Andrea Vagn Jensen: Det er okay ikke at være perfekt

Navn: Andrea Vagn Jensen.

Alder: 48 år.

Profession: Skuespiller.

Uddannelse: Skuespillerskolen ved Århus Teater.

Karriere: Blev landskendt for sin rolle i tv-serien „Strisser på Samsø”. Har medvirket i mange teaterstykker, film og tv-serier bl.a. „De 4 Djævle” af Herman Bang, Hofteatret. Hun har også instrueret forestillingen „Byen der Gløder” på Cafeteatret.

Aktuel med: „Klassefesten 2 – Begravelsen” samt den nye sæson af krimiserien „Dicte”, som har premiere på TV2 i september, hvor hun spiller politichef, en ny karakter i serien.

Privat: Bor i Tikøb og på Nørrebro med sin mand Mikkel Toksværd. Sammen har de Harald på 16 år og Felix på 12 år.

Kantinedamen. Bliver Andrea Vagn Jensen kaldt af sine venner. Fordi hun altid serverer noget, der kan spises. Ikke bare drikkes som kaffe, te, vand, vin. Men mad. Faktisk har hun den også selv med, når hun kommer på besøg. En bærepose med indkøb. Bare sådan for en sikkerheds skyld.

– Vi skulle jo nødig mangle, griner hun, mens hun rydder af – efter et måltid i den hyggelige Nørrebrolejlighed med skråvægge helt oppe under taget. Ikke, at man på nogen måde kan se hendes hang til gode måltider. Andrea Vagn Jensen er myndeslank som en ballerina. De store mørke øjne kniber sig sammen i et grin. Der er måske én ting, som hun elsker lige så meget som mad, og det er at danse. Men ikke på tåspids med rank nakke og løftet hage…

– Er der fest, er jeg den første på dansegulvet og den sidste, der forlader det. Det behøver ikke engang være en fest, bare nogle mennesker, så sætter jeg musik på og sørger for, at den opstår. Og jeg behøver heller ikke danse med nogen, det klarer jeg også fint alene. Jeg elsker at danse. Og lige på det punkt er jeg ikke bange for at tage styringen og være ret bossy. Men når hun ikke hvirvler rundt på dansegulvet, er det ikke Andrea Vagn Jensens yndlingsbeskæftigelse at bestemme og beslutte. Det virker næsten, som om at hun ser det som en overvurderet egenskab.

– Nogle gange er det da skønt, når nogle har taget en beslutning for en, især hvis det er en god beslutning. Jeg har nok et et ret holistisk livssyn og er ikke så optaget af, at ting helst skal foregå på en bestemt måde. For mig er der altid flere veje.

– Er det en styrke i den her tid, hvor mennesket skal være så „omstillingsparat”?

– Jeg opfatter ikke mig selv som en stærk person. Følsom og skrøbelig er måske mere de ord, jeg vil sætte på mig selv?

– Hvad vil det sige at være stærk i dine øjne?

– Jamen, det er bl.a. mennesker, der ved, hvad de vil – og går efter det. Min yngste søn, Felix på 11 år ved f.eks. altid præcis, hvad han vil. Helt modsat mig. Jeg forestiller mig, at stærke mennesker generelt har lidt mere jordforbindelse end mig. Jeg kan godt tage en beslutning, men jeg bliver tit i tvivl bagefter, for vi ku’ jo også…

En svær erkendelse

Den 48-årige skuespiller kom hjem sent i nat fra optagelser til den nye sæson af TV2’s krimiserie „Dicte”, som har premiere i september, og hun har haft lejligheden for sig selv hele dagen. For Andrea Vagn Jensen har faktisk taget nogle store beslutninger i de seneste år. En af dem var at rykke familiens base helt ud af byen og ud på landet til Tikøb på nordkysten af Sjælland. Her bor hun og manden, Mikkel Toksværd, der er konsulent og deres to drenge i et lille træhus. Harald på 16 år har fået eget teenageværelse og gæsteværelse i en tilstødende skurvogn.

– Men vi har beholdt lejligheden, som vi deler med en veninde. Vi har haft den i mange år, og den er billig – og jeg er grundlæggende et bymenneske, der især elsker Nørrebro for alt det forskellige liv, mylder og mangfoldighed, der er her. Men vores familie har det bedre på landet, fordi begge mine drenge er sensitive og har brug for den ro, det giver.

