"Kære mor - jeg er min egen værste fjende"

Kære mor

Du ved, at jeg går og har det svært. Du ved, at jeg går i behandling og får medicin. Men samtidig ved jeg, at du har meget svært ved at forstå, hvordan jeg egentlig har det. Det kan jeg sådan set godt forstå, for størstedelen af tiden kan jeg ikke engang selv finde hoved og hale i alle mine følelser.

Angsten sidder i mig nærmest konstant. De sidste par år har der nærmest ikke været en dag, hvor jeg ikke har mærket angsten. F.eks. i form af mavepine, hovedpine eller en pludselig ”åh-nej-pas-på”-følelse. Der har været og er stadig mange situationer, hvor angsten spænder ben for mig. Både store og små ting til hverdag, som at jeg ikke rækker hånden op i timen, fordi jeg ”kun” er 98% sikker på, at jeg har det rigtige svar. Eller når du spørger mig, om ikke jeg vil hente en liter mælk, men jeg tøver, fordi hvad nu hvis der ikke er mere af den mælk, som jeg skal have, hvad nu hvis der er mange mennesker, hvad nu hvis jeg ikke har nok penge med, hvad nu hvis jeg ikke kan finde en parkeringsplads ved butikken... Jeg har måtte takke nej til at komme på talentholdet på musikskolen, fordi jeg var bange for de få koncerter, der var om året. Takke nej til en forfremmelse, fordi det eneste, jeg kunne tænke på, var det ekstra ansvar det indebar. Jeg bliver helt trist af bare at liste disse ting op, fordi det føles som et kæmpe nederlag for mig, hver gang jeg tøver, trækker mig eller takker nej. Det har sat kæmpestore spor i mit selvværd og min opfattelse af mig selv.

Det, som godt kan skræmme mig, er, når angsten sætter gang i voldsomme fysiske reaktioner i min krop. En voldsom trykken for brystet. Halsen snøres sammen og er øm, som når man har skrålet lidt for meget med til koncerten dagen før. Jeg kan ikke holde ud at være nogle steder og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vrisser ad dig, når du prøver på at tale mig ned. Gråden bliver ustyrlig, og min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Et angstanfald. Lige dér føles det som om, at tingene aldrig bliver bedre, og jeg er fanget.

I perioder kan de depressive tanker også dukke op. Især når jeg tænker over, hvor meget angsten faktisk hæmmer mig. Jeg kan blive så edderrasende på mig selv, fordi jeg ved, at jeg har gået glip af og stadig går glip af meget pga. mine mentale udfordringer. Udefra set ved jeg, at jeg har et fantastisk liv med alle mulige ressourcer, muligheder, talenter og fantastiske mennesker omkring mig. Men det hele drukner i tankerne og følelsen af, at jeg ikke er god nok, og de er bare ikke til at komme af med, når de først har sat sig fast. Det hele kan også bare være lige meget. Jeg kan lige så godt bare ligge her på sofaen, indtil det hele er forbi. Du kan sige nok så mange gange til mig. ”Jamen det passer jo ikke, du er helt fantastisk”. Men mennesker siger jo så meget, og hvordan kan jeg vide, at du ikke bare siger det til mig, for at jeg skal få det bedre? Min hjerne er mistroisk og vil under ingen omstændigheder tro på, at jeg faktisk er noget værd. Jeg ønsker inderligt at tro på det, men det kan være svært. Jeg er min egen værste fjende.

Jeg ved, at du aldrig 100% vil komme til at kunne forstå, hvordan jeg har det, og det er også okay. Det, der betyder noget for mig, er, at du prøver at sætte dig ind i min situation. Du accepterer, at vi alle er forskellige, mærker følelser på forskellige måder, håndterer ting på forskellige måder, og at det er sådan verden er.

Du er god til at lytte til mig i alt det her og minde mig om, at jeg gør det godt og hjælpe med at finde måder at hjælpe mig på. Men inderst inde ved jeg også, hvor kede du og far er på mine vegne over, at det her er min skæbne, og det piner mig.

Mange kærlige knus

Ulrikke