Creame som holder dig ung

Naturlig antiage - træk 10 år fra din alder uden kniv og kemi

Hvilken creme er verdens bedste mod rynker? Hvordan booster du din hud med superfoods? Og hvor mange ekstra år får du på kontoen af at dyrke motion. Som plastikkirurg spoler Marie Louise von Sperling tiden tilbage med kunstige og kosmetiske indgreb, men i virkeligheden kan vi holde os unge meget længere − helt naturligt. Her får du hendes bedste tips.

Rynker. Træt hud. Ekstra kilo. Og en krop, der ikke er i samme gear, som den har været. Gider du det? De fleste svarer prompte: Nej! Men resultatet kan alligevel godt ende med at ligne et ja. Hvis du ikke får løbet den tur, du trænger til. Sovet nok. Spist godt. Og beskyttet huden i solen. Din livsstil sætter nemlig tydelige spor på både krop og udseende, siger Marie Louise von Sperling, som er læge og forfatter til bogen „Anti-age − træk ti år fra din alder”. Hver for sig og i kortere tid har en skippet løbetur og for få timers søvn ikke den store betydning, men samlet og dag efter dag er effekten stor, siger hun.

− Set fra den positive side betyder det heldigvis også, at du kan gå den anden vej. I stedet for at fremskynde „forfald” kan du forebygge alderstegn og holde dig ung, stærk og vital i længere tid. Og det kræver hverken store livsstilsomlægninger eller dyre cremer, men små nemme, dagligdagsvaner, som har kæmpe effekt på den lange bane.

− Effektiv antiage handler mest af alt om at være opmærksom på dig selv allerede nu. Det kan godt være, at du elsker at sidde i solen og endnu ingen rynker har, og at din forbrænding håndterer både fastfood og byture i weekenden, men allerede inden for de næste 10 år vil du begynde at se resultatet af de valg, du træffer i dag. Og det er i høj grad op til dig, om der skal være flere alderstegn, end dine gener i sig selv lægger op til, siger Marie Louise von Sperling.

Arbejd med din krop − ikke Imod den

I dag driver Marie Louise von Sperling lægeklinikken Aesthetica, der laver lettere kosmetiske behandlinger. Sideløbende færdiggør hun sin speciallægeuddannelse som plastikkirurg, og derfor har hun ingen berøringsangst over for kosmetiske indgreb som f.eks. ansigtsløft. Alligevel er hendes vigtigste budskab, at det er meget smartere at forebygge.

− Du vil aldrig kunne undgå at få rynker, men du kan udsætte processen. Og selv som plastikkirurg synes jeg, at det er ærgerligt, at man skal til at spole processen tilbage med kunstige virkemidler − når nu vores krop naturligt selv kan så meget med den rigtige hjælp.

Sat på en kort formel er de allervigtigste antiageråd fra Marie Louise von Sperling meget enkle: Ifølge Marie Louise von Sperling kan du tænke på din krop som en maskine, som fungerer bedst med det rigtige brændstof. Derfor står der også et par ting på listen, som du med fordel kan undgå eller skære ned på.

− Alkohol er en del af vores sociale kultur, og et glas vin er dejligt. Men det sætter kroppen på overarbejde med at forbrænde og udskille affaldsstoffer. Var alkohol blevet opfundet i dag, havde vi forbudt det − for det er et organisk opløsningsmiddel, som nedbryder dine celler. Så nyd din vin − men overvej, hvor meget arbejde du vil sætte kroppen på.

− Det samme gælder forarbejdet mad. Pålæg fyldt med nitrit, bur-kyllinger pumpet med saltvand, slik med tilsætningsstoffer, sodavand og chips fyldt med salt og sukker. Jo mindre „skrald” du fylder i kroppen, jo mindre belaster du dine celler. Hver gang du indtager noget, kroppen ikke har godt af, retter den hele sit fokus mod at skille sig af med det, og den energi kunne i stedet være brugt på at forny og genopbygge dine celler. Så arbejd med din krop, hvis du vil holde dig ung længe − i stedet for imod den.

