”Hvornår bliver jeg mon til en mørk Jessica?”.

Signe: Jamen dem må du ikke blive glad for – fordi det er alt for usikkert at vælge dem som dit livs parfume. Jeg kan huske, at der på et tidspunkt var nogen herhjemme, der havde en One Directionparfume ...

Iben: Lugtede den så sådan lidt af uglet teenagedreng? For det er ikke særlig lækkert ...

Signe: Nej, heldigvis ikke. Men den lugtede lidt af sukker og lim. Iben: Teenagepersoner kan i det hele taget nogle gange godt komme til at lugte lidt uheldigt ...

Signe: Ja enig – det er derfor, vi skal hjælpe dem med at finde deres duft – og så i mellemtiden give dem en dusk mynte med i madpakken eller lægge lavendelposer ned i jakkelommen for lige at tage toppen.

Iben: Der er faktisk en af de unge piger i mit liv, som var barn lige for lidt siden, men nu fylder 18, og hun sagde: ”Jeg kunne så godt tænke mig snart at finde min egen personlige parfume. Ligesom Iben har sin egen parfume. Den, som der dufter af, når hun har været her”. Det synes jeg er sådan en fin ting ...