Designeren bag Lollys Laundry: Det her undertøj får mig til at føle mig godt tilpas
Hjemme hos Kamilla Byriel smelter mode og bolig sammen. Begge dele er fyldt med smukke farver, skønne print og fine detaljer, og så spiller kunst en stor rolle både fysisk på væggene og som inspirationskilde for designerens tøjkollektioner. Men mode skal ikke kun være smukt; det skal også være behageligt, og derfor har sneakers, joggingbukser og blød strik også vigtige pladser i garderoben.
Stil
"Praktisk og afslappet. Jeg kan godt lide, at man både kan arbejde og se godt ud samtidig, men vigtigst er, at tøjet sidder behageligt."
Inspiration
"Både i forhold til min egen stil og i den kommende kollektion, jeg har designet for Lollys Laundry, har især kunsten inspireret mig, og jeg bliver også tit inspireret af folk på gaden."
Favoritdesigner
"Det skifter, og jeg har ingen ultimativ favorit.Gucci inspirerer mig, da de tør skille sig ud, har et farverigt univers og flotte print."
Hverdag & fest
"Til hverdag bliver det ofte en feminin strik, et par joggingbukser og en skindjakke for at give det et lidt råt udtryk. Til fest elsker jeg farver og vælger ofte tøj i en vild farve eller i et print."
Mest og flest
"Kjoler og sneakers. De er nemme at style sammen til et afslapppet og behageligt look."
Igen & igen
"Igen må jeg sige sneakers! Jeg elsker helt nye, friske og sprøde sneakers. Jeg køber sjældent det samme par og har derfor et stort udvalg af mange forskellige styles."
Undertøj
"Viola Sky. Det har en god pasform, og jeg føler mig godt tilpas i det."
Jeans
"Jeg køber altid jeans i Zara. Prisen og kvaliteten af deres jeans passer godt sammen."
Sko
"Jeg går altid i sneakers, og det gælder både til hverdag og til fest. Jeg har ikke et bestemt brand, som jeg elsker mere end et andet, men det er værd at nævne Adidas, New Balance og Veja."
Smykker
"Der går ikke en dag, hvor jeg ikke har smykker på, men jeg skifter ikke så meget ud i dem. Jeg er særligt glad for dem, som jeg selv har designet i Indien."
Tasker
"Lige nu går jeg mest med min Prada-bæltetaske. Den er pratisk, og så er jeg vild med det sporty look."
Altid i tasken
"Niktotintyggegummi, Weledas Skinfood-creme og Eight Hour Cream fra Elizabeth Arden."
Shopping
"Jeg er impulsshopper, så når jeg ser noget, jeg kan lide, køber jeg det uden at tænke så meget over det. Jeg shopper ofte i Strøm Store i Hellerup, Leah Maria i Charlottenlund, Holly Golightly, Mr. Larkin og så Støy i Aarhus. Og så elsker jeg secondhandbutikkerne i Aarhus, hvor jeg også får inspiration."
En rejse værd
"Jeg glæder mig til, at man igen kan komme ud og rejse. Jeg drømmer om en tur til Paris, hvor jeg kan besøge alle de helt fantastiske secondhandbutikker, som gemmer på gamle skatte – og ikke mindst for at se de store internationale designeres kommende kollektioner."
Største samling
"Kunst, kunst og atter kunst. Min største samling består helt klart af kunst. Jeg finder det utrolig inspirerende at have kunst i mit hjem, og jeg bruger det i mit arbejde. Men det giver også en rigtig hyggelig stemning og skaber et miljø, der gør mig i godt humør."
Mere af
"Der er altid plads til ekstra kunst i mit hjem. Og så er jeg lige nu på udkig efter mere træningstøj."
Tendenser
"Jeg har altid været glad for at sammensætte print og mønstre. Der bor en lille hippie i mig, så jeg vil altid falde for bohoprint, prikker, striber og sjove mønstre."
Seneste køb
"Jeg har for nylig købt en klassisk og tidløs Saks Potts-jakke samt en jakke fra Shu, som er varm og helt perfekt til mine ture med hundene."
Det mest opsigtsvækkende køb
"En kunstinstallation af Evren Tekinoktay, som er meget faverig og meget iøjnefaldende. Jeg elsker den, og det gør mig så glad at kigge på den hver dag."
Største fejlkøb
"Et par sandaler, som gnaver, og som jeg aldrig går i. Sko skal være behagelige."
Klar på 5 minutter
"Jeg bruger normalt ikke meget længere tid end 5 minutter på at gøre mig klar – men jeg vil vælge det tøj, jeg føler mig ekstra godt tilpas i."
God stil
"God stil er at klæde sig i det, der føles behageligt, og som man føler sig godt tilpas i. Jeg elsker at iklæde mig mit absolutte yndlingsitem, som er den bløde skindjakke fra Lollys Laundry. Den passer til det hele og kan styles med alt fra joggingtøj til kjoler og nederdele."