Superfoods

16 superfoods: Spis dig sund og skøn

Er du træt af lange indkøbslister, indviklede opskrifter og læssevis af fødevarer, som du alligevel aldrig får brugt? Glem det! Vi har fundet 16 supersunde fødevarer der holder dig sund og skøn hele året.

Det behøver ikke være besværligt at spise sundt. Glem alt om lange indkøbslister og indviklede opskrifter, og koncentrer dig i stedet om 16 superfødevarer, der gør noget målrettet og funktionelt for din krop. Vælger du dem, kan du spise dig ung, rynkefri og fuld af energi - uden besvær.

Tag listen her med, næste gang du går på jagt hos grønthandleren. En, to, tre så er du færdig - og klar til nye, sunde kostvaner, der får din krop til at samarbejde på den allerbedste måde.

Tomater

Er proppet med carotenoider især lycopene, som bekæmper de frie radikaler, der ellers ville skade celler og væv på alt fra hjerte til hud. Tomater indeholder også C-vitamin, som styrker immunsystemet, og for at det ikke skal være løgn også en smule jern, som sammen med C-vitamin virker imod træthed.

INDEHOLDER:

C-vitamin, cartenoider, lycopene, jern.

Rosenkål

Et anti-age-kål så det batter. Indeholder fytokemiske stoffer blandt andet indol-3-carbinoler, som beskytter dig imod kræft og især brystkræft hos kvinder. Rosenkål indeholder også en del C-vitamin til dine øjne og folinsyre til din hukommelse. Og hvem har ikke brug for det? Spis rosenkål råt eller kogt i maks to minutter.

INDEHOLDER:

Indol-3-carbinoler, C-vitamin, folinsyre.

Radiser

Radiser er lige som rosenkål en del af brassica-familien. Indeholder en del anti-age-stoffer, blandt andet sulfur og svovlholdige aminosyrer, som hjælper kroppen med at skille sig af med giftstoffer. Ikke dårligt! Og desuden har radiser godt med C-vitamin, som hjælper med at holde stresshormoner i ro, samt selen, som beskytter imod brystkræft.

INDEHOLDER:

Sulfur, svovlholdige aminosyrer, C-vitamin, selen.

Søde kartofler

De søde kartofler er smækfyldt med C- og E-vitaminer, derfor er de et vigtigt redskab til ungdommelighed. Sammen virker C- og E-vitamin i huden og beskytter imod solskader og rynker. Betacaroten, den orange farve, er også med i det team, mens vandopløselige fibre holder maven i form.

INDEHOLDER:

C-vitamin, E-vitamin, betacaroten, fibre.

Rødbeder

Den uimodståelige røde farve er den, der indeholder krudtet! Betacyanin er hemmeligheden, som gør dig vital og fantastisk frisk. Det bliver du, fordi betacyanin hjælper din lever med at afgifte og gør dit immunsystem stærkere. Rødbeder indeholder også silicium, som er godt til hår og negle.

INDEHOLDER:

Betacyanin, silicium. 

Citroner

Citroner er godt nok fantastiske! Men de skal være økologiske, for vi spiser også skallen. Begge dele er smækfyldt med C-vitaminer og bioflavonider, som hjælper C-vitaminerne med at lave sunde og elastiske blodårer. De indeholder også terpener, som er anti-carcinogene. Skallen gemmer på en hemmelighed, som alt for mange smider i skraldeposen; den indeholder nemlig limol, som er en superafgifter, og så smager den tilmed godt! På grund af citronernes astringerende effekt bliver de brugt i hudplejeprodukter og tonics.

INDEHOLDER:

C-vitamin, terpener, bioflavonider, limol.

Laks

Laksen har mange sundhedshatte på: superprotein til blodsukkerbalance, vægtkontrol og energi. Omega-3 fedtsyrer, som slanker dig, giver klare tanker, og kysser betændelsestilstande væk. DHA til bedre hjernefunktion og koncentration samt forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme. Den kan tilberedes på mange måder. Men husk, at fisk hellere skal have for lidt tid på panden end for meget. Laks skal være frisk og juicy.

INDEHOLDER:

A -vitamin, B12-vitamin, -vitamin, omega-3 fedtsyrer, DHA (docosahexaensyre).

Jordbær

Jordbær har anti-carcinogene egenskaber, styrker collagen i underhuden, som er med til at holde huden fyldig og rynkefri. Og så smager det bare godt! Det er sæson nu. Spis to håndfulde om dagen mindst, imens vi har dem. Kom dem på yoghurt naturel, i din salat, dyp dem i mørk smeltet chokolade, eller nyd dem sammen med et glas champagne i selskab med din elskede. Eller spis dem med den dejligste tykke øko-piskefløde.

INDEHOLDER:

B6-vitamin, C-vitamin, folinsyre, ellaginsyre.

