Elisa Lykke: ”Som cancerpatient i kemobehandling er man en soldat på arbejde"
Elisa Lykke fik sidste år en kræftdiagnose og gennemgik derefter et større behandlingsforløb med bl.a. kemoterapi. Alle de følelser, der rammer dig før, under og efter sådan et forløb vil hun meget gerne give større fokus. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.
En dag sidste år fandt Elisa Lykkes kæreste en lille, ærteformet knude i Elisas underhud I august blev hun diagnosticeret med kræft, som betød, at hun begyndte i kemobehandling. En behandling, som hun kalder ondskabsfuld, men som man tager imod, fordi det vigtigste er at blive rask.
”Udover at ødelægge kræften, ødelægger kemoen også alt andet i det tempel, der er din krop. Den smadrer alt. Med ondt skal man ondt fordrive,” siger forfatter og pr-agent Elisa Lykke.
Hun vil gerne være med til at sætte fokus på behandlingen, og hvordan den påvirker én. Det fortæller hun ærligt om i denne uges ALT for damerne.
”Vi snakker meget om cancer, og det skal vi selvfølgelig også gøre, men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på behandlingen. Alle, der er i medicinsk behandling for kræft, vil jo gerne være raske, men det er på ingen måde gratis at nå hen til det mål. Ens krop er i en kemisk krig, når man er i kemobehandling, og den går i stykker på så mange måder,” siger Elisa Lykke, og fortsætter:
”Der er jo så sindssygt mange mennesker, der får kræft, og rigtig mange skal igennem et kemoforløb for det. Og det er jo dér, man bliver syg. Kemoen gør dig syg. Jeg var ikke syg inden, og jeg havde ingen symptomer. Jeg fandt bare den der lille, ærteformede knude. Men da jeg startede i kemo, kan jeg lige love for, at jeg blev syg. Det er derfor, jeg synes, det er så vigtigt, at der kommer mere fokus på behandlingen.”
Soldat på arbejde
Elisa Lykke beskriver, at der er et ”før”, et ”midt” og et ”efter” i et cancerforløb. Hun afsluttede sin kemobehandling i juni i år, så hun er nu i ”efter”-fasen.
”Som cancerpatient i kemobehandling er man en soldat på arbejde. Man er i krig, og sablerne er oppe. Du er helt på. Når du er ude på den anden side af selve behandlingen, går du på orlov og kan lade sablerne falde, og faktisk synes jeg, at den her ”efter”-fase på en måde er den vildeste. Den er meget sårbar, fordi jeg skal til at finde fodfæste igen og finde ud af: Hvad fanden var det egentlig lige, der skete? Jeg skal finde mig selv igen og lære at leve med cancer som et livsvilkår. Efter at have været i en krise- og overlevelsesfase, skal du have sænket sablerne, have hjernen med og gå ind i en ny, kræftfri fase.”
De næste ti år skal Elisa Lykke til jævnlige tjek for at sikre, at kræften ikke er vendt tilbage. Selvom hun er taknemmelig for, at der bliver holdt øje med hende, frygter hun også at skulle stå ansigt til ansigt med kræften igen og igen.
”Jeg har kræften med mig i rygsækken resten af mit liv. Hver gang, jeg skal til tjek, bliver der hvirvlet op i det hele igen. Og ventetiden, fra man bliver scannet, til man får svar, er fuldstændig forfærdelig. Man sidder bare og ryster, og tankerne suser rundt, for er det nu kommet igen? Der er ekstremt mange følelser og megen frygt forbundet med det,” siger Elisa Lykke, der understreger, at hun er glad og lykkelig.
”Nu lever jeg så med talemåder, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle leve med: ”Vi har kun nu” og ”This too shall pass”. Jeg har altid tænkt: ”Hold kæft mand, det er sådan noget, der står på kitschede køleskabsmagneter”, men køleskabsmagneter som dem findes jo, fordi der er noget sandhed i det.”
Læs hele interviewet med Elisa Lykke i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om, hvordan det at miste håret var en konstant påmindelse om sygdom og identitetstab.
