Jeg har netop haft en periode på A-kasse, og nu er jeg på elevløn. Dermed har min mand i lang tid tjent meget bedre end mig. Det bryder jeg mig overhovedet ikke om.
Han deler glædeligt og kunne ikke drømme om at bebrejde mig mine manglende evner som skaffedyr.
Jeg har som ledig siddet og vrælet over min uduelighed, når han tog på job, og jeg bare tog hen i Rema eller i fitness. Jeg har tænkt mig selv som den der ekstra skrue, der ligger tilbage, når man har samlet IKEA-reolen. Til overs og til irritation. Bare økonomisk dødvægt i parforholdet og nytteløs i den store samfundshelhed.
Det får mig til at tænke på en ny, stor trend i Sverige.
Den handler om, at unge kvinder siger deres job op for at lade sig forsørge af deres kærester. Og under hashtagget ”soft girl” deler de billeder af et bekymringsfrit liv med wellness og venindehygge. Sig op-trenden, som jeg forstår den, er en videreudvikling af hele soft girl-æstetikken, hvor voksne kvinder går efter en nuttet, ultrapiget stil med puffede kjoler, plysbamser og store tegneserieøjne med lange vipper.
Måske kunne jeg lære noget af de kvinders selvværd og klare følelse af at være naturligt berettigede til livets goder, selvom de ikke betaler selv?
Soft girls er en afart af den traditionelle husmor, bare mere insta-lækkert og uden slidt hud på hænderne eller snotnæsede unger hængende i skørtet. Det er forløberen til at være en trophy wife. ”En holdt kvinde”, som man sagde i gamle dage om de fine kvinder, som blev gift med og forsørget af deres succesfulde ægtemænd.
Da jeg læste om det, aktiverede det et væld af følelser. Jeg blev provokeret, fordi jeg selv er opdraget med, at man skal bidrage til velfærdsstaten med sin arbejdskraft – og være sådan en strong, independent woman, som Beyoncé synger om. Med en opvækst pakket ind i brunt fløjl, korthårsfrisurer og feminisme er tendensen bare svær for mig at favne.
Og lige et lingvistisk sidespring: hvorfor kaldes det ”soft” at veksle hele sin feminine kapital til et let liv? Jeg synes, det er ret hardcore sådan at skaffe sig en passiv indkomst, altså en kæreste, der gladelig kaster titusindvis af kroner efter én, bare fordi man findes i deres liv. Det er en finansidé, som de fleste investorer kun kan drømme om.
Men kunne jeg selv tænke mig at være en soft girl? På en måde. Selv har jeg tit fantaseret om at vinde eller arve en masse millioner og så ellers have frihed til kun at gøre, hvad jeg har lyst til resten af livet. Være uafhængig. Lade mandag morgen være akkurat lige så afslappet som fredag eftermiddag. Sige sin utvetydige mening om chefen og ellers fræse væk fra arbejdsmarkedet i sin Bentley i en sky af juhuråb, oprejste langemænd og pengesedler.
Jeg vil ikke engang postulere, at jeg ville kede mig i sådan et liv. Jeg kan sagtens skabe indhold selv og behøver sådan set ikke have andre til at definere ”noget at stå op for” for mig. Jeg kan sagtens finde på noget at lave uden for hamsterhjulet.
Ergo kunne jeg fint leve lykkeligt som lottomillionær. Men at leve permanent af andres penge som soft girl kunne jeg nok ikke. Jeg ville føle mig afhængig og ufri.
Annonse
For jeg ville jo ikke have kontrol med, hvornår pengestrømmen flød, og hvornår der blev lukket for de varme følelsers pengevand. Jeg er bare for soft og usikker til at leve med den risiko.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
