Som ung ville Marie Louise Tüxen bare gerne være brun: ”Der var status i den solbrune krop”
Skønhed og klasse er en familie med seriøse issues. I dette essay om den lavede skønhed dykker forfatter Marie Louise Tüxen ned i forholdet mellem penge og skønhed. Og sol. Den kunstige og den ægte.
Jeg husker det sådan: Jeg sad ved et stort skrivebord. Man havde placeret det i en vinkel ud fra væggen, og i venstre hjørne stod en fastnettelefon på skrå.
Der er så mange ting, man forstår bagud. Detaljer, man ikke aner, at man registrerer, men som med årene skaber sammenhænge i ens indre, og så en dag siger man noget, som lyder både generelt og sandt.
Det er med vilje, jeg skriver man, for jeg bilder mig ikke ind at være ene om denne måde at forstå min historie på. Erkendelserne, der løber til, kan være små observationer som at konstatere, at man indrettede meget på diagonalen i 90’erne.
Det var ikke bare telefoner, der blev ekstra dekorative ved en skrå placering, det var vel også fliser på et gulv, trekantede endekøkkenskabe med plads til vin, lysestager i en vindueskarm, en skråtstillet sofa. Mange eksempler toner frem.
Men disse bagudrettede erkendelser kan også være af en mere fundamental karakter. At forstå sig selv som en, der lader skønhedens idealer råde over alt for meget af tilværelsen for eksempel.
Annonse
I 1992 havde jeg hverken indsigter om skønhedens magt eller indretning på skrå. Jeg tog bare telefonen, når den ringede fra sit venstre hjørne på bordet. “Sun Zenith, du taler med Marie Louise, hvad kan jeg hjælpe med?” To gange om ugen arbejdede jeg i solcenteret i Vinhusgade i Næstved. Det var gode lommepenge, og det var fri sol, og en brun krop var en flot krop. Et brunt legeme i g-streng, veltrænede, lange lemmer; idealet.
Ved siden af telefonen lå en stor opslået bog, som var bookingkalenderen. Her skrev jeg tider ind i, når folk ringede eller kom forbi for at reservere. En enkelt tid varede 20 minutter, men de fleste tog en dobbelttid på 40 minutter. Jeg tørrede solariet af efter hvert besøg. Jeg sprayede rensevæske på plexisengen og tog et ordentlig tag i papirrullen og tørrede op, indtil svedsøerne forsvandt. Det var meget forskelligt, hvor meget sved, der lå, og hvordan den enkeltes sved lugtede.
Der var en kvinde med psoriasis, som tog sol to-tre gange om ugen. Hendes sved lugtede helt specielt, og jeg vægrede mig inden rengøringen i den tætte bås, det var svært ikke at vise mit ubehag, måske fornemmede hun det, så sød var jeg heller ikke.
Jeg var teenager, ting var hurtigt klamme. Den alt, alt for mørkebrune hud smykket med brankede hudskorper frembragt ved hjælp af strålerne fra et sæt nye rør. Jeg husker, at jeg var glad for, at det ikke var min skæbne. Hendes svedlugt findes stadig i min lugtesans’ hukommelse.
Vi ville være brune, mig og mine venner. Det ville vi være så langt tilbage, jeg kan huske, og i min barndom og tidlige ungdom var vi ikke mange, der smurte os ind i solcreme. Og når vi gjorde, var det gerne en sololie fra Piz Buin, måske faktor 6. Der var skønhed og status i den solbrune krop. I hvert fald i Næstved, i middelklassen og i 90’erne. Hvis du ikke tog godt imod sol, var det en streg i regningen.
Solens rolle i forhold til skønhed er et godt eksempel på, hvordan idealer ændrer sig over tid, og hvordan det herskende skønhedsideal defineres af en elite, af overklassen. Op gennem historien har skønhedsidealer haft en indbygget logik om at tilgodese den regerende klasses ideologiske interesser.
Tænk blot på renæssancetidens blege, sarte hud, som afslørede ens høje klasse, mens den solbrune hud omvendt blev ensbetydende med arbejderklassestatus. En underdanig skikkelse nødsaget til at arbejde i marken under solens brændemærkende stråler. (Bemærk, at jeg ikke folder ud, hvad hudens farve har af indbyggetheder, når det gælder andre etniciteter end den kaukasiske, lyse).
