Anne Hjernøe om et særligt ordsprog: "Jeg synes, at det er den største løgn"
Hun har et liv, der ser magisk ud med rejser i hele verden. Alligevel oplevede Anne Hjernøe fornemmelsen af et jordskælv under sig, da arbejdsmængden blev for stor. Hun nåede at reagere i tide og har nu en række tip til at undgå stress.
”Der er noget helt galt”, tænkte Anne, da hun for nogle år siden lå på briksen hos sin læge.
Hun oplevede en lang række symptomer, som hun aldrig havde prøvet før. Galoperende hjerte og besvær med at trække vejret ordentligt, særligt, når hun lå i sin seng om aftenen.
En lydfølsomhed, der fik almindelige bank på et glas eller klirren med en kaffekop til at føles forstærket 100 gange lige ind i trommehinden. Og tunnelsyn, der gjorde hende så superfokuseret, at hun havde svært ved at slippe sit arbejde.
"Jeg var sikker på, at der var et hjertetilfælde under opsejling eller noget andet virkelig alvorligt," fortæller den 55-årige tv-vært og forfatter om grunden til, at hun opsøgte lægen.
Efter adskillige blodprøver, test af blodtrykket og hjertekardiogrammer, kunne lægen berolige Anne med, at hun var sund og rask. Talen faldt i stedet på hendes arbejde, der som mange nok ved består af både tv-optagelser rundt i verden sammen med journalist Anders Agger, udgivelser af livsstils- og kogebøger og afholdelse af kurser i fysisk og mental sundhed samt mad og vandring både i Danmark og udlandet, og så gav det hele pludselig mening.
Sammenholdt med Annes også meget aktive fritid med familiesammenkomster, vennemiddage, træning og kulturelle arrangementer, havde hun simpelthen for travlt. Alt, alt for travlt. Stress blev bragt på banen, ikke som en tilstand, der havde ramt endnu, men som det, der kunne blive en skræmmende realitet, hvis ikke hun satte tempoet ned med det samme.
"Jeg havde en fornemmelse af, at alting kørte. Jeg har jo det sjoveste job i verden, så giv mig bare mere af det. Ja, jeg havde da travlt, men det har alle jo, så jeg forstod overhovedet ikke de signaler, min krop prøvede at sende mig," siger Anne, hvis læge sendte hende på tvungen ferie hurtigst muligt. Og efter netop at have overstået tv-optagelser og en bog inden en ventende sommerferie passede det Anne helt perfekt at lukke ned for kalenderen og tjekke ud med sin mand og datter.
"Det er jo lidt ironisk, at jeg lige tjekkede min arbejdskalender for at se, om jeg havde tid til en tvungen ferie, som jo var virkelig nødvendig for mig," smiler Anne, mens hun ryster lidt på hovedet.
Den største løgn
Den sommer stemplede Anne helt ud og lavede ingenting, og efter et par uger begyndte hun lige så stille at mærke kroppen falde til ro.
"Jeg gik rundt med bare fødder i græsset, lagde mig på et vattæppe og fandt jordforbindelsen. Det føltes så godt, og jeg er så taknemmelig for, at jeg fik bremset op. Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at der var et jordskælv på vej, og at jeg nåede ud af huset i nogenlunde god behold, lige inden det braste sammen," siger Anne og sætter ord på, hvad det præcis er, der kan skubbe hende ud over kanten.
"Det er kombinationen af mit arbejde og alt det udenom. Jeg er meget glad for mit arbejde, og det er ikke det, der stresser mig, det er mere, hvis jeg er inde i et sindssygt godt arbejdsflow, og der så er nogen, der lige pludselig prøver at hive mig ud af det. Hvis jeg sidder fordybet i at skrive på en bog eller udvikle nogle opskrifter, og der så tikker mails ind om andre arbejdsopgaver eller fra venner om, at vi skal huske at ses, så ryger mit fokus, og så kan jeg føle mig presset," siger Anne, der kan mærke, at den fornemmelse er blevet forstærket efter, at hun oplevede stresssymptomerne.
