Kreativ direktør i Second Female: ”Den trend tror vi meget på hos Second Female”
Mød Preben Laust, CEO og kreativ direktør i Second Female, som er et ud af tre brands, der er nomineret til ALT for damernes Guldknap 2018.
Second Female henvender sig til alt fra teenagere til pensionister – derfor er tøjets pasform altafgørende.
Hvad er Second Females signatur?
– Vi er et skandinavisk brand, som har et chikt og moderne fransk touch. Det kommer til udtryk i vores valg af farver, print og feminine detaljer som blonder og flæser på ærmerne. Dét og jacquard-strik er AW18-kollektionen fuld af. De senere år har vi gjort meget ud af ikke kun at ramme den feminine pige men også den cool pige ved at tilføre kollektionerne lidt mere kant. Vi forsøger blandt andet at være lidt mere vovede i vores tilgang til print og snit og fange nogle flere trends fra high end-brandsene. Desuden leger vi lidt med grænserne mellem det maskuline og det feminine. Som modevirksomhed er det vigtigt, vi tør gå til kanten og rykke grænser, så der hele tiden bliver mere plads til folks individualitet.
Hvad er det sværeste ved at skabe tøj til den moderne, danske kvinde, når man selv er mand?
– Det er nok pasformer. Men de fleste helt store designere er jo faktisk mænd. Jeg tror, mange mænd kigger på kvinder med en god fornemmelse for, hvad der klæder dem. I løbet af de seneste 22 år har jeg oparbejdet en masse erfaring og fået et skarpere øje for, hvad der klæder jer, og hvilke farver der spiller godt op mod jeres ansigt. Men i dag er det sværere at regne ud, hvad kvinder vil have, fordi I selv er blevet meget bevidste om, hvad I vil gå med.
Hvad har du lært om kvinder og deres tøjvaner?
– Kvinder elsker tøj, og som min kære kone siger, når jeg synes, hun køber lidt for meget af det: ”Du skal bare være glad for, at vi holder forbruget i gang” – og det kan hun jo have ret i. Men der er sket mange ændringer på de to årtier. Der er kvinder, der køber færre stykker tøj, men som til gengæld vil have førsteklasseskvalitet. Den gruppe kvinder efterspørger som regel også en inspirerende købsoplevelse. Og så er der kvinder, der får stillet deres shoppetrang ved at klikke tøj hjem fra webshops på ugentlig basis. Generelt er kvinder blevet meget mere modige i deres tøjvalg i dag men har også langt flere inspirationskilder end tidligere, bl.a. på Instagram.
Second Female laver tøj til kvinder i alle aldre. Hvordan favner man så bred en målgruppe?
– Jeg har en datter på 18, som synes, der er mange fine ting i kollektionen, og min mor på 70 går også i Second Female, så ja, det er en stil, der rammer bredt. Det, vi laver, skal have høj brugsværdi og bøjleappeal. Man skal have glæde af vores tøj i flere sæsoner, og det kræver, at man kan give sine kollektioner et klassisk udtryk, uden at det bliver kedeligt, samtidig med at vi tager højde for de trends, der hitter lige nu. Vi er også meget opmærksomme på de kvindelige kurver. Især hofterne og numsen, som der skal være plads til. Og overarmene, som mange kvinder er selvbevidste omkring.
Hvor meget kan I tillade jer at skeje ud?
– Hvis jeg selv og designteamet fik frie tøjler, ville vi gå endnu mere amok, end vi gør, men vi er også nødt til at være tro mod vores dna og det, vores forhandlere og kunder forbinder med Second Female. På godt og ondt er vi landet på en hattehylde. Jeg kunne da nogle gange godt drømme om at lave en hel kollektion i silke. Men det kan ikke lade sig gøre, for der er en limit for, hvor dyrt og avantgarde vores tøj må blive. På den måde er det også en begrænsning at have et stærkt dna, selvom vi trods alt ikke er lige så fastlåste som nogle af vores allerdygtigste kollegaer. Vi kan bedre agere som en kamæleon og fortolke catwalktrends på Second Female-måden. Også fordi vi ligger i et prisleje, hvor de fleste har råd til at være med. Vi har en fin balance mellem pris og kvalitet. Det er lidt en kliché, men man får value for money.
Hvad vil danske kvinder efterspørge i 2018?
– Denne sommer er det stærke farver og print, der larmer lidt. Som har noget kant. Der er mange sportsreferencer i modebilledet i øjeblikket, og den trend tror vi meget på hos Second Female.
Hvad betyder det for Second Female at være nomineret til ALT for damernes Guldknap 2018?
– Det er kulminationen på den transformation, vi har gennemgået de seneste seks år. Vi er ekstremt stolte og beærede over at være nomineret med så dygtige kollegaer. I forhold til kendskabsgraden tænker vi også, det kan give et boost og skabe noget synlighed.
Hvad er du villig til at sætte på højkant for at vinde ALT for damernes Guldknap?
– Hvis vi vinder, så holder vi fest på vores kontor på Klubiensvej 29 i Københavns Nordhavn dagen efter Guldknap-showet. Alle læsere er velkomne, og så trækker vi selvfølgelig lod om 10 gavekort á 1.000 kr. stykket til vores webshop.