De sociale medier oversvømmes i dag med klip fra ”the iconic
return of The Victoria’s Secret Fashion Show”.
Måske klikker du ind og ser Gigi
Hadid komme op igennem gulvet eller Kate Moss gå ned ad catwalken.
Måske du lige giver det et like og scroller videre.
Men meget mere var på spil, da Victoria’s Secret i aftes
blændede op for en relancering af sit engang så legendariske undertøjs-show.
For lingeri-firmaet gjaldt det om at bevise sin relevans i
en ny æra; dette comeback var den største – og måske sidste – mulighed for at
smelte den sexyness og glamour, der i en anden tid gav showet, englene og
brandet ikon-status sammen med en mere nutidig autenticitet.
For os andre ville graden af succes for denne svære
balancegang være en indikation af, hvorvidt vi efter Metoo-opgøret er kommet
til et sted, hvor de, der var en del af problemet, også kan være en del af
løsningen.
Så de store lyserøde fjervinger var det, der tyngede mindst
på skuldrene af Gigi Hadid, der som den første i et stjernespækket cast hævede
sig op gennem et hul i catwalken.
Nu skulle det blive spændende at se, hvordan showet ville
balancere mellem sin påståede intention om mere diversitet og tidligere tiders
fejring af en idealiseret kvindekrop, perfekt tilpasset ”the male gaze”.
Aflyst i 2019
Fem år er gået, siden Victoria’s Secrets engang så
legendariske modeshow aflyste sig selv.
Cancelled var det allerede blevet i dønningerne af
Metoo-opgøret, som havde skyllet nye forventninger om kropspositivitet,
diversitet og inklusion ind over det amerikanske samfund med
underholdningsbranchen som den tydeligste markør.
Tilbage i 2019 var fronterne så hårdt trukket op, som de kun
kan være, når en revolution er helt ung: Victoria’s Angels var før blevet set
som forbilleder, nu var de billedet på alt, hvad der var galt med patriarkatet.
Direktør Ed Razek endte i en shitstorm, da han i et
interview afviste, at der kunne optræde transseksuelle modeller i showet. Han
blev af tidligere modeller også anklaget for at være med til at fremme en
kultur af misogyni, chikane og bodyshaming. Den tidligere direktør Les Vexner
blev desuden koblet sammen med Jeffrey Epstein, og det hele belastede firmaets image,
samtidig med, at både showets seertal og omsætningen dalede.
Ed Razek forlod virksomheden, mens showet gik i hi for at
finde fodfæste i en ny tid.
Bruni på catwalken
Og i aftes vendte det så tilbage, og ud fra reaktionerne på
sociale medier var showet lige tilpas så favnende, at Victoria’s Secret undgår en shitstorm.
Måske fordi det også er ved at blive lidt gammelt at stemple alle, der prøver at
komme igen fra fortidens synder, som ”hyklere”, men også fordi castet rent
faktisk kom lidt længere ud i hjørnerne end tidligere.
På catwalken sås fx Ashley Graham, som er fortaler for kropspositivitet, og som i 2016 var
den første størrelse 44 på forsiden af Sports Illustrated Swimsuit Issue. Også
den tidligere franske førstedame, 56-årige Carla Bruni, bidrog til at
legitimere comeback'et.
Men samtidig var skiftet ikke vitalt nok til for alvor at
sætte en dagsorden.
Og læser man kommentarerne på Victoria’s Secret’s egen
Instagram-profil, er de dedikerede fans ikke imponerede: De savner den gamle
ubekymrede vibe og den originale glitter, glamour og fest.
Konklusionen må være, at hvis et brand i et forsøg på at
forny sig bevæger sig for langt væk fra dét, der var dets særkende, er der fare
for at miste alle.
Dilemmaet er velkendt for mange brands – inklusive ALT for
damerne.
Kunsten undervejs i Metoo-oprøret har været både at
anerkende og afspejle bevægelserne i samfundet omkring os og huske, hvor vi kom
fra. Vi ændrede selv i 2021 vores årlige modeshow i forbindelse med uddelingen
af Guldknappen.
Vi skiftede de professionelle modeller ud med kendte
kvinder i alle mulige aldre, farver og faconer. Samtidig holdt vi endegyldigt
op med at retouchere rynker og deller i bladet. Heldigvis har begge dele kun
affødt positive tilbagemeldinger fra vores læsere og følgere; de var klar til
at tage skiftet sammen med os.
I det kommende regnskabsår vil det vise sig, om det samme lykkedes for Victoria’s Secret; om genoplivningen af det ikoniske show kan stoppe
den nedadgående spiral, og om vi også i fremtiden skal se engle i undertøj på
catwalken.