Annonse
"På det punkt er jeg blevet mere sensitiv, for sådan havde jeg det ikke for 10 år siden. Derfor hader jeg også den der sætning ”det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Jeg synes, det er den største løgn. Jeg er blevet mere shaky og mere sårbar i forhold til at føle mig presset, når der kommer slinger i valsen."
For at komme en for presset kalender i forkøbet og undgå at miste overskuddet, er Anne blevet bedre til at prioritere sin tid. Hun svarer ikke længere på mails kl. 22 om aftenen, og hun er ikke bange for at takke nej til et socialt arrangement, hvis hun egentlig hellere vil have en aften med sig selv.
"Jeg oplever, at folk siger, "kan du ikke bare sige, at du skal noget andet”, hvis jeg ikke har lyst til at deltage i et arrangement, men jeg synes, det er okay at sige fra, uden at jeg skal lyve. Ingen bliver såret over det, hvis man takker nej på en pæn måde. Bliver jeg for eksempel inviteret til en julefrokost lige op til jul, hvor jeg hellere vil sidde og glo ind i væggen eller på mit juletræ, fordi jeg trænger til fred, så kan jeg godt sige til min venner, at det er for tæt på jul, og at jeg bliver nødt til at prioritere anderledes."
Annonse
Sæt tempoet ned
Efter Annes tur på lægens briks er hun blevet opmærksom på en række ting, som er vigtige for hende at vægte i hverdagen for, at hun føler sig mentalt stærk. Dem sætter hun sammen med en række eksperter på området fokus på i sin nye bog 'Stå Stærkt'. Én af hendes egne vigtigste to-dos er at holde pauser i løbet af arbejdsdagen. De dage hun arbejder på hjemmekontoret, rejser hun sig én gang i timen for at tage det, hun kalder en naturpille.
"Så går jeg stille og roligt og river nogle blade sammen, trækker lidt ukrudt op eller slår græsset med sådan en ”akustisk” græsslåmaskine, som jeg har købt. Bare det at være udenfor og få klaret hovedet med noget frisk luft og lidt bevægelse i kroppen, det gør simpelthen underværker," siger Anne, der altid har søgt naturen.
"Jeg bruger naturen rigtig, rigtig meget, og jeg skal udenfor hver dag. Gå en tur i skoven eller tage ud til havet og mærke vinden. Det giver mig ro og udsyn og en fornemmelse af at være rodfæstet. Det er den vildeste fornemmelse, som bringer mig fuldstændig i harmoni, og som jeg slet ikke kan undvære. Sådan har jeg haft det, siden jeg var helt lille, hvor jeg nærmest boede i træerne."
Er arbejdslivet ikke skruet sammen ligesom Annes selvstændige, er det stadig pauserne, hun vil lægge vægt på som det bedste værn mod stress.
"Det er optimalt med 10 minutters pause én gang i timen, men er det ikke en mulighed, så prøv at gøre det bare to gange om dagen. Og en pause handler ikke om at scrolle på telefonen eller tale med kollegaerne, pausen skal holdes for dig selv, så du kommer ned i tempo. Er du så heldig, at du kan komme ud og få lidt frisk luft, så gør endelig det.
Det er også super godt, hvis det er muligt at få frisk luft til eller fra arbejde, så du kommer ned i tempo, inden arbejdet går i gang, og når du skal koble ud fra det igen. Det giver ro i hovedet," siger Anne, der også råder til at sætte tempoet ned under arbejdet et par gange i løbet af dagen.
"Uanset om du sidder foran en computer, står i en produktion eller arbejder på et hospital, så tag to minutter et par gange om dagen, hvor du sætter tempoet fuldstændig ned. Er du sygeplejerske, kan du for eksempel gøre det, når du lægger medicin i æskerne. Gør det fuldstændig langsomt blot en eller to gange dagligt, for så tror kroppen, at faresignalerne er afblæst, og så stopper den med at sende stresshormoner ud i kroppen."
