ʼʼNormalt ville jeg have taget to Panodiler og være gået på arbejde, men det turde jeg ikke denne gangʼʼ

Anne Frost Ugilt var faktisk ganske godt forberedt, da coronavirussen lukkede Danmark i marts i år. Hun er sygeplejerske og vidste derfor, at der var en smitsom sygdom på vej til Danmark. Anne er 53 år og har kronisk leddegigt. Hun tager derfor immundæmpende medicin, biologisk medicin og en mild form for kemo. Tilsammen gør det, at hun er i en højere risikogruppe i forhold til alle andre, fordi medicinen dæmper hendes immunforsvar og dermed evnen til at bekæmpe en infektionssygdom.

"Det har jeg fået i mange år, og jeg har ingen bivirkninger, så jeg tænkte aldrig på mig selv som i en særlig risikogruppe", siger Anne, der til dagligt arbejder på Glostrup Hospitals skadestue.

"Det var meget svært at vide, hvordan man skulle beskytte sig, for myndighederne ændrede hele tiden retningslinjerne", husker hun.

Derfor lavede Anne en aftale med sin chef om, at hun kun skulle arbejde med de skadestuepatienter, som var kommet til skade ved for eksempel at have skåret sig på en kniv eller brækket et håndled, mens de medicinske patienter ville blive tilset af andre sygeplejersker.

"Jeg tænkte aldrig, at jeg ikke skulle arbejde, men jeg tænkte over, hvordan jeg bedst kunne beskytte mig selv og patienterne."

Forsigtig og fornuftig

Måske er Anne mere fornuftig end de fleste, men allerede da virussen SARS ramte verden i 2003, syntes Anne ikke, at man tog det alvorligt nok. Derfor vidste hun også i god tid, at den ferie, hun skulle på i påsken, ikke ville blive til noget.

"Min mand og jeg skulle have været til USA og køre op langs kysten i åben bil. Allerede inden alt blev aflyst, måtte jeg selv sige: ”Jeg skal ikke af sted”. Jeg turde simpelthen ikke blive syg i USA, hvor jeg ikke kender sundhedssystemet og ikke vidste, om jeg kunne få hjælp. I stedet så parret frem til tre uger hjemme i huset i Søborg uden planer. Sådan skulle det ikke gå."

"Jeg havde en aftenvagt torsdag inden påske. Da jeg vågnede fredag morgen til det, der skulle være min sidste vagt inden ferien, havde jeg det ikke så godt. Normalt ville jeg havde taget to Panodiler og være gået på arbejde alligevel, men det turde jeg ikke denne gang."

I stedet meldte hun sig syg, og det var klogt.

"Da det blev lørdag, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde COVID-19. Det brændte i luftvejene, og jeg følte mig influenzasyg. Jeg havde ikke høj feber, men jeg var øm og havde en stikkende fornemmelse i lungehinderne, som føles som ondt i ryggen. Jeg kunne godt tale, men jeg skulle hele tiden holde pauser", husker hun.

"Jeg tænkte: "Hvis det bare er det her, så er det fint"", husker Anne, som også måtte sætte sin medicin på pause og derfor frygtede at få et udbrud af leddegigt.

Hjemmet blev delt op, så Annes mand holdt til på anden sal, og Anne lå syg på førstesalen, som har eget toilet. Om tirsdagen blev Anne og hendes mand podet, og svarene var som forventet: Anne havde COVID-19, men hendes mand var gået fri. For Anne var det dog et problem. Hendes sygdom gør, at hun hurtigt kan blive påvirket i resten af kroppen. Derfor ville hun gerne undersøges nærmere.

"Jeg ringede til min praktiserende læge, og han gik nærmest i panik, da jeg sagde, at jeg var smittet. Jeg måtte ikke komme derop, og de vidste faktisk ikke, hvor jeg skulle have taget blodprøver. Det vidste Anne heldigvis selv, så hun fik taget blodprøver, og de var fine."

"Jeg skulle bare vide, at min lever og mine nyrer var okay."

Apatisk af træthed

På det tidspunkt havde Anne været syg en uge.

"Lørdag prøvede jeg at gå i bad, men jeg var nødt til at lægge mig til at sove bagefter. Sådan gik den næste uge. Jeg gik i bad, sov, spiste, sov, læste og sov. Jeg var som i en osteklokke, og det føltes som en gedigen søvnmangel. Jeg var nærmest apatisk af træthed, og jeg følte mig ligeglad med alt."

I dag kan Anne stadig mærke det i kroppen.

"Jeg tror ikke, det er COVID-19, jeg kan mærke, men jeg tror, det er en reaktion på et belastet immunforsvar."

Selv om det alt i alt tog 14 dage at komme over mødes med coronavirussen, har Anne ikke fortrudt, at hun tog på arbejde, selv om hun udsatte sig selv for en risiko.

"Jeg er sikker på, at jeg kunne have fået en lægeerklæring, så jeg ikke havde behøvet at gå på arbejde, men jeg ville have gjort det samme igen", siger Anne på trods af, at sygdommen har haft længerevarende konsekvenser for hende.

"Jeg er stadig træt, og det har jeg også hørt at andre, der har haft COVID-19, er. Der er ikke længere så meget elastik i mig til hverdagens små udfordringer, og jeg ligger lidt mere i fosterstilling, end jeg plejer."

Alligevel kan hun godt finde det positive i coronaen.

"Vi ville jo alle sammen gerne have undværet corona, men det har også gjort noget godt ved os alle. Nogle er blevet mere bekymrede for deres ældre, andre er blevet bedre til at arbejde hjemme. I mit tilfælde er jeg blevet mere opmærksom på mig selv."