Sådan opnår du naturlig antiage

Din livsstil har kæmpe effekt på din hud og krop på den lange bane. Her får du antiage-ekspert Marie Louise von Sperlings bedste råd til, hvordan du spiser, træner, sover og plejer dig til ung, spændstig hud.

MOTION: TRÆN DIG YNGRE

En tonet, rank og stærk krop virker yngre. Tit skyder vi folk til at være 10-15 yngre, end de er, hvis de virker stærke og vitale i deres fysiske fremtoning. Så alene her kan du vinde en del år på den ydre antiage-konto.

Giv huden glød. Sved er den bedste skønhedseliksir. Når pulsen er oppe, og du sveder, styrker du dine muskler, din forbrænding, dit stofskifte og din hormonelle balance. Øget puls giver også øget blodgennemstrømning i huden, hvilket betyder, at du får mere ilt til huden og hurtigere får fjernet affaldsstoffer. Se dig selv i spejlet, når du har trænet − din hud stråler, du har glød i øjnene, og kroppen er træt på den gode måde.

Forlæng dit liv med syv år. Så meget får du statistisk set ved at dyrke motion eller være fysisk aktiv i bare fire timer om ugen. Og det er vel at mærke gode, ekstra år, hvor du er frisk og har langt mindre risiko for at blive ramt af livsstilssygdomme som f.eks. diabetes 2-sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme.

Kombiner styrke & kondition. Det optimale er at kombinere styrke- og konditionstræning, hvor du får pulsen op. Men det allervigtigste er, at du bevæger dig, uanset om det er zumba, cykling, kettlebell eller lange gåture. Motion, vi kan lide − er motion, vi får lavet.

Undgå aldersrelaterede sygdomme. Knogleskørhed, bindevævssygdomme og demens er direkte relateret til alder, og de sygdomme kan du undgå − i hvert fald udskyde længe − ved at holde dine knogler og dit kredsløb stærkt med fysisk aktivitet. Motion har også en effekt på din hjernefunktion og mindsker derfor risikoen for demens.

KOST: SPIS DIG TIL UNG, SMUK HUD

FEDT ER ALTAFGØRENDE. Du skal bruge fedt for at opretholde en naturlig hormonbalance og forny cellerne i din hud. Spiser du fedtfattigt, udmatter du huden, som bliver tør og „krakeleret”. Kort sagt fremskynder du rynkerne. De rigtige fedtstoffer bevares derimod og giver en flot hudbarriere. Du har brug for alle tre typer fedt: flerumættet fedt som omega-3, -6, -7 og -9, der findes i bl.a. fiskeolie, fede fisk, frø og kerner. Monoumættet fedt fra bl.a. mandler, avokado, oliven- og nøddeolier. Og mættet fedt fra bl.a. fløde, smør, kød og kokosolie. Du skal have mest af det flerumættede og monoumættede fedt. Du kan også vælge at tage et dagligt tilskud af fiskeolie og en god olie, der indeholder omega-3, -6 og -9, f.eks. Udos Choice, MK Olie eller Livets Olie.

PROTEIN & KULHYDRAT GØR HUDEN ELASTISK. Protein og kulhydrat er også vigtige i din kost. Hudens elastiske fibre, cellemembraner og fugtbindende molekyler består af protein, fedt og sukkerstoffer og kollagenfibre. Derfor skal du foruden fedt spise protein som f.eks. skyr, æg, bønner og kød af god kvalitet. Og kulhydrater fra frugt og grønsager samt små mængder fuldkorn fra brød eller ris.

SUPERFOODS GIVER EKSTRA POWER. Superfoods er fødevarer, som er rige på phytokemikalier og vitaminer, der virker som antioxidanter på huden. De forebygger bl.a. solskader og styrker kollagenet og hudcellernes evne til at afgifte sig selv. Gode kilder, som især styrker hudens bindevæv er f.eks.: røde druer, broccoli, kål, spinat, agurk, ingefær, citrusfrugter, gulerod, tomat, vandmelon og granatæble.

PLEJE: UNDGÅ RYNKER & BOOST HUDEN

DEN BEDSTE RYNKECREME indeholder ikke mirakelstoffer eller koster en formue. Det er nemlig: solcreme. Solens UV-stråler og rygning er de to faktorer, der nedbryder din hud mest. Vil du udsætte rynkerne længst, skal du undgå sol og rygning.

