Det skal du opleve lige nu: 10 kendte kvinder giver deres bedste kulturanbefalinger
Er du på udkig efter en god kulturel oplevelse? Vi har snakket med ti kendte kvinder, som hver især anbefaler noget, de har oplevet i den seneste tid, som du ikke må gå glip af.
Er der nogen bedre årstid end efterår til at dykke ned i landets mange kulturtilbud?
Ikke hvis du spørger os, og heldigvis er der masser af gode film, serier, teaterforestillinger, podcasts, bøger og andet godt, som du bør kaste dig over lige nu.
Men hvor skal du starte?
I ALT for damernes podcast Skål Søster kommer gæsterne hver uge med deres bedste kulturanbefalinger til ting, du skal se, læse og opleve – og vi har samlet nogle af anbefalingerne her.
Line Kirsten Nikolajsen
Podcastvært Line Kirsten Nikolajsen anbefaler, at du holder øje med de små teatre rundt i landet, for der er ofte ”billige billetter og pissefede forestillinger”.
Lige nu anbefaler hun, at du besøger Betty Nansen Teatret i København for at se forestillingen ”Sort Samvittighed 4”.
”Dem, der står bag forestillingen, er et kunstnerkollektiv bestående af en masse skønne damer, som gennem de sidste mange år har lavet fede musikalske teaterforestillinger – og alle har været gigantsucceser. Nu har de så lavet en, der handler om venskaber og fællesskaber. De er megaseje, og det er en gruppe, som ofte får folk til at forelske sig i teater."
Forestillingen ”Sort Samvittighed 4” spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 23. november 2024.
Elisa Lykke
Skal du være kulturel med dine venner og familie? De fleste kender, at det kan være svært at finde noget, som alle i gruppen finder interessant, men manager og podcastvært Elisa Lykke har et godt bud på, hvad I kan lave.
”Der er åbnet noget, der hedder On Air Copenhagen, hvor du kan samle mellem fem og 45 mennesker – og så kan I deltage i gameshows. I kan simpelthen komme ind i et rum og få følelsen af at medvirke i kendte programmer fra tv, såsom "Jeopardy" og "Hvem vil være millionær?". Det er en skidesjov måde at være sammen på, og de fleste elsker jo at quizze. Jeg har været afsted med 15 af mine familiemedlemmer, og vi havde en fest.”
On Air Copenhagen ligger på Gothersgade i København, og du kan bestille tid til dit besøg online.
Trine Gadeberg
Er du på udkig efter din næste museumsoplevelse? Så anbefaler skuespiller Trine Gadeberg, at du tager på Statens Museum for Kunst.
I årene 1870 til 1910 fik en lang række nordiske kvindelige kunstnere succes, men de blev sidenhen glemt. Men hvorfor? Det undersøger den nye udstilling på SMK, hvor museet blandt andet bruger kunstig intelligens til at formidle de 24 kvindelige kunstneres historier på nye måder.
”Udover at se virkelig smuk og rørende kunst, så bliver man også klogere på gamle dage, hvor kvinder skulle kæmpe hårdere for at få succes.”
Udstillingen ”Against All Odds – historiske kvinder og nye algoritmer” kan opleves frem til den 8. december 2024.
Lissa Paustian
Journalist og tidligere bachelorette Lissa Paustian elsker at gå i teatret, og for nyligt så hun en forestilling, som stadig sidder i hende.
"Jeg har lige set musicalen "Anastacia", og jeg var helt blæst bagover. Jeg var så imponeret over, hvor vild en stemme hovedpersonen har, hvor dygtige danserne var og hvor storslået hele scenografien var. Jeg sad på tredje række, og jeg blev næsten spyttet på, når de sang, og jeg elskede det. Den bar så god! Og det er jo et helt fantastisk soundtrack.”
Musicalen ”Anastacia” spiller på Det Ny Teater i København frem til den 8. december.
Pia Kjærsgaard
Sidder du ofte foran fjernsynet og har svært ved at bestemme dig for, hvad du skal se? Så har Pia Kjærsgaard et godt tip.
”Jeg elsker at se en god film, som jeg kan gå og tænke over, længe efter jeg har set den. Hvis jeg skal se en film i biografen, tager jeg ofte i Grand Teatret i København, fordi de ofte viser nogle film, som andre biografer ikke har. Og hvis jeg skal se en film i fjernsynet, så elsker jeg filmperler på DR2 hver mandag aften. Der er rigtig mange gode, synes jeg, som jeg ellers ikke ville have set.”
