"Kære søster - du ved slet ikke, hvad du har gjort for mig"

Kære søster

Denne gang er det lidt nemmere at forklare, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det. Det kunne jeg på ingen måder sætte ord på dengang - for dengang havde jeg kun ét ønske. Ikke at være her mere. Angsten og depressionen presset sammen med ADHD’en - det var en stor blandet cocktail. 3 følelser, der hver især kæmpede om at få en plads i mit hoved. Dog vil jeg sige, at lige på det tidspunkt var det nok angsten og depressionen, der fyldte mest. Angsten for, hvad dagen ville bringe, når man render rundt og er depressiv og på renden til at afslutte sit ellers “fantastiske” liv, for tanken om aldrig at blive glad igen åd mig op inden i. Hvert et sekund, hvor jeg bare kunne føle den mindste glæde, holdt jeg fast i og ønskede aldrig at give slip igen… Indtil glæden forsvandt, og jeg igen rendte rundt som en omvandrende zombie, der hverken kunne føle, tænke eller holde ud til at trække vejret. Alt var kaos i mit hoved, og jeg kunne knap nok klare at stå op og komme ud af sengen, så derfor fik jeg sindssygt meget fravær i gymnasiet. Nok fravær til, at jeg burde være gået om. Tanken om at skulle op på skolen, hvor jeg skulle magte et hav af glade mennesker, der snakkede i munden på hinanden, solen udenfor, der gjorde alle sommerkulret. Det var aldrig rart at snakke med nogen, for jeg vidste, at jeg skulle fake mine følelser og lade som om, at jeg havde det godt. Selv overfor dem, der holdt allermest af mig og godt vidste, at det stod slemt til. Jeg skubbede dem væk og talte grimt til dem, fordi jeg ikke havde overskuddet. Men de lod mig heldigvis aldrig være i fred, og de var der altid, når jeg havde samlet mig selv op igen og taget mig bare en smule sammen, for det var jo bare det jeg skulle... “tage mig sammen”. De eneste, jeg ikke behøvede at tage mig sammen overfor var dig, mor og far. I var der for mig på alle døgnets tidspunkter. Selv de tidspunkter, hvor jeg havde drukket mine tanker væk, og nogen var nødt til at ringe efter enten mor eller far, der skulle komme og samle mig op. Hvor er jeg dog ked af alle de situationer, du har skulle lægge øre til. Mig, der ville ud og tage mit eget liv.

Ingen lillesøster fortjener at høre på den, man burde se op til, ønske sit eget liv fra, når alt kærligheden var lige rundt om mig. Men hvor ville jeg også ønske, at folk kunne få lov til at mærke den smerte, angsten, depressionen og ADHD’en gav mig dengang. Bare for en time. For så tror jeg, at der ville have været lidt mere forståelse, og der ville aldrig være nogen, der igen havde lyst til at sige “hvorfor tager du dig ikke bare sammen…”. Følelsen af at blive kvalt, hjertet, der ville holde op med at slå, prikken og stikken i alle muskler og led, følelsen af at være ved at besvime, og på det tidspunkt var det nok også det bedste for kroppen bare at lukke ned for en stund, så den kunne samle sig. Angsten blandet sammen med de depressive tanker og ADHD’en, der gjorde, at jeg ikke kunne kontrollere alt det, jeg følte inden i. Når jeg gik amok og smadrede alting, kaldte jer alle for en dårlig familie, og at ingen ønskede at hjælpe mig. Kæft, hvor ville jeg selvfølgelig ønske, at jeg kunne tage alt det tilbage, men på samme tid, så var det mit råb om hjælp.

Den dag i dag er jeg evig taknemlig for dig, mor og far. Du ved nok slet ikke, hvor meget du gjorde for mig dengang. Men alene det, at du gav mig plads til at være mig, der havde brug for at bryde sammen og være fuldstændig grædefærdig, var nok. Mor og fars enkelte sætning med “det skal nok blive godt igen” fik mig til at tro på, at selvfølgelig skulle det jo nok det. Jeg kæmpede og kom sammen med dig, far og mor igennem et helt forfærdeligt helvede, og jeg havde ikke klaret den uden jer. Uden jer, var jeg her nok ikke den dag i dag. Så kære søster. Jeg håber det giver en bedre forståelse for, hvorfor du skulle se din søster ramme bunden. Jeg elsker dig. Tak.

Kærlig hilsen

Lucianna