Blåbær

Blåbær er afsindig næringsrige og har kælenavnet „naturens vitaminpiller” på grund af de mange gode egenskaber. Du kan spise lige så mange, du lyster, da de ikke feder. Blåbær sikrer dig blandt andet solbeskyttelse indefra og forebyggelse af kræft, og så er blåbær supersunde for øjnene. Det er almindelig kendt at blåbær redder en turistmave. Spis andre bær og få noget af det samme.

INDEHOLDER:

Et hav af plantekemiske stoffer; polyfenoler, salisylsyre, carotenoider, fibre, folinsyre, C-vitamin, E-vitamin, kalium, magnesium, mangan, jern, B2-vitamin, B3-vitamin, planteøstrogener.

Granatæbler

Granatæblet kan skabe små mirakler. Især ellaginsyre gør granatæblet rigtigt interessant, når vi snakker hormoner og balance. Pil kernerne fri af skallen, og nyd dem, som de er, eller brug dem i frugtsalat eller sammen med grøntsager.

INDEHOLDER:

B1-vitamin, B3-vitamin, C-vitamin, kalk, ellaginsyre.

Persille

Persille er den af de grønne planter, som sætter mest ind på foryngelseskontoen. Den indeholder store mængder af folinsyre, der er nødvendigt for dit nervesystem og for afgiftning. Den grønne farve dufter af jern og C-vitamin, som er godt for blodprocenten, forebygger blå mærker og rynker. Persille har masser af kalium, som taler så smukt til dine blodårer, at dit hjerte sukker af fryd over det grønne bekendtskab. Spis den rå, og spis den på alt, hvad du kan. Spis også rucola og få næsten de samme supereffekter. 

INDEHOLDER:

Folinsyre, jern, C-vitamin, kalium.

Hvidløg

Det mest tjekkede stof i hvidløg er svovlforbindelsen allicin. Det er i sandhed et superstof. Ikke alene er det dokumenteret for dets effekt på hjerte og kredsløb, fordi det nedsætter mængden af kolesterol, men det virker også antibakterielt og kan give selv den mest barske virusinfektion baghjul. Hvidløg er desuden elsket for at give cellulitis et velfortjent smæk, samt et boost til hår, hud og negle. Stoffet sallylcysteine menes også at forebygge kræft. Med andre ord er der mange gode grunde til at spise hvidløg hver dag.

INDEHOLDER:

Allicin, sallylcysteine.

Soya

Soya i form af soyamælk, tofu eller tempeh menes at have stor effekt på vores helbred, da det er antiinflammatorisk, forebygger hjerte-kar-sygdomme, kræft og knogleskørhed. Derudover spiller det en rolle i lindring af menopausale symptomer. Et must for kvinder i alle aldre. OBS! Brug ikke koncentreret soyaproteinpulver. Just the real thing!

INDEHOLDER:

Planteøstrogener, omega-3, E-vitamin, kalium, folinsyre, magnesium, selen, planteprotein af god kvalitet.

Oliven

Olivenolie og dens olivensyre har alle dage været kendt for at nedsætte det farlige kolesterol og risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Den indeholder også polyfenoler, som er et foryngelsesstof af rang, da det, sammen med E-vitamin, holder huden elastisk, smidig og smuk. Olivenolie skal naturligvis være af typen ekstra jomfru og koldpresset. Brug den på dine salater, i hjemmerørt majonæse, eller smør din hud ind i den og få dobbelteffekt!

INDEHOLDER:

E-vitamin, polyfenoler, olivensyre.

Æg

Æg er superprotein mikset med masser af vitaminer og gode fedtstoffer til din hjerne. Her er kilden til din hukommelse og koncentration. Her er power til dine øjne og D-vitamin til blandt andet knoglerne. Ikke til at komme udenom. Tjek også omega æg, der er functional food, som indeholder omega-3 fedtsyrer, fordi hønsene er fodret med hørfrø.

INDEHOLDER:

A-vitamin, B-vitamin, D-vitamin, E-vitamin, lutein, selen, zink, lecitin, kolin, zeaxanthin, protein, omega-3.

Mandler

En håndfuld mandler er som en skattekiste fuld af ædelstene. Den indeholder: masser af god mandelolie, der holder din hud smidig og ungdommelig, fibre, som sikrer god fordøjelse, protein, som er nødvendigt til vækst og reparation af celler; E-vitamin, som bekæmper frie radikaler og reparerer skader i underhud og hud. Mandler er desuden rige på mineraler og sporstoffer f.eks. kalk til knoglerne samt magnesium, zink og kalium. Desuden beskytter plantesterolerne dig mod hjertesygdomme. Har du allerede for højt blodtryk eller er i risiko for at få det, vil aminosyren L-Arginin få det på plads. Spis en håndfuld om dagen, eller smør dig ind i mandelolie og få silkeblød hud.

INDEHOLDER:

Mandelolie, fibre, protein, E-vitamin, kalk, magnesium, zink, kalium, L-Arginin, plante-steroler, mineraler, sporstoffer.