– Lejligheden er min ventil på flere måder. Mikkel og jeg kan være her sammen et par dage en gang imellem. Eller hver for sig. Jeg er grundlæggende et lidt rodet og kaotisk menneske – og det kan jeg så være her. Det er ret vidunderligt og en god løsning. Hverdagen i Tikøb kræver til gengæld megen regelmæssighed, forudsigelig og struktur, for det gør livet lettere at håndtere for Andrea Vagn Jensens yngste søn Felix, som er besværet af autisme og i dag går i specialskole.

– Felix er en meget klog dreng og ekstremt god til at formulere sig og sætte ord på alt – også sig selv. Og det var egentlig ham selv, der til sidst sagde det tydeligt til os, mens der også var en lang udredning med forskellige undersøgelser i gang. Vi havde svært ved at erkende, at han ikke skulle gå i den almindelige folkeskole, hvor han var startet. Vi er jo selv lidt skæve personligheder og tror dybt på, at der skal være plads til forskelligheder. Men en dag kom Felix og sagde: „Hør her, jeg er jo helt anderledes. Hvad er det med mig, det kan jo ikke være rigtigt?”

– Felix er højt begavet, men ligesom alle andre, der har en diagnose indenfor autisme-spektret, så har han brug for meget stor forudsigelighed og konsekvens i sin hverdag, vi kan ikke bare lige pludselig ændre planer, det slår ham helt ud. Det betyder også, at det er svært at få venner, for i en social relation skal du også kunne tilpasse dig andre – og Felix vil kun det, han selv vil. Men det ved han så til gengæld også altid, hvad er.

– Han siger f.eks. til mig: „Mor, jeg er ligesom en flyvemaskine på en bestemt kurs. Hvis jeg pludselig ser guld nede på jorden, så kan jeg ikke bare flyve ned og hente det, jeg er nødt til at fortsætte.” Eller: „Jeg har et rum inde i mig. Det er en kælder, hvor jeg kan gå ned. Andre mennesker har en stueetage, hvor folk kan gå ud og ind. Det har jeg også, jeg har bare også min kælder, hvor jeg kan være helt alene, og det har jeg brug for.”

Min mor tog min søster med hjem fra børnehjemmet

– Din egen barndom var meget anderledes?

– Ja, den var ikke ligefrem forudsigelig. Bortset fra, at jeg altid vidste, at jeg skulle flytte igen indenfor et par år. Min far var ingeniør, og fra jeg var tre til 17 år, boede vi mange forskellige steder i udlandet. Iran, Pakistan, Holland, Tyskland, Trinidad. Min mor er uddannet sygeplejerske og lavede mange af stederne frivilligt arbejde på lokale børnehjem. Og mine fem ældre brødre og jeg blev sendt i den lokale skole. Hvert sted uden nødvendigvis at kunne sproget. Mine forældres tilgang var ret kontant: „Bare klar det!”

– I Iran, som var det første sted, vi boede, fik vi også min lillesøster, Fetneh. Hun var omkring et halvt år gammel, da hun blev afleveret med polio på det børnehjem, hvor min mor arbejdede. Hun var så syg, at ingen troede på, at hun ville overleve. Så hun blev lagt ind i det rum, hvor de anbragte børn, som de blot ventede på ville dø.

– Min mor er meget handlekraftig og var selv anbragt på børnehjem de første tre år, så det kunne hun ikke se på. Hun tog simpelthen Fetneh med hjem og beholdt hende. Jeg kan stadig huske, da hun kom med hende: Det var den smukkeste baby, jeg nogensinde havde set med store, mørke øjne og de der små, slappe arme og ben. Og hun overlevede – og bor i Aarhus i dag.

– Hvad har det givet dig at vokse op på den måde?

– En enormt veludviklet evne til at tilpasse mig enhver situation. Og til at acceptere, at det måske ikke bliver sådan, som jeg kunne have tænkt mig. Det lærte jeg som barn. Hver gang, jeg havde fået nye venner, skulle jeg f.eks. sige farvel til dem igen. Det måtte jeg så finde en måde at håndtere på, og jeg var selvfølgelig også ensom på mange måder.

– Det har også givet mig en stor åbenhed – jeg er ikke bange for det, der er anderledes. Jeg har haft venner, der boede på gaden i papkasser og skure i Pakistan og i store rigmandspalæer på Trinidad. Det lærte mig, at trods enorme forskelligheder i kultur, status og religion, så er mennesker grundlæggende meget mere ens, end vi tror. Vi har alle sammen de samme behov: Vi har brug for at føle os elskede og anerkendt for den, vi er og det, vi gør. Vi vil gerne have mad og husly og mærke solens varme på ansigtet. Det er så basalt i virkeligheden.

– Har det gjort dig rodløs?

