South Sea-kulturperler
South Sea-kulturperler er typisk hvide, lyse eller gyldne og varierer som alle andre muslingeperler i størrelse og form. Nogle kan være runde, andre nærmest pæreformet. Størrelserne på dem varierer også meget. De dyrkes på perlefarme i blandt andet Australien og Filippinerne.
Tahiti-perler
90 % af alle sorte kulturperler dyrkes på Tahiti, hvorfra navnet kommer. Tahiti-perler varierer fra sølvfarvet til sort, men det er som for enhver anden perle, størrelsen og glansen, der bestemmer prisen for en Tahiti-perle.
Kultur- og naturperler
Naturperler opstår når en musling ikke kan skille sig af med et fremmedlegeme, som har fundet vej ind i muslingeskallens bløddele, og kulturperler opstår i en menneskeassisteret proces, men selve processen er grundlæggende den samme: Et fremmedlegeme – en kerne eller væv, hvis det er en kulturperle, trænger ind i muslingen og irriterer den, hvilket fremprovokerer muslingen til at isolere den i et lag af perlemor. Alt efter hvor og i hvilket vand kultur- og naturperler produceres, har de forskellige navne. Danske Sophie Bille Brahe bruger for eksempel både Akoya-kulturperler, som oprindeligt dyrkes i Japan (forekommer også nu i stor stil i Kina) og ferskvandskulturperler og South Sea-kulturperler.
Kilde: Nina Hald, smykkeskribent og redaktør for guldsmedebranchens fagblad AuClock.