Ayo tog et afgørende valg, da hun blev ramt af sjælden sygdom: "Alle syntes, at det var skørt"
Ayo Hansen havde børn, mand, penge og et hus, der skulle sættes i stand. Så blev hun syg og levede i årevis som en skygge af sig selv – indtil hun flyttede i telt! I dag er teltet skiftet ud med en autocamper, og Ayo er blevet rejsende influencer.
Ayo er kronisk syg, 43 år, mor til to voksne børn og bor primært i sin autocamper.
Hun har lige overtaget et hus på Djursland med sin forlovede, Betina, som ofte rejser med, men som også har sit job i Danmark.
Det gør ikke Ayo noget, for hun elsker at rejse alene og gerne i lande som Tyrkiet og Tunesien. Indtil videre 49 lande i autocamper, men hvordan gik det til, at en kvinde med børn, mand og kontorjob valgte sådan et liv?
"Det begyndte, da min eksmand og jeg satte et hus i stand, som viste sig at være fyldt med skimmel. Vi flyttede ind om sommeren, og i december faldt jeg om – kunne ikke gå og sov 20 timer i døgnet. Jeg var 28 år, og min læge sagde, at jeg skulle løbe en tur!"
Ayo holder en pause, ruller med øjnene og tilføjer:
"Jeg løb ikke så langt, kan jeg godt afsløre!"
I 2009 blev det fastslået, at hun lider af en relativt sjælden immunsygdom, sarkoidose, som angriber kroppens organer. Fordi Ayo gik med sygdommen i to år, havde den frit spil, så hun i dag har mistet en del af sin lungekapacitet. Virus bider altid på hende og hvert år rammes hun af fire-fem lungebetændelser, som det tager lang tid at komme over.
"Da jeg blev syg, ramlede mit liv om ørerne på mig! Jeg blev skilt, fik førtidspension – og en svær depression. Sygdommen var overalt i min krop, og jeg regnede ikke med at leve længe," forklarer Ayo.
Ayo måtte i en lang periode have hjælp til alt:
"Indkøb og rengøring – jeg kunne ikke noget og sad mest bare i en stol i min lejlighed. Jeg indså, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg sidde i den stol resten af mit liv," fortæller Ayo.
30.000 følgere
Ayo var (og er) i god, kompetent behandling på Odense Sygehus, men havde ingen udsigt til at blive rask. Hun havde dog stadig en stor udlængsel.
"Jeg har altid rejst meget. Da mine børn flyttede hjemmefra, bestemte jeg, at jeg ville flytte i telt. Det var impulsivt, og jeg endte ved en sø i det midtjyske, hvor jeg boede i to år. Det var et vanvittigt projekt. Alene det, at jeg var lungesyg og havde brændekomfur inde i et telt.
Men min lungekapacitet steg, fordi jeg brugte min krop. Flytningen viste sig at være en kæmpe gave til mig selv, selvom alle syntes, det var skørt," forklarer Ayo.
Da det trods alt blev lidt koldt at bo i telt hele året, sparede Ayo op og købte sig en gammel autocamper. Det var lige før covid-19, som var en farlig tid for en lungepatient, så Ayo isolerede sig med sin søn og kørte rundt i det mennesketomme Danmarks natur.
Hun skrev om sine oplevelser på Facebook, og da hun havde 4000 følgere, blev hun kontaktet af en forhandler, der ville indgå et samarbejde med hende om en autocamper, mod at hun viste den i sine opslag.
"Sådan begyndte min karriere som influencer. Det var meget grænseoverskridende," erkender Ayo.
I dag har Ayo knap 30.000 følgere på Facebook og Instagram, og hun har forlængst taget livsstilen til sig, fordi den kan give hende det liv, som hun gerne vil leve.
"Jeg lever af at holde foredrag, være guide og være mig," siger hun med et stort smil.
De farligste veje
Ayo rejser helst der, hvor de fleste ikke kører hen i autocamper, og hun elsker svært fremkommelige veje. Både i bogstavelig og overført betydning.
"Jeg kører efter verdens farligste veje og er fascineret af landene østpå. Jeg elsker at møde mennesker, og jeg synes, vi har brug for at tale med mennesker, der lever anderledes end os. Du skal bare køre til det østlige Polen, så lever de som vi gjorde i 1800-tallet. Det er vildt," funderer hun.
Ud over at have en mission om, at vi skal lære hinanden at kende på den her jord, så vil Ayo også vise, at selvom man er kronisk syg som hun, så kan man:
"Selvom du er syg, så må du gerne gøre noget. Ingen troede på, at jeg kunne det her, men det kan jeg," erklærer hun.
For nogle år siden mødte Ayo kærligheden igen. Hun hedder Betina, rejser med indimellem, passer sit job og (ultra-)løber meget og langt.
"Jeg har lige været af sted i otte måneder, og så er Betina fløjet ud for at besøge mig. Når vi kører sammen, kan hun finde på at sige, "Jeg vil gerne løbe her", og så løber hun 100 kilometer, før jeg samler hende op igen. Det fungerer fint," fortæller Ayo.
I forsommeren overtog parret et hus på Djursland, fordi de trængte til en fælles base og et sted, hvor deres tilsammen fem børn også kan være. Ayo skal fortsat køre camper, så det bliver Betina, der primært kommer til at bo i det hvidkalkede hus.
"Sådan er vilkårene for vores forhold. Vi har begge to vores at gøre, og vi har ingen interesse i at sidde med hinanden 24/7. Vi elsker tiden sammen, og vi elsker tiden med os selv," siger Ayo.
Det kommende år vil hun køre rundt i Danmark, når hun da ikke er guide for andre i autocamper til Balkan og Grækenland. Der er også en bog fra Ayos hånd og så meget mere håb og liv, end hun turde drømme om, da hun sad som en syg fange i sin lejlighed i København.
"Mit budskab er, at det er mig, der har sygdommen, og ikke sygdommen, der har mig. Jeg smiler til alle, og det giver smil tilbage," erklærer Ayo og tilføjer:
"Jeg tror på, at alt kan lykkes!"