SOLCREME skal du bruge hver dag. En del dagcremer fås med UV-filter, men du kan også tage dagcreme på, dernæst solcreme og så afslutte med makeup. En mineralfoundation med faktor giver endnu et lag beskyttelse. Brug minimum faktor 15 i din daglige solcreme. Gå efter faktor 25-30 på stranden og i direkte sol.

DAGLIG PLEJE, hvor du renser og tilfører fugt, er vigtig. En sund, flot hud er ren og har en god fugtbalance, som får fine rynker og linjer til at fremstå mindre synlige. Det vigtigste er, at du kender din hudtype, så du ikke belaster huden med forkerte produkter, men støtter med cremer efter, om du har tør, fedtet, følsom eller normal hud. Er du i tvivl, så spørg en professionel.

DYBE RYNKER kan du ikke smøre dig ud af. Desværre. Den eneste creme, som reelt har effekt på rynker, har et meget stort indhold af A-vitamin. Den fås kun på recept og bruges af hudlæger til alvorlig akne og voldsomme pigmentforandringer.

DYRE CREMER kan du bruge penge på, hvis du har råd, og det giver dig en følelse af velvære − men i forhold til rynker er det spildt. Det er ikke et serum til 1.200 kroner, der retter og glatter de rynker, du allerede har. Det kan en creme helt enkelt ikke.

CELLULITIS bekæmper du ikke med creme. Det ligger for dybt nede i fedtvævet. Forebyg ved at undgå overvægt og styrketræne. Det virker opstrammende på muskler og hud. Undgå også meget salt og sukker, som giver huden et bulet udtryk.

SØVN: DERFOR ER DE 7 TIMER SÅ VIGTIGE

Søvnen er helt afgørende for dit udseende. Dine celler skal genopbygges og fornys, mens du sover. Faktisk skal de fleste af os sove minimum syv timer for at få det fulde udbytte af søvnens restituerende effekt, og du kan ikke snyde kroppen og klare dig med mindre end seks timers søvn gennem længere tid. Sover du for lidt, bliver huden mere mat og træt. Allerede efter et par dage kan du se, at dine rynker virker dybere og mere markerede. Det skyldes, at din mimik hele tiden „trækker” i dine rynker, når du er vågen. Når du sover, afspænder du hele din krop − også musklerne i ansigtet. Heldigvis er træthedsfurerne til at komme af med, de aftager og virker mindre markerede, når du får den søvn, du har brug for.

HUSK FEDT. Sørg for at spise nok fedt. Din hud skal bruge fedt for at genopbygge og forny cellerne.

BRUG SOLCREME. Hav altid solcreme oven på din dagcreme, og pas generelt på i solen.

UNDGÅ RYGNING. Lade være med at ryge − medmindre du vil have rynker i en fart.

GÅ EFTER SUPERFOODS, som er rige på antioxidanter og phytokemikalier, hvis du vil booste cellerne med ekstra brændstof.

SPIS VARIERET og økologisk. Sørg for at få både fedt, protein og lidt kulhydrat.

VÆR AKTIV. Dyrk fire timers motion og fysisk aktivitet om ugen − heraf én time med høj puls.

SKÆR NED PÅ ALKOHOL. Drik højst et par genstande alkohol om ugen.

GODE RÅVARER. Undgå for mange forarbejdede fødevarer, kage, slik, sodavand, chips m.m.

VÆR OPMÆRKSOM på dig selv, og lyt til din krops signaler og behov.

SOV GODT. Sov ca. 7 timer i døgnet.

Eksperten

Marie Louise von Sperling, 33, er læge, kostvejleder, personlig træner og lige nu i gang med sin speciallæge- uddannelse i plastikkirurgi. Hun driver lægeklinikken Aesthetica i København, som udfører rynke- og ansigtsbehandling. 19. september udkommer hendes bog „Anti-age − træk 10 år fra din alder”, hvor du får hendes allerbedste tips til at holde dig ung og vital med kost, motion og hudpleje. Se aesthetica.dk. Anti-age − træk 10 år fra din alder, Politikens Forlag, 224 s., 250 kr.