Hver mandag aften kan du se ugens udvalgte filmperle på DR2.
Michéle Bellaiche
Tv-vært Michéle Bellaiche har kastet sin kærlighed på en særlig kvinde.
”Jeg har været inde for at se Selene Muñoz, som er flamingodanser. Der kan man måske tænke: Okay, hvor spændende kan flamingo være? Men hun er helt vanvittig! Det er svært at forklare, men det er som om, at jeg har overværet en form for erotisk spil inden for musik og dans. Jeg har både set hende på Folketeatret og Louisiana, og begge gange er jeg gået derfra med en ud-af-kroppen-oplevelse. Det er anbefalelsesværdigt på alle parametre, og jeg har sjældent set noget lignende.”
Selene Muñoz optræder i Musikhuset Aarhus den 23. november 2024.
Elsebeth Egholm
Der er et væld af gode bøger, du kan kaste dig over dette efterår, men hvis det står til forfatter Elsebeth Egholm, skal du læsen "Mr. Saitos Rejsebiograf" af Anette Bjergfeldt.
Den handler om den unge Lita, der må flygte til en lille ø i Canada med sin mor – og her bliver de en del af øens forunderlige liv. Især da manden mr. Saito ankommer til øen med film, bliver øboernes fantasi vakt til live.
”Den har simpelthen bjergtaget mig med sit sprudlende og fantastiske sprog. Den har den mest finurlige og morsomme måde at se verden på. Det er en meget smuk og fantasifuld coming-of-age-historie, og persongalleriet er helt unikt. Jeg kan ikke sige det nok, hvor god den er. Karaktererne bliver hos én, længe efter man er færdig med at læse den."
Silja Okking
Tv-vært og forfatter Silja Okkings anbefaling er både underholdende og lærerig.
"Jeg var i biografen for at se Pixar-filmen "Inderst Inde 2", og den var simpelthen så fin. I filmen får hovedpersonen et angstanfald, og det er der jo rigtig mange unge mennesker, der bokser med. Hvis man har et barn, der lider af angst, kan det være svært at tale med dem om, hvorfor det opstår. Men hvis man ser filmen, bliver det mere håndgribeligt, hvad der sker i kroppen, og jeg tror, at den kan skabe et helt magisk rum til at snakke om de ting, der er voldsomme indeni."
Filmen Inderst Inde 2 kan nu ses på streamingplatformen Disney+.
May Lifschitz
Du behøver ikke at se en helt ny film for at blive underholdt og rørt, mener skuespiller og model May Lifschitz. Hun anbefaler nemlig, at man genser filmklassikeren "Flashdance" fra 1983.
Filmen handler om en 18-årig kvinde, som arbejder som svejser og danser på den lokale bar om aftenen. Hendes største drøm er at blive professionel danser, men hun tøver med at søge ind på dansekonservatoriet, fordi hun ikke har samme baggrund som de andre ansøgere.
Filmen handler om at virkeliggøre sine drømme, og det kan May Lifschitz spejle sig i.
”I slutscenen bliver sangen "What a feeling" spillet, og den der følelse... Det dirrer i hver en fiber i min krop, når jeg tænker på den, fordi dansen har ligget latent i min krop, og den har ikke fået lov til at blive frigivet af alle mulige grunde. Drømmen om at danse har altid siddet i mig, og mentalt har jeg skullet tage det lille barn indeni i hånden, som ikke fik lov. Nu hvor jeg er med i "Vild med dans", giver jeg mit indre barn lov til at give slip," siger hun med tårer i øjnene.
Flashdance bliver desuden opført som musical i Odense, og den kan ses indtil den 31. oktober 2024.
Katrine Wiedemann
Selvom instruktør Katrine Wiedemann til daglig arbejder med teater og scenekunst, synes hun, at du skal slå et smut forbi biografen dette efterår.
”Jeg har snakket med en af mine tætteste veninder, Sidse Babett Knudsen, om hendes nye film, Vogter. Jeg ved, at den betyder meget for hende, og hvis hun siger, at den er speciel, så må den virkelig være god. Hun er mindblowing dygtig i alt, hun medvirker i, og de ting, hun laver, bliver kun bedre og bedre. Så den film må du ikke gå glip af.”
Filmen ”Vogter” kan ses i landets biografer frem til den 23. oktober 2024.