"Min mand og jeg vil ikke have flere børn - men vi er ikke enige om, hvem der skal steriliseres?
Vi har begge læst på emnet, så vi har hver vores argumenter i orden og kan ikke nå til enighed. Læs med, når sexolog Ditte Winkel svarer på spørgsmål fra læserne om sterilisering som prævention.
En læser kan ikke blive enig med sin mand om, hvem der skal lade sig sterilisere:
Min mand og jeg har et godt ægteskab, og vi har fået de børn, vi skal have.
Nu går diskussionen hjemme hos os så på, hvem af os der skal lade sig sterilisere.
Vi har begge læst på emnet, så vi har hver vores argumenter i orden og kan ikke nå til enighed. Dog siger min mand, at han er nervøs for at komme til at lide af rejsningsbesvær, hvis det er ham, der skal have indgrebet foretaget.
I al den research jeg har lavet, er jeg ikke stødt på, at det kan være en risikofaktor, men har han ret?
Ditte Winkel råder til at undersøge alternative muligheder:
Med det samme jeg læste dit spørgsmål, blev jeg nysgerrig på, om hans udtalelse om rejsningsbesvær kommer af noget information, han har hørt eller læst, eller om han med den formulering giver udtryk for en frygt, som sidder psykisk i ham.
For jeg har heller aldrig hørt om fysiske komplikationer forbundet med sterilisation, som efterfølgende kan give svigtende rejsning. Men hvis det handler om følelsesmæssig angst, så er det absolut en mulighed, at det kan forekomme.
Mange tror fejlagtigt, at (sex)lyst sidder lokaliseret i underlivet, men kroppens største lystcenter er ubetinget hjernen. Og den kan snyde os og fejlfortolke signaler og give forskellige uhensigtsmæssige kropsreaktioner, fordi den tror, at det er i vores bedste interesse, når den opererer på den måde.
Jeg har flere gange haft mænd siddende i min praksis, som var udfordret på rejsningsbesvær som bivirkning til det, de kaldte ”at skyde med blankt”. Altså hvis de har fundet ud af, at kvaliteten på deres sædceller er for lav til at kunne gøre deres partner gravid, eller efter en sterilisation.
De har alle beskrevet det på næsten samme måde, nemlig følelsen af, at penetrationen kunne være lige meget, fordi de ikke længere følte sig som ”en rigtig mand”, og for rigtig mange mænd sidder en stor del af deres maskuline, seksuelle identitet i deres kønsorgan og i sædafgangen.
Det kan vi (kvinder) så synes er fjollet, eller at de bare skal blive bedre til at trykke på deres pyt-knap, men sådan fungerer det desværre ikke.
Hvis det er en reel frygt i din mand, så forsvinder den ikke med alverdens fremragende argumenter eller pyt-knapper. Der er kun den lyttende og indfølende vej frem, og selv dér er det ikke sikkert, at hans frygt dæmper sig.
Men så forstår du ham muligvis bedre, hvis du hørt ham sætte ord på det, der fylder i ham. Jeg siger bestemt ikke, at du derfor skal få foretaget indgrebet, for hvis vi har læst det samme, så ved vi begge, at indgrebet er mindre kompliceret på mænd, og at det – skulle ønsket senere opstå – kan føres tilbage på mænd, hvilket det ikke kan på kvinder.
Dog lægger jeg op til at kigge på for jer, om der kunne være et tredje alternativ, som I ikke har overvejet endnu, og ellers vil jeg tro, at din mand skal have noget faglig hjælp til at bearbejde sin frygt.
Jeg håber at I finder en god løsning.