Annonse
Vender vi blikket langt frem og betragter det moderne samfund, begyndte solen at bevæge sig i den modsatte retning. Her blev den gyldne, solbrune hud en eftertragtet velstandsmarkør, for den indikerede overskud, fritid, udlandsrejser. Det blev en luksus at have både tid og råd til at rejse efter solen. Hvis vi laver en tredje øvelse og finkæmmer vores tid, senmodernismen, findes endnu en anledning til at betragte skønhed gennem solens betydning. For i 80’erne, da solarierne kom til og blev åh, så populære, blev det i første omgang endnu et løft til det solbrune look.
Mine heydays i solcentret i Næstved er et glimrende eksempel på dette. Men med årene (der kan være store regionale forskelle på tidsangivelsen, men i hvert fald i 00’erne) skete en ny forskydning. Man blev klogere på, hvilke farer solens stråler udgjorde, i særdeleshed sammenhængen mellem soldyrkning og flere kræftformer, og herudover blev man også mere fokuseret på solens ældende påvirkning.
Bevidstheden om solariernes bagside ramte naturligvis først de oplyste, de dannede, og på den måde begyndte endnu en statusomrokering for de solbrune kroppe. De øvre klasser og storbyerne vendte sig atter væk fra solen, især den kunstige slags, og solcentre lukkede på stribe. Siden 80’erne var de ellers knopskudt rundt i det ganske land med provinserne som særligt magnetiske for denne geskæftighed.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Amagerbrogade, engang i midt-00’erne cyklede jeg fra ende til anden og kunne ikke tælle centrene på to hænder; på én og samme gade, kære læsere! Der findes stadig solcentre, jovist, men den kunstigt brune hud, som er brun uden for sæson og kendetegnet ved to hvide streger under ballerne: Jeg vil påstå, at den endnu engang tilhører en social klasse, som ikke er den regerende.
Annonse
Det ydre har til alle tider været en måde at differentiere sig på. Dem med penge og privilegier har kommunikeret deres sociale status og dermed adskilt sig fra dem uden. Sagt med professor i kultur og sociologi ved Amsterdams universitet, Giselinde Kuipers, ord i dokumentarserien Skønhedens magt på DR:
“Skønhedsidealer påvirker folks adfærd på to måder. For det første prøver folk at legemliggøre dem. Når man synes, noget er smukt, prøver man at se sådan ud. Den anden måde er, at man sorterer ud fra skønhed. Det er en måde at bedømme andre på.”
Forståelse af skønhedsidealer som et udskillelsesløb, der placerer mennesker i forskellige klasser, har altså fundet sted, så langt tilbage vi kan skue. Det, der gør vores 20’ere endnu vildere, er adgangen til og forventningen om justeringer. Altså ikke blot at holde kroppen i form og pleje hår og negle og tænder, men at ændre på ansigtets træk og facon ved hjælp af injektioner og kirurgi, vi kalder dem tweakments.
Slingrer ned ad Insta-gade og møder Bella Hadid og Kylie Jenner i mit feed, før/efter meme-kulturen lader mig forstå, at skønhed ikke længere er genetisk udsprunget, men i langt højere grad et spørgsmål om penge. Ansigtet er en af de vigtigste handelsvarer, vi har, og har du penge, kan du få en ny næse, som for øvrigt er en væsentlig højere udgift end en manicure. I den forstand bliver det endnu sværere for de lavere klasser at følge med idealet.
Jeg kørte forbi Chris Pedersen for at stille ham en række spørgsmål. Chris er vært på Kulturen på P1 og har tidligere undersøgt skønhedens betingelser, både som moderedaktør og vært på programserien Skønhedens magt på DR. Han er også en af mine gode venner.
Kan du sige noget om sociale hierarkier, når du kigger på, hvem der får lavet hvad inden for kosmetiske indgreb? spurgte jeg ham.
“Groft sagt kan man sige, at folk, der ikke har vildt mange penge, får lavet meget mere end dem, der har. Den kreative overklasse får lavet masser af behandlinger, men for dem skal det ligne, at de ikke har fået lavet noget. Der er noget, som er finere end andet inden for eliten.
Man taler ofte om den gode smag, og den forbinder vi med mennesker, der har kontrol. Coco Chanel er citeret for at have sagt “Elegance is refusal.” Det er elegant at spise en enkel skefuld af sin creme brulé, mens hende, der spørger, om hun må få resten, er for meget, det er uskønt. Sådan har det i hvert fald været kutyme at skelne høj fra lav.
