Sådan tabte Julie Hastrup 20 kilo på 4 måneder
Krimiforfatter Julie Hastrup gik fra en vægt på 78 kilo til 58 kilo på blot fire måneder. Hun trænede to til tre gange om ugen med en personlig træner, Anthony Mitchell, og så fulgte hun et kostprogram. “Jeg føler en lethed på alle planer”, siger hun selv om vægttabet.
Hvordan blev du overvægtig?
– Jeg har altid været slank. Men i 2007 skete der nogle ting, så min dagligdag blev ændret og dermed også min spise- og motionsrytme. Jeg sagde mit job op som journalist på Danmarks Radio for at kaste mig over forfattergerningen. Samtidig var mit yngste barn syg af astma, og det gav mig mange afbrudte og søvnløse nætter. Oven i det hele følte jeg en del stress, som blev dulmet med mad. Summerbird blev min bedste ven, og fredagslikken blev til hverdagsslik. Ellers spiste jeg sundt, men jeg spiste for store portioner og rørte mig alt for lidt. I løbet af 3 1/3 år tog jeg tyve kilo på. Uden at føle mig decideret overvægtig. Jeg er faktisk stadig overrasket over, hvor mange kilo der kan ryge på, og så kunne jeg stadig købe tøj i almindelige butikker. Jeg var ikke fed, men godt rund over det hele.
Hvad blev startskuddet til dit vægttab?
– Jeg kan huske en aften i marts i år, hvor vi igen havde hygget os med lækre bøffer, grøntsager og vin, og jeg smed mig på sofaen foran tv’et med børnene. Der lå jeg så og følte mig tung, utilpas og dvask. Og lige dér tænkte jeg: “Det her gider jeg simpelthen ikke”. Dagen efter fik jeg fat i den personlige træner Anthony hos Fitnessdk.
Hvordan har du tabt dig?
– Min personlige træner har presset mig langt udover mine egne grænser. Jeg har været tilmeldt Fitness.dk i tusind år, og når jeg endelig var i centret, stoppede jeg med at løbe, hoppe eller løfte, hvis det gjorde bare en anelse ondt. Men når der står et andet menneske og siger: “Kom nu, du kan godt tage tyve mere”, så parerer man bare ordre. Selve træningen er en blanding af håndvægte, kettlebelts, fitnessmaskiner, crosstrainer og løbebånd, sjipning og boksning m.m. Samtidig lavede Anthony også en kostplan, der går ud på at spise meget protein og droppe hurtige kulhydrater om aftenen. Så når de andre spiser pasta og kødsovs, så river jeg en squash til kødet i stedet.
LÆS OGSÅ: Krimiforfatter - Livet er skrøbeligt
Det var vigtigt for mig, at jeg stadig kunne spise normal mad, for jeg ville slet ikke gide skulle veje min mad eller bruge oceaner af tid på at tilberede den på alternative måder. Jeg tabte 19 kilo på 4 1/2 måned og gik fra en størrelse 42 til størrelse 36. Den første måned trænede jeg to gange om ugen med træneren og boksede og dansede zumba. Nu er kuren strammet lidt op, fordi jeg skal se, hvor trimmet jeg kan blive på en måned. Om jeg kan få en sixpack på maven. Det betyder træning tre gange om ugen med træneren, og så tre gange holdtræning. Det koster ca. 5.000 kr. om måneden. Det er mange penge.
Hvordan har du motiveret dig selv undervejs?
– Jeg er konkurrenceminded og sætter jævnligt nye mål for mig selv i samarbejde med min træner. Mit konkurrencegen vinder så altid over trangen til at skippe en træningsgang eller spise for meget eller for usundt. Jeg har også købt et par læderbukser, der er en anelse for stramme, og de ligger inde i skabet og kalder på at kunne blive brugt.
Hvad er den største gevinst ved dit vægttab?
– Følelsen af lethed på alle planer. Jeg føler mig ikke tung og træt på grund af overspisning, og så er det så fedt at kunne købe lige det tøj, jeg har lyst til. Da jeg blev tykkere, droppede jeg jeans og gik kun i strømpebukser og sorte Nørgaard-kjoler. De er nu smidt ud. Når jeg ser på billeder af mig selv fra min tykke periode og billeder fra i dag, er det tydeligt, at jeg nu ser komfortabel ud med mig selv.
Julies tre bedste slankeråd
1 Træn – gerne hver dag! Find en motionsform (eller flere forskellige) som du synes er sjov og dyrk den – big time. Det er 1.000 gange lettere at komme ud af døren, når man glæder sig til træningen.
2 Det er let at forveksle tørst med sult. Derfor: Drik godt med vand hele dagen, og når du føler sult, så drik noget vand og mærk efter igen.
3 Mærk efter, når du spiser. Koncentrer dig, tyg maden langsomt og stop med at spise, så snart du føler dig mæt. Den allerbedste måde at forblive slank på er at kunne lytte til sin krop.