– Måske. Kaotisk og lidt småanarkistisk, nok snarere. Og meget trofast mod mine venner. Da vi flyttede tilbage til Danmark, var det ekstremt vigtigt for mig at opbygge min egen venskabsbase, som jeg stadig værner om.

Jeg lærte at passe på mig selv

Andrea Vagn Jensen kom ind på Århus Teaters skuespillerskole som 19-årig. Næsten ved et tilfælde. En veninde gik til optagelse. Hun gik med. Og kom ind. Her næsten 30 år efter kan hun stadig indimellem blive helt forundret over, at hun lever af at, „lade som om at jeg er en anden”, som hun siger med et grin. Efter tre år med store, krævende roller på Århus Teater brød hun pludselig igennem i en mindre rolle i tv-serien „Strisser på Samsø”. Ikke en særlig god eller interessant rolle, siger hun selv. Men ikke desto mindre var hun landskendt fra det ene øjeblik til det andet.

– Jeg er ikke sikker på, at „Strisser på Samsø” kun har været et plus for min skuespillerkarriere. Jeg følte i hvert fald, at den satte mig i en bås, som jeg forsøgte at bryde ud af ved at farve mit hår helt sort og i en lang periode kun vælge at spille meget smalt og eksperimenterende teater. I dag spiller Andrea Vagn Jensen indenfor et bredt spekter, for nylig var hun bl.a. aktuel i filmen „Klassefesten 2 – Begravelsen”. Og hun er blevet en bedre skuespiller efter nogle år med en række voldsomme begivenheder, der medførte stor emotionel stress, siger hun.

– Jeg kalder det „De syv onde år”. Fra 2005 til 2012. Jeg mistede bl.a. min næstældste bror, som døde af kræft. Og erkendelsen af Felix’ diagnose var også en stor sorg og udfordring. Jeg har altid været vant til at tænke, at jeg klarer det bare, og jeg er stærk… men dér mødte jeg min egen skrøbelighed. Måske er det en del af at blive voksen.

– Når du fortæller om dig selv og Felix, så lyder I på mange måder som hinandens diametrale modsætninger?

Andrea Vagn Jensen smiler. Det er et ja – og dog…

– Jeg har mange gange tænkt og gør det stadig: „Hvad er diagnose – og hvad er personlighed?” Temperament og vredesudbrud, er det f.eks. autismen? Eller er det Felix, der har en helt almindelig reaktion på noget, der gør ham gal. Alle hans kreative ideer og store viden? Er det diagnosen eller min dreng, der er passioneret omkring noget, sådan som drenge i hans alder er?

– Man siger, at autister ikke kan forstå ironi og humor, men Felix har jo de forældre, han har, så det er han blevet tvangsfordret med – og han forstår godt ironi. Han er også lige på eget initiativ startet i en teatertrup. Det burde heller ikke være muligt…

– Men jo. Felix og jeg er på afgørende punkter vidt forskellige, for jeg er alt andet end struktur og regelmæssighed, og jeg har da nogle gange tænkt, at det er interessant, at lige præcis jeg skulle få den gave og udfordring. Jeg har lært så meget af ham.

– Hvad har du lært?

– At blive mere klar og tydelig omkring, hvad jeg vil. Jeg har ikke været så god til at passe på mig selv tidligere. Det er jeg nødt til nu, ellers mister jeg mig selv i hensynet til andres behov og bliver ulykkelig og fjern. Jeg er grundlæggende et glad menneske, men jeg har også en mørk side, som gerne må være der – men ikke tage overhånd. Her er det f.eks. godt at kunne tage herind i lejligheden i par dage og lade op. – Og så har jeg lært at tage en dyb indånding, når tingene kører skævt og sige: ”Okay, hvad gik galt her – og hvordan gør vi det anderledes næste gang”. Det er okay, at vi laver fejl, og det gælder med det meste i livet. Det er nok fiaskoerne, vi lærer mest af.

MIN MENTALE OPLADNING 4 TING, DER VIRKER FOR MIG

1. Jeg danser.

Jeg kan få en fest ud af ingenting ved at sætte musik på, og jeg er den sidste, der forlader gulvet.

2. Jeg vinterbader.

Vi bor meget tæt på vandet i Tikøb i Nordsjælland. En iskold dukkert på en solskinsdag med høj og klar himmel er mental renselse for mig.

3. Jeg ser mine venner.

Jeg er et meget socialt menneske og har venskaber, som går mange år tilbage. Dem dyrker jeg, når jeg trænger til at lade op.

4. Jeg mediterer.

Ofte blot 10 minutter. Jeg er et meget uroligt menneske, så jeg mediterer tit på bare at acceptere, at den uro er i mig.