Sabrina Gazier: ”Jeg sværger til denne hudcreme”
For direktør Sabrina Gazier er langsomme morgener altafgørende, makeuprutinerne helt enkle, og så har sytråd en helt særlig plads i hendes skønhedsritualer. Hun synes, at nutidens skønhedsidealer burde være endnu mere rummelige, og at vi som kvinder skal stå sammen om at skabe de ændringer, vi gerne vil se.
Min morgenrutine består af … en god kop kaffe, mens jeg læser i en af mine favoritbøger.
Lige nu læser jeg ”Pestnætter” af Orhan Pamuk.
Så tjekker jeg hurtigt mine mails og SoMe. Jeg elsker slow mornings, og derfor gør jeg mig umage for sende mine børn ud af døren mætte og morgenfriske.
At pleje min hud betyder for mig … er at tage mig tid til selvomsorg og sikre, at jeg føler mig godt tilpas i min egen hud, både fysisk og mentalt.
Jeg lægger makeup, når … jeg vil føle mig lidt ekstra selvsikker til dagens udfordringer. Ellers lægger jeg kun makeup til specielle begivenheder.
Min makeuprutine er … enkel og effektiv. Concealer, bryngelé og måske lidt blush er alt, hvad jeg behøver til daglig.
Jeg plejer mit hår med … en nærende hårmaske, når mit hår er for fedtet til at være løst. Ellers prøver jeg kun at vaske hår med shampoo og balsam én gang om ugen.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være …”Girl! Det er tid til at samarbejde og ændre verden i flok! Lad os løfte og inspirere hinanden”.
Den bedste duft for mig er … duften af Aleppo-sæbe. Den er ren og hjertevarmende.
Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … ”My way” med Frank Sinatra.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at … få styr på min kost med det samme og drikke masser af vand.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af min mor, og det var at bruge Aleppo-sæbe og vand til at rense huden og fed Niveacreme til at give fugt.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden, er … sytråd. Jeg bruger en fin bomuldstråd, som jeg ruller henover uønsket hårvækst.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et råd, ville det være … vær barmhjertig og tålmodig med dig selv. Øjenkontakt og selvtillid er det, der gør dig ægte smuk.
Det sted, jeg er i livet netop nu, er … fyldt med vækst og uendelige muligheder. Mine børn er så store, at jeg føler mig ”ung og fri” igen.
Nutidens skønhedsideal er … alt for begrænset. For mig handler ægte skønhed om dine tanker, handlinger og den indflydelse, som du har på andre mennesker.
Jeg føler mig smukkest, når … jeg er en smule solbrun, er omgivet af mennesker, som jeg elsker, og vi griner sammen.