"Kære mor - hele mit liv har jeg været anderledes"

Kære mor

Jeg har altid vidst det. At jeg ikke var som de andre. Jeg har følt mig forkert, anderledes og utilstrækkelig. Jeg har ikke fungeret som dem. Min hjerne er bare skruet anderledes sammen. Jeg har været konstant bekymret og nervøs for alt. Jeg har hyperventileret, været angst, rystet, og jeg har frosset og svedt på samme tid. Jeg har brugt oceaner af tid på planlægning, lister og struktur. Forsøgt at kontrollere alt. Jeg har haft det megasvært, men uden at vide hvorfor. 

Omgivet af mennesker følte jeg mig lille og forkert. Jeg havde ikke lyst til at tage til børnefødselsdage, være sammen med mine klassekammerater efter skole, og jeg tvang mig selv til fodbold, fordi jeg følte, at jeg skulle, men ikke fordi jeg havde lyst. Udadtil så alting godt ud. Jeg elskede skolen og dens struktur, jeg fik gode karakterer, havde job ved siden af, var ansvarlig osv. 

Indeni derimod... var der et kæmpe kaos! Fordi jeg ikke kunne kontrollere alt, faldt mit fokus på det, jeg kunne kontrollere. Mad, skridt, træning og vægt kom til at fylde alt for mig. Jeg blev en zombie. Jeg kom så langt ned på alle måder, at jeg ikke længere kunne mærke mig selv, eller hvordan jeg havde det. Hvilket også var det, der holdt mig i den uholdbare sygdom. Jeg troede, jeg havde kontrol, men jeg kunne ikke mærke mig selv. Jeg følte, kontrollen var en redningsplanke. Den, jeg greb ud efter, da jeg ikke kunne bunde. I mit liv altså. 

Jeg ville ønske, at du og jeg selv vidste, at jeg, fra jeg var lille, har været anderledes. At der skulle tages særlige hensyn til mig, for at jeg trives. Jeg bebrejder dig ikke det mindste, fordi for mig føltes det som om, at min fornemmeste opgave var at maskere mit sande jeg. Det har taget alt min energi og mit overskud, hvilket tit kom til udtryk i vredesudbrud eller nedsmeltninger, uden jeg selv kunne forklare, hvad der var galt. Jeg ville ønske, at vi vidste, at mine utallige lister, struktur og planlægning skyldes autisme, og at alle mine konstante bekymringer og nervøsitet skyldes generaliseret angst. 

Først da jeg fik den rette hjælp til mine grundlæggende udfordringer, begyndte jeg at slippe redningsplanken, som var kontrol, og jeg begyndte at få det bedre. Da jeg så for nyligt kom hen et sted, som tog de særlige hensyn, som jeg har behov for - samt at menneskerne omkring mig gjorde det samme - fik jeg det oprigtigt godt, for hvad der føles som første gang i mit liv. Så jeg har virkelig været alt for langt nede, men det lykkedes mig at komme op igen - og jeg bliver ved med at kæmpe med de udfordringer, jeg vil blive ved med at have. 

Hilsen din Janne