Annes bog er en kombination af symptomer, man skal være opmærksomhed på, som kan skyldes forestående stress samt en række forslag og råd til, hvordan man kan ændre både små og store ting i sit liv, hvis man vil styrke sig selv til det maraton, livet indimellem kan være.
"Jeg håber, at jeg ved at fortælle min historie kan være med til, at ingen når derud, hvor stressen banker på. Både på den måde, at de kommer afsted til lægen eller andre, der kan hjælpe, hvis der er noget, der bider dem i haserne, men også at folk bliver opmærksomme på, at de helst slet ikke skal komme helt derud. Hvis de kan bruge nogle af bogens tip og trick til at undgå det og få bygget et godt og stærkt liv omkring sig selv, vil det være dejligt."
På ladet af en pickup og lugten af røg
Annonse
Noget af det, der for nylig har fyldt i Annes arbejdskalender er optagelserne af rejseprogrammet Anne og Anders i Afrika, sammen med journalist Anders Agger, som vises netop nu på DR1. Programmerne er optaget over fem måneder hen over vinteren og foråret, og både Anne og Anders kniber ofte sig selv i armen på deres rejser over alt det, de får lov til at opleve. Også selvom de ofte bliver kastet ud i situationer af den ekstreme slags.
"Det er ret vildt at sidde i en afrikansk indenrigslufthavn og vente på et fly, der er halvanden time forsinket for derefter at blive smidt ind i en bil og køre tre timer ad bumlede grusveje til en lille landsby, hvor de alle sammen har stået og ventet på, at vi skulle komme.
Med det samme er der 200-300 mennesker, der går i gang med de mest vanvittige og vidunderlige danse omkring os, kaster vand på os og skærer os med macheter, alt sammen fordi de vil velsigne os med helligt vand, så der intet ondt kan ske os. Den der fornemmelse af, at vi dagen før sad i Danmark, og nu står vi der sammen, og en eller anden er ved at skære armen af os med en machete, og en anden stikker ting i øjnene på os – så kigger vi lige på hinanden og tænker ”fuck, det er et mærkeligt arbejde, vi har”.
Men samtidig er det en gave hver eneste gang, vi får lov til at opleve verden, og vi føler os meget taknemmelige," siger Anne, der trods alt det fremmedartede følte sig hjemme i Afrika.
"Jeg boede i Latinamerika i nogle af mine dannelsesår, så når jeg bliver smidt op i en pickup og kommer ud til bittesmå landsbyer, hvor husene er bygget af palmeblade, og alting lugter af røg, får jeg en grundfølelse af noget genkendeligt, og noget jeg trives i. Og Afrika er et helt fantastisk kontinent, hvor der udover fattigdom og nød er så meget kreativitet og gåpåmod, som er helt fantastisk at opleve," siger Anne, der i Uganda besøgte et projekt, hvor skrammel fra slummen blev lavet om til salgbare ting.
"Den opfindsomhed og dygtighed rørte mig dybt, for det er så fascinerende, hvor meget folk kan få ud af ingenting. Noget af det, der gjorde mest indtryk på mig, var dog vores møde med helt små børn, der aldrig havde set hvide mennesker før. De ville have os helt ned at sidde på jorden, så de kunne røre ved hud og hår. Det rørte mig meget, meget dybt at møde den nysgerrighed, venlighed og imødekommenhed."
Destinationen er endnu ikke fastlagt, men der venter Anne og Anders flere rejser i fremtiden, og med det forløb, Anne var igennem for år tilbage, er hun nu opmærksom på, hvordan hun står stærkt til at klare det, livet byder hende på.
"Min krop må ikke begynde at sende mig fysiske symptomer, når jeg ikke fejler en skid. Jeg er sund og rask, så det er ekstremt vigtigt, at jeg er lydhør overfor mig selv og mærker efter, hvordan jeg har det, fordi mit arbejdsliv er mig. Jeg kan ikke bare stemple ud og lade andre tage over, så jeg skal lytte til min krop, og nu kender jeg tegnene på, hvornår det er, jeg skal skærpe opmærksomheden og begynde at passe på mig selv."
