Imane Asry sværger til populært TikTok-tip: Det forsegler fugten i læberne
Hun elsker naturlig skønhed og det personlige udtryk, ærgrer sig over de mange generiske skønhedsbehandlinger, og hun ville ønske, at alle kvinder talte pænere til sig selv. Og så har Imane Asry lært at pleje sin hud frem for at bekæmpe den.
Min morgenrutine består af … en morgenbøn, hudpleje og morgenmad med min mand uden telefoner.
At pleje min hud er for mig … fyldt med blandede følelser.
Nogle dage hader jeg min hud, og efter over 10 års kamp med akne har jeg stadig problemer med uren hud. Andre dage føler jeg taknemmelighed over, hvor meget bedre den er blevet, og jeg finder ro i at passe på den.
Tidligere handlede det mest om at bekæmpe akne, men nu plejer jeg min hud med omtanke.
Jeg lægger makeup, når … jeg har lyst til det. Men i så fald er det en no makeup-makeup eller et simpelt smokey eye til fest.
Min makeuprutine er … CC-cream fra IT Cosmetics eller bare concealer fra Hourglass under øjnene og på urenheder og translucent pudder fra Laura Mercier. Brynene får Rapide Brow Milk og så en mascara fra Lowd.
Jeg plejer mit hår med … arganolie og rosmarin-leave-in conditioner. Hver søndag masserer jeg også rosmarinolie ind i hovedbunden, og en gang om måneden giver jeg det en hennaindpakning fra Lush.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være … tal pænt til dig selv og tro på dit potentiale.
Den bedste duft for mig er … Mohave Ghost fra Byredo eller Matcha fra Le Labo.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at … lade være med at irritere den for meget med masser af produkter og i stedet fokusere på en god rens og masser af fugt. Og så får jeg mikroneedling-behandlinger for at forebygge hudproblemer.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg fra TikTok, og det var at give læberne fugt med hyaluronsyre og så forsegle fugten med vaseline.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden, er …
en neglebåndsskærer, for nogle gange bliver jeg irriteret over mine tørre neglebånd, når jeg sidder og arbejder, og så bliver jeg nødt til at pille dem væk.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … ær din naturlige skønhed, og forsøg ikke at efterligne et uopnåeligt skønhedsideal. Behold dine øjenbryn, og husk at det er normalt, at huden har en ujævn tekstur.
Det sted, jeg er i livet netop nu, er … midt i en renovering af min lejlighed. Jeg ser frem til, at alt bliver færdigt, og jeg kommer et skridt nærmere mit drømmehjem. Så altså besværligt lige i øjeblikket, men forhåbentlig vil det være hele indsatsen værd.
Nutidens skønhedsideal er … eurocentrisk. For eksempel i form af smalle næser med indslag af ”eksotiske træk”. Fyldige læber, hofter osv., som folk nu skaber kunstigt.
Jeg synes, det er kedeligt, at vi i dag stræber efter, at alle skal se ens ud, som om vi var kloner. Jeg synes, det er langt mere styrkende at fejre vores unikke træk, som er gået i arv gennem generationer, for det er dét, der er sand skønhed for mig.
Jeg føler mig smukkest, når … min hud er god, håret er nyvasket, min hud er solbrun, og jeg er uden makeup eller har meget lidt på. Og så en simpel monokrom abaya/løs kjole og matchende hijab.