En mand og en kvinde ligger i en seng. Kvinden ser væk, og manden ligger helt tæt på hende. Hun ser utilpas ud.

Skal jeg fortsætte med at have sex med min mand, selvom jeg græder bagefter?

En læser har mistet lysten til det seksuelle i sit parforhold. Sexolog og parterapeut Daisy Løvendahl kommer med gode råd her.

En læser kan ikke holde ud at have sex med sin mand

I gennem de sidste år er jeg blevet mere og mere slukket seksuelt. 

Det er et kæmpe problem i mit parforhold, da min mand har samme lyst som altid. 

Nogle gange gør jeg det alligevel og prøver at tænke, at lysten måske kommer undervejs. Sidst jeg gjorde det, græd jeg efter. Det er så svært at have det sådan her. 

Har du et råd til mig? 

Jeg ønsker ikke at såre min mand, eller at han skal leve i ufrivilligt cølibat, men jeg kan næsten ikke holde ud at skulle have sex med ham.

Daisy Løvendahl råder til at stoppe og tage en alvorlig snak

Det er sjældent, at jeg er meget firkantet, men det er jeg nu. 

Stop. Du må ikke dyrke sex, som får dig til at græde bagefter. 

Jeg er fuldstændigt ligeglad med alle mellemregningerne. Hvis du er så slukket seksuelt i forhold til din mand, at du næsten ikke kan holde ud at skulle gøre det med ham, så bliver jeg alvorligt bekymret for dig.

Din seksualitet er en gave, som du kan give. Det er essensen af den frihed, kvinder gennem historien og lige nu i andre lande kæmper for. 

Den gave skal du give helhjertet. Ikke som led i et forsøg på at bevare et parforhold eller en familie. Du skylder ikke din mand sex. Hvad det betyder for jeres forhold er en vigtig samtale. 

Seksuel respons

I 2000 udgav psykiater og forsker ved University of British Columbia Rosemary Basson en model for seksuel respons, som mange flere kvinder kunne se sig selv i. 

Modellen er anderledes end de tidligere modeller for seksuel respons som for eksempel Masters & Johnsons model, der begynder med lyst. Bassons model begynder med motivation til at have sec og fortsætter derefter i en cirkulær bevægelse, der inkluderer villighed, seksuel berøring og ophidselse, før lysten kommer. 

Det er altså en lyst, som opstår på baggrund af seksuel kontakt, og som derfor på dansk kaldes modtagelyst.

Jeg har kæmpe respekt for de mennesker, der ikke ønsker at leve i et sexløst forhold, men det er en samtale, som I skal have. Løsningen er ikke, at du har sex, som efterlader dig grædende. 

Det tænker jeg faktisk heller ikke er det, som din mand ønsker sig. 

Jeg har faktisk endnu ikke mødt et menneske uanset køn, der havde det godt med at blive givet sex, som gjorde partneren ked af det. 

Derudover er jeg også nødt til at tage underviseren frem. Der er mange halvbelæste sexologer, der taler om, at lysten kommer, når man har sex. 

Det er i princippet rigtigt. Den canadiske psykiater og forsker Rosemary Basson har lavet en model om seksuel respons, der viser, at der findes en form for lyst, som kaldes modtagelyst. Det er den lyst, der opstår efter kærtegn og seksuel stimuli. 

Problemet opstår, når den forskning citeres uden forståelse for de finere nuancer, som er, at man skal have lyst til at have lyst for, at modtagelysten opstår. Der skal være en motivation. 

Ikke at kunne holde ud at tænke på sex med sin partner er ikke en motivation. 

Ikke at ville såre en anden er ikke lyst til at få lyst. 

Så kære du. Husk mine ord. Din seksualitet er en gave. Mest af alt til dig. Giv den frivilligt og helhjertet. 

Den er for værdifuld til at blive ofret for husfred.

Om Daisy Løvendahl

  • Parterapeut, coach, sexolog, forfatter og direktør for ”Sexolog & Parterapeut”-uddannelsen.
  • Gennem 12 års samtaler har hun et særligt indblik i, hvad der virkelig fylder for folk, og hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, forelskelser, utroskab, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”.
  • Du kan skrive anonymt til Daisy her: daisylovendahl.dk/skriv-til-daisy