"Kære mor - der går længere tid mellem de dårlige dage"

Kære mor,

Først og fremmest vil jeg gerne give dig en stor tak for, at du altid er der for mig. Du er den person, som kender mig allerbedst, og den person, jeg kan fortælle alt til. Du forstår mig altid, og du ved også, hvad du skal gøre for at hjælpe mig på den bedst mulige måde, når tingene bliver svære.

Når angsten er på sit højeste, så er det som om, hele min krop fryser. Det bliver fysisk umuligt at gøre noget, og jeg kan mærke, hvordan ubehaget spreder sig i kroppen. Mit hjerte begynder at hamre i brystkassen, jeg begynder at ryste og svede, og når det har været værst, og du desuden har været i nærheden, så begynder jeg at græde. Gennem gråd kan jeg på en måde få ubehaget og angsten ud af kroppen, men det er kun, når jeg er mest tryg. Hvis jeg sidder i en, for mig, ubehagelig situation, hvor du ikke er der, så får jeg ikke afløb for det, før jeg kommer hjem til trygheden igen. Angsten viser sig primært i sociale situationer, og det er hårdt, når der ikke er mere, jeg ønsker, end dét at have venner og være social.

Det er rigtig svært at danne nogle relationer til andre mennesker, når man som mig har socialfobi. Jeg ved ofte godt, hvad jeg kan sige, og hvad der vil være almindeligt at sige, men tanken om at andre kan høre det skræmmer mig. Jeg tænker meget over, om det, jeg siger, gør, at andre ikke har lyst til at være sammen med mig, selvom de kun har vist det modsatte. Jeg har svært ved at stole på folk, og jeg går som regel ud fra, at de ikke vil mig noget godt, før det modsatte er bevist.

Jeg øver mig i at ændre min tankegang, når jeg møder nye mennesker, og det er også blevet bedre. Jeg er blevet bedre til at lukke folk ind, tage kontakt til andre og generelt bare dét at snakke med andre mennesker. Umiddelbart vil jeg tro, at det er min åbenhed omkring angsten, der har gjort det lettere. Jeg har været bange for at fremstå afvisende og arrogant, og derfor har jeg valgt at tale åbent om det, så andre vidste, at jeg blot havde svært ved det sociale, og at jeg hellere end gerne vil være sammen med dem.

Nogle gange ville jeg ønske, at andre vidste, hvor lidt der skal til for at hjælpe mig. Hvis blot de siger godmorgen til mig, når de træder ind ad døren til klasselokalet, sætter sig ved siden af mig eller måske spørger ind til, hvad jeg har lavet i weekenden, så får jeg meget mere mod på at gøre de ting, som er svære for mig. Desværre skal der oftest 10 gode ting til at opveje én dårlig ting, og derfor kan jeg også hurtigt blive slået ud af kurs igen. Men der begynder at gå længere tid mellem de dårlige dage, dage hvor jeg kan mærke angsten, og de dage hvor jeg slet ikke har lyst til at stå op fra min seng.

De dage har der virkelig været mange af, og jeg føler, at jeg kan takke dig for, at jeg er kommet igennem dem. Du har været med til at holde mit mod oppe, når det har set mørkest ud, og jeg kunne ikke have gået igennem dette uden dig.

Tak for dig!

Kærlig hilsen Julie