Hvem skulle have troet, at et par solbriller kan mere end skygge for solen?

Nå, men jeg har altså anskaffet mig et par statementsolbriller.

Frygteligt ord. Statementtaske, statementhalskæde, statementhæle. I mine plus 10 år som ansat på diverse modemagasiner har jeg erfaret, at det er akkurat lige så irriterende som musthave.

Et ord jeg som redaktionschef på et magasin med en anden titel end Eurowoman bandlyste og uddelte straf for at bruge. Jeg kan ikke huske, hvad straffen var. Sikkert noget med at give en sjus på en hip ny bar på Vesterbro, jeg var sjov og drikfældig, også dengang. Ikke desto mindre er det et par statementsolbriller, jeg har anskaffet mig.

Det passer faktisk ikke helt. For jeg har fået dem i gave af min mand. Han gav mig dem på 10-årsdagen for vores første møde. Til Robyn-koncert i TAP1 i Carlsberg Byen. Det kan vi godt være stolte af. Det er en god historie, at vi har mødt hinanden til en Robyn-koncert. Derfor fremhæver jeg det så tit, jeg kan komme til det. Men det der sker, når man har været sammen i 10 år, er, at der er længere mellem overraskelserne.

Godt nok var det en overraskelse, at der lå en gave på tallerkenen ved morgenmaden. Men indholdet af pakken havde jeg sådan set selv udpeget nede i Poul Stig på Gl. Kongevej 14 dage tidligere. Ved samme lejlighed, hvor jeg gav min mand sin fødselsdagsgave. Han fik lov til at få et par solbriller efter, næsten, eget valg. Som så heller ikke var en overraskelse.

Sådan gik det til, at Sune, som den første af os, fik et par statementsolbriller. Hans stålindfattede Ray-Bans fortjente en pause. Sune er 41 og har ikke meget hår tilbage på hovedet. Det er ikke en nyhed. Det har han ikke haft, siden han fik sit kørekort som 18-årig. Det er min yndlings-ikkefrisure til mænd, så det er fint. Men Sune er begyndt at få udtalte grå stænk i skægget.

"Lad os flytte fokus," sagde de store skildpaddeplettede solbriller fra det drønsmarte parisiske mærke Alhem. Ikke ham. Men nu skal det ikke handle om Sune. Det skal handle om mig. Mens Sunes solbriller blev tilpasset, søgte mine øjne mod vitrineskabet ved siden af disken og zoomede ind på de store, sorte similibesatte solbriller på næstnederste hylde.

"Gider I låse skabet op? Kan jeg prøve dem? Jeg vil bare gerne lige prøve dem? Nøj, hvor er de flotte, hva’? Er det Celine? Er det? Jeg tænkte det nok."

Jeg stod der og fedtede glasset til med min finger, der pegede så kraftigt mod ruden, at den bukkede bagover. På næsen røg de. Hen til spejlet. Ekspedienten og Sune stod bag mig som medbetragtere.

"De klæder dig faktisk," sagde ekspedienten.

"Du lyder overrasket?" sagde jeg og kiggede ham i øjnene, gennem solbrillerne.

Jeg blev forelsket. Ikke i mig selv. Those days are over. Men i solbrillerne og deres evne til at shine. Jeg tog ikke stilling til mit tøj, min stil, min alder, mit ståsted. Jeg inkluderede ikke solbrillerne i resten af mit liv. Det var bare solbrillerne og kun solbrillerne. De er ligeglade med deadlines og Aula og egetræssæbebehandling. De vil bare gerne ud i solen og skinne. Det er det eneste job, de har, og det gør de godt.

Lige så skråsikker jeg var i brillebutikken, lige så vaklende blev jeg for en stund, da jeg løsnede det grå bånd og det blå indpakningspapir. Solbrillerne var nu blevet anbragt i et miljø, jeg var i tvivl om kunne stå distancen. Glitrende, blanke, kulsorte solbriller omgivet af blege havregrødsklatter og mig i sove-T-shirt uden bh. Der er nogen, der kan slippe afsted med at være bh-løse. Mine bryster har efterhånden svært ved det.

Spørgsmålene stillede sig i kø.

"Bliver sorte solbriller for hårdt? Vil de kaste slagskygger ned over det ansigt, der er begyndt at lægge sig i folder? Fungerer de til min marineblå frakke? Til trenchcoaten? Bliver det alligevel for meget med de prydsten?"

Solbrillerne, med deres uovervindelige personlighed, satte sig med rank ryg på næsen og sagde det, de altid siger: "Fuck det!"

Alligevel rart med et par solbriller, der kan svare igen. Det gør det nemmere at være menneske. For jeg er generelt meget i tvivl for tiden. Om det meste. Også om min stil. Størstedelen i klædeskabet ligner noget, der er ved at give op. Klart, corona har ikke forskønnet indholdet, tøjet har været mørklagt, og det miljø kan intet blomstre i. Et år i joggingdrenge, og pludselig skulle jeg begynde at gå i rigtigt tøj igen, og så virkede de jeans, skjorter og jakker, der hang derinde i mørket, utrolig smalle, fordi modedyrene er blevet enige om, at alt skal være alt for stort og kittelagtigt.

Hul i, hvad der er smart. Forsøger jeg at overbevise mig selv om. Det skal bare virke, på kroppen og i hamsterhjulet. Indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal udvide min horisont og garderobe med, fortsætter jeg med at iføre mig den bløde uniform, også når jeg skal på kontoret.

Heldigvis har jeg et par insisterende solbriller, der kan trække det grå ud af al den grånistrede bomuld, og de har tilmed den styrke, at jeg kan gå i skjul bag deres store sorte glas, hvis virkeligheden virker for vild.

Hvem skulle have troet, at et par solbriller kan så meget mere end bare skygge for solen? Det kan de så også, skulle jeg hilse at sige. I weekenden sad jeg på terrassen i sommerhuset med min veninde og sugede sommerens første D-vitamin og Sancerre til mig.

Iført dunjakke med fjer stikkende ud af foret, som var jeg en gammel hovedpude, de før så omtalte joggingbukser, strømper i Birkenstock-sandalerne, på ikke-intenderet fashion-facon, fedtet hår og nul makeup. Det var uskønt og vidunderligt på samme tid. Jeg tog solbrillerne på.

"Kæft, du er cool!" sagde hun med munden fuld af fiskefilet.

"Du virker overrasket?" sagde jeg og kiggede hende i øjnene, gennem solbrillerne.