"Kære mor - jeg er mere end et ødelagt produkt"

Kære mor

For knap en måned siden startede jeg på HF efter 6 års pause fra studie – det er min største drøm, samtidig med at jeg aldrig troede på, det kunne lade sig gøre. At jeg står her nu, er for vildt, og jeg burde være glad. Sandheden er bare, at jeg føler mig mere ensom end i meget lang tid. Jeg troede, det ville give mig noget godt at komme i en klasse, hvor alle har en diagnose, men det er i stedet gået op for mig, at ingen vil kunne forstå, hvordan jeg har det. Specielt uvirkelighedsfølelsen føler jeg mig alene med. Den følelse af at være i en drømmelignende tilstand og se verden, som om man har et stykke cellofan over øjnene. Sommetider at tvivle på, at jeg faktisk er et rigtigt menneske. Alle klarer tingene så godt, mens jeg føler, jeg kæmper mig igennem alt og hele tiden møder udfordringer, der er større end den forrige. Jeg kommer igennem dem alle, men ikke uden at tankerne får mig til at betvivle mig selv. Sådan har det været i flere år. Det føles som om, jeg aldrig kan få lov til at være i fred bare et øjeblik, uden at tankerne skal overmande mig. De starter som regel i de små, og jeg bemærker dem først, når de er blevet så voldsomme, at det føles som en orkan, jeg befinder mig midt i uden at kunne finde ly. For det meste kommer jeg fint igennem disse perioder, men i svage øjeblikke føler jeg mig magtesløs og ude af stand til at få dem væk på andre måder end at slå mig selv i hovedet. Bare slå og slå, indtil der er tomhed. Dette virker for en kort stund, men sender mig desværre ind i en ond spiral med nye tanker og ny trang til at gennembanke mig selv, indtil det hele er væk.

Jeg føler ofte, at andre får høje forventninger til mig, fordi jeg efterhånden har opnået en masse. Tanken om forventningerne skræmmer livet af mig, da jeg ofte føler, jeg ikke kan andet end at skuffe. Jeg går i en konstant følelse af, at uanset hvad jeg gør, vil det aldrig være nok. Derfor har jeg sommetider svært ved at være sammen med familien, selvom jeg er så utrolig glad for dem alle sammen. Jeg har tit følt, at nogen af dem ikke har set mig som andet end min angst, et ødelagt produkt, der skal samles og repareres og ikke accepteres, når tingene tager noget tid.

Generelt kæmper jeg med følelsen af at knytte bånd til andre mennesker. Med alle de oplevelser jeg har haft i fortiden, både mobning, svigt fra venner og overgreb, så sidder mistroen meget dybt i mig. Jeg er bange for at fremstå svag og som et let offer. Jeg tror, det er derfor, jeg altid tager mig så meget af andre i en grad, der gør, at jeg glemmer mig selv. Jeg øver mig på at være god mod mig selv. Dog føles det ofte som en kamp. Når jeg opnår nogle ting og skubber til mine grænser, har jeg svært ved at rose mig selv, fordi det bare føles som noget, jeg slet ikke burde have haft problemer med til at starte med. På grund af fortiden har min krop sat sig selv i et konstant alarmberedskab, der bliver udløst af stort set alt. Så kommer det hele væltende – sløret syn, hjertebanken, trykken for brystet og muskelspændinger, der skaber svimmelhed og udmattelse. Når beredskabet endelig falder til ro, bliver jeg ramt af en mur af voldsom udmattelse og skal bruge flere timer i fred og ro på at komme mig igen. Det føles som om, der er et uendeligt sort hul i mig, der vil opsluge mig, hvis jeg begår fejltrin og vælter igen. Det mest skræmmende er, hvor hurtigt den forbandede angst kan opbygge sig. En dårlig oplevelse et sted – så tør jeg ikke komme der mere. Lidt ubehag i en undervisning i klassen – så tør jeg ikke komme til det modul længere. En enkel oplevelse, som tager så mange forsøg at komme over. På trods af alt sliddet bliver jeg ved, for hold op en forløsning man får og endnu et skridt tættere på ikke at være dybt afhængig af andre mennesker længere.

Jeg ved, at jeg er nået langt, siden min angst blev virkelig slem. Jeg har fundet ud af, at jeg er et virkeligt menneske, og at jeg kan mange flere ting, end jeg tror på, så hvorfor skal det være så svært for mig at tro på mig selv? Jeg beviser ting for mig selv igen og igen. Jeg lover, at jeg aldrig stopper med at kæmpe, for det ligger ikke længere til mig. Men hvor er det altså hårdt til tider. Angsten har taget så mange år af min ungdom og forklædt den i bekymringer og mange timer i sengen. Nu kæmper jeg for at få mit liv tilbage, og kampen er det værd. Forhåbentlig bliver jeg engang i fremtiden min egen bedste ven. Jeg håber det virkelig.

Kærlig hilsen Kirstine