Nu er årets Guldknap afgjort - her er vinderne
Med et brændende ønske om at kvinder skal have det godt, mens de dyrker motion og et stærkt fællesskab, hvor bevægelse og livsglæde forenes med cool træningstøj i farver og print, kan Planet Nusa-stifterne kalde sig modtagere af ALT for damernes designpris, Guldknappen.
Det community-drevede sportstøj brand Planet Nusa, stiftet af Kristine Esmer og Mille Skat, har lørdag modtaget ALT for damernes hæderkronede designpris Guldknappen ved den årlige prisfest i Operaen i København.
ALT for damernes læsere var de kompetente dommere, og i år kunne de stemme mellem tre stærke nominerede brands: Skall Studio, Graumann og Planet Nusa, som med Kristine Esmer og Mille Skat blev årets designer.
“Fælles for de tre nominerede brands er, at de er grundlagt af kvindelige makkerpar med stærke værdier, og det giver rigtig god mening for ALT for damerne at hylde iværksættere, der vil noget mere end blot ramme et hul i markedet,” siger chefredaktør for ALT for damerne, Rikke Dal Støttrup, og tilføjer:
“Nusas stærke community er uden tvivl afgørende for, at det er netop dem, der vinder Guldknappen. Det er jo som bekendt læsere og brugere, der bestemmer, hvem der skal modtage prisen, og her er det godt at have trofaste følgere.”
Fællesskabet beviser at missionen er lykkedes
En længsel efter mere fællesskab i motion og en manglende tilhørsfølelse til de eksisterende sportsbrands var brændstoffet, der i 2018 fik Kristine Esmer og Mille Skat til at sparke Planet Nusa-projektet i gang.
"Dengang var træning og sundhed meget resultatorienteret. Og vi er to helt gennemsnitlige kvinder, som ikke kunne se os selv nogen steder. Så vi ville gerne skabe et fællesskab, hvor alle kan være med, og hvor alle føler sig velkomne," fortæller Mille Skat i et interview med ALT for damerne og tilføjer:
"Vi har været til mange pilates-timer og barre-timer. Men vi kunne ikke forstå, hvorfor vi gik i Nike eller Adidas. Vi havde ikke noget tilhørsforhold til de brands. For de gjorde ikke noget for at kommunikere med os.”
Siden har Nusa-universet haft gevaldigt vokseværk og foruden det farverige træningstøj, som både har fundet vej til danskernes sports- og hverdagsgarderobe, har brandet i dag et stærkt community med en række tilbud til deres brugere.
“Planet Nusa laver ikke blot klædeligt træningstøj til kvinder i alle aldre og faconer, de har også formået at skabe et stærkt fællesskab omkring brandet. Nusa arrangerer løb og svømning for sine brugere, og når man ser en anden kvinde i bybilledet med Nusa-logoet på trøjen, giver man hende lige et lille nik,” siger chefredaktør, Rikke Dal Støttrup.
For Nusa-duoen, som i dag har etableret en hel community-afdeling, er fællesskabet det allervigtigste:
“Det er for os et bevis på, at missionen er lykkedes, fordi så ved vi, at vi har skabt noget, der connecter folk."