Hvis vi kigger på et par eksempler hjemmefra, findes der i den ene ende af skalaen Helena Christensen. Hun er ambassadør for den kosmetiske klinikkæde N’Age, og samtidig lader vi lidt, som om hun ikke får lavet noget. Det samme gælder for øvrigt hendes modelkollega Kate Moss, som har drukket og røget, siden hun var 13, og sidder helt rynkefri i dag og vil have os til at tro på, at det er hendes naturlige skincare-linje og månebade, der sørger for hendes ydre.
Men tilbage til Danmark, hvor vi i den anden ende af skalaen kan kaste et blik på en kvinde som Linse Kessler. Hun er nogenlunde jævnaldrende med Helena Christensen, men har ejet en stripklub og kommer fra et hårdere miljø, en arbejderklassebaggrund, og her er det mere sexappealen, der betyder noget.
Altså, den åbenlyse spillen på sex med store bryster, kæmpe læber, afbleget fake hår og lange plastiknegle. Det er nogle helt andre parametre, der udstikker idealet. Når man ikke har mange penge, har man ikke råd til at underspille.”
Men, indvender jeg, for noget rumsterer, og selvom jeg anerkender hierarkiet, som Chris beskriver, vil jeg vide, om der sideløbende er et opgør i gang, et der med SoMe-kulturens motor har ført til, at det bliver sværere og sværere at lave dette skel mellem høj og lav, for vi ser influencer-darlings indtage elitens scener, og vi ser old school Hollywood og overklassedamer få foretaget tweaks og operationer. Så, indvender jeg og holder pause for at indikere vigtigheden:
Er disse skønhedsbegreber ikke ved at filtre sig ind i hinanden?
Chris tøver ikke:
“The Kardashians er stadig på besøg i Vogue! De har en berømmelse, men det er stadig finere at være filmstjerne eller musiker, der findes stadig et smagshierarki, som ligger under det hele. Når Balanciaga laver en reklame med Kim Kardashian, så sørger de for – i samme kampagne – at hyre det franske skuespillerikon Isabelle Huppert.
Influencer-økonomien er en bærende del af skønhedsindustrien, for det er begrænset, hvor mange tasker de store modehuse kan sælge til overklassen. Og skønhed er en industri i vækst. Den meget lavede eller oppustede skønhed gør sig desuden godt på sociale medier. Den gør sig faktisk bedst her, hvorimod den mere reserverede skønhed, den præserverende, har det sværere i dette landskab.
Dette peger tilbage på forståelsen af det naturlige, det velbevarede, som paradoksalt nok kræver meget mere energi og mange flere penge end det oppustede.”
Men er du ikke enig i, at det er sværere at sortere mellem høj og lav? “Jo, men det er en forhandling, og den har altid været i gang.”
Der er noget ved skønhedens indbyggede dobbelthed, der forstyrrer mig, ja, ligefrem forvirrer. Faktisk en dobbelt dobbelthed. For det første – og som jeg var inde på tidligere: Skønhed er noget, vi efterstræber for at opnå en bestemt kategori eller klasse, og samtidig fungerer skønhed som noget, vi bedømmer andre ud fra. Skønhed har altså to modi i sig, to måder, den påvirker os på.
Dette er ikke modsætningsfyldt, men det er interessant, at de to påvirkninger begge lever stærkt. Den anden dobbelthed finder jeg i, hvordan vi både opfatter skønhed som noget overfladisk og forfængeligt, som ligefrem står i kontrast til det intellektuelle, mens skønhed samtidig har rødder i en oldgræsk og ædel forståelse, hvorfra vendingen “en sund krop i et sundt legeme” stammer.
En æstetisk smuk og veltrænet krop blev set som symbol på en ren og for guderne værdig sjæl.
Jeg oplever skønhed som et forvitret og dragende felt, med en evig ‘på-den-ene-på-den-anden-sidehed’, som bor i dens indre. Smuk og farlig og med en hakkeorden, som nok er i forhandling, men som aldrig forsvinder. Vi kan aldrig bare sætte en lige streg og råbe facit.
I virkeligheden kan vi sætte en skråstreg. Og så er vi tilbage ved begyndelsen af teksten. En telefon på skrå på et skrivebord og en solstråle, der rammer en bleg kind. Skal/skal ikke blive brun.
