Et gammelt håndværk hjalp 31-årige Lulu igennem en hjerneblødning og en knust karrieredrøm

Tekstil er ikke bare tøj på kroppen og tæpper i hjemmet. Tekstiler taler til sanserne og kan både have en praktisk funktion og være kunst. Og så er de uforudsigelige og tidskrævende og passer derfor som tråd i nål ind i tidsånden. Det viser Sarah Becker, Nanna Burmeister og Lulu Kaalund, som kreerer noget af det smukkeste håndlavede design og tekstilkunst herhjemme lige nu.

Hvordan kom du i gang med at hækle?

– Jeg arbejdede på Michelin-restauranten Relæ i København, hvor jeg var i lære som kok. Tre måneder før jeg var færdig som kokkeelev, fik jeg en allergisk reaktion og besvimede i badet, da jeg kom hjem. Jeg slog hovedet og fik en hjernerystelse og en hjerneblødning, som gjorde, at jeg var syg i halvandet år. På daværende tidspunkt var Bettina Bakdal (designer, red.) min svigermor, og hun lærte mig at hækle. Vi skulle prøve at lave vaskeklude uden mikroplast, en af dem blev større end planlagt og endte derfor som gave til min venindes nyfødte søn.

Hvordan adskiller hækling sig fra kokkefaget?

– Kokkefaget er nok et af de farligste erhverv, du kan arbejde i. Jeg stod jo og arbejdede med ild og knive, og fordi det var en ambitiøs restaurant, en af verdens bedste, havde jeg en 80 timers arbejdsuge. Med den hjerneblødning, jeg har fået, kan jeg aldrig arbejde på den måde igen. Hækling er mere kreativt, men kan stadig være stressende, fordi jeg arbejder med mange deadlines. Til gengæld har jeg kunnet bruge den disciplin, jeg har fra køkkenet, i mit arbejde som selvstændig.

Hvad gør hækling særligt?

– For mig er formatet perfekt. Det adskiller sig fra fx strik, fordi strik bare er fremad. Med hækling kan jeg gå den vej, jeg har lyst til. Jeg planlægger ikke, hvordan noget skal se ud og kan fx også hækle videre på noget strikket.

Hvor finder du inspiration?

– Det, der har inspireret mig allermest, er tv-serien Seinfeld, som jeg aldrig bliver træt af. Jeg hækler langt de fleste af mine ting med den kørende og elsker trygheden og det langsomme tempo i den. Jeg kan hækle hvor som helst og gør det også. Det, synes jeg, er ret skønt. Jeg har altid de ting, jeg arbejder på, med mig.

LÆS OGSÅ: Helenes passion for patchwork: ”Jeg skal blive 150 år for at nå det hele”

Du laver både tøj og udstiller. Hvornår bliver håndarbejde til kunst efter din mening?

– Det virker heldigvis, som om kunstverdenen er begyndt at acceptere håndværk mere, men jeg bliver alligevel ofte konfronteret med, hvorfor jeg laver tøj og ikke bare holder mig til kunst. Især kunstnere siger til mig, at jeg skal holde mig fra det, og at jeg er for god til det. Men det er ikke længere sådan, at hvis du først begynder at lave tøj, kan du ikke lave kunst igen. Sådan har det jo været før. Det har ikke været anset som lige så fint. Og tøj bliver stadig lidt set som kunstens grimme kusine.

Hvad er dit bedste begyndertip?

– I virkeligheden er jeg ikke ret god til at hækle. Jeg mestrer kun den klassiske metode, og jeg kan ikke læse en opskrift. Jeg prøver mig bare frem, hvor irriterende det end lyder.