Ann Lind Andersen

Ann Lind: Stil dig selv dette spørgsmål, når du får negative tanker om dig selv

Sidste år ændrede Ann Lind Andersens arbejdssituation sig markant, og i den proces mærkede hun en bitterhed, der gik ud over hendes mentale sundhed. Nu har hun fundet en løsning, der hjælper hende med at bevare et positivt sind.

Min arbejdssituation ændrede sig markant sidste år, da jeg gik fra at have en fastansættelse til pludselig at blive opsagt. Lige da det skete, kom det som et chok, og i sådan en situation kan man enten vælge at gå ned ad bitterhedens vej eller forsøge at lære, hvordan man ikke dvæler i den negative energi. I starten må jeg nok indrømme, at jeg mest var vred.

Jeg er generelt meget retfærdighedssøgende, så jeg havde en tendens til at dvæle i, at jeg syntes, det var unfair. Det endte med at tage alt for meget af min energi, og sådan en slags person har jeg ikke lyst til at være. Derfor besluttede jeg mig for at prøve en slags bevidsthedsarbejde, hvor jeg, hver aften inden jeg skal sove, rydder op i mig selv og mit sind.

Bevidsthedsarbejdet går ud på, at jeg gennemgår dagen, der er gået, når jeg ligger i min seng. Så tænker jeg på, om det har været en overvejende god eller udfordrende dag. Jeg forsøger at være taknemmelig, når tingene har flasket sig, og forsøger at tage ved lære af det, når noget har været svært eller hårdt. Det er et redskab, der har været ekstremt hjælpsomt for min mentale sundhed, og jeg gør det stadig hver aften.

Selvom det var utrygt i starten at stå i en ny arbejdssituation, gav det mig samtidig skubbet til at kaste mig ud i livet som selvstændig og kulturel iværksætter. Det havde jeg tænkt på at gøre i flere år, men jeg havde ikke rigtigt turdet. Jeg har fundet ud af nu, at der er en endnu større tilfredsstillelse, når man arbejder for sine egne ting. Det har gjort mig gladere i min kerne og på det mentale på flere punkter.

Nu har jeg generelt virkelig travlt og arbejder meget, og derfor er det også vigtigt for mig at beholde en balance i min sundhed, så min krop kan følge med. Jeg ejer ikke en vægt og går ikke op i, om jeg taber mig eller tager på, men jeg fokuserer på at mærke efter i min krop, hvad den har brug for.

Når jeg arbejder meget, sørger jeg for eksempel for at spise sundt, drikke meget vand og tage mig nogle pauser, hvor jeg kan koble af. Jeg bliver heldigvis aldrig stresset, og det skyldes nok, at jeg er god til at stoppe op og trække vejret. Når jeg skal slappe af, går jeg ofte en lang tur i naturen eller læser en bog.

Mit bedste sundhedsråd er at forsøge at tænke positivt, uanset hvad du bliver udsat for. Hver gang du får en negativ tanke om dig selv eller om en bestemt situation, så spørg dig selv: Hvis jeg skal prøve at finde noget positivt i det her, hvad kan det så være? Så er der måske en sprække af lys, som du bør fokusere på frem for det andet. Det har hjulpet mig.

Ann Lind Andersen

  • Filmkritiker, moderator og journalist.
  • Tidligere anmelder på Go’ Morgen Danmark og nu for Berlingske.
  • Står bag mediet What2Watch.dk og bogklubben Lind og Lahme Bogklub.
  • Hun er 55 år, mor til to sønner og farmor til tre børnebørn.