Kvinde sidder i lotusstilling i beige yoga tøj

Her er symptomerne på candida-svamp - og tips til at få din tarm i balance 

Føler du dig ekstremt træt, har du ondt i maven og klør du på huden, kan det skyldes overvækst af candida-svamp, fortæller ernæringsvejleder Ninni Kjær, som her guider til at komme ubalancen til livs.

Måske kan du huske, at candida for nogle årtier var et stort samtaleemne og også ofte oppe at vende i medierne. 

Historier om svampen, der findes naturligt i vores tarmsystem, men som kan skabe problemer, hvis den kommer i ubalance. Som andre tendenser, der pludselige blomstrer og lige så hurtigt forsvinder igen, forstummede snakken lidt om candida, men det til trods, lever den i bedste velgående.

"Candida er er en form for gærsvamp, der findes naturligt i vores tarmsystem, i hele vores fordøjelseskanal og i mundhulen. Den er med til at bevare en sund tarmflora, og den hjælper med at gøre fordøjelsen bedre og til, at vi kan absorbere nogle af de næringsstoffer, vi får fra vores kost, så den er ikke kun ude på ballade," forklarer ernæringsvejleder Ninni Kjær.

Candida-svampen findes i en vis mængde i kroppen, men begynder den at formere sig ukontrolleret, beskrives det som candidaovervækst eller svampeinfektionen candidiasis.

"Det sker oftest, når vores tarmsystem er i ubalance. Der er to specielle grupper af bakterier, som er væsentlige at tænke på, når det sker, nemlig lactobacillus og bifidobakterier. De to bakterier holder normalt candida balanceret, så når du har en lav mængde af dem, er der grobund for overvækst," siger Ninni Kjær.

Forebyg ubalancer

Ubalancen i tarmen kan blandt andet komme af gentagne antibiotikakure, der direkte påvirker tarmfloraen, et svækket immunforsvar eller f.eks. på grund af hormonelle ubalancer blandt andet i forbindelse med p-piller, graviditet eller overgangsalder. Stress eller andre traumatiserende oplevelser kan også forstyrre din tarmflora. Og så er der kosten. 

Der skal nemlig noget til at fodre svampen, og en kost bestående af meget sukker og raffinerede kulhydrater som pasta, brød og kage kan give en større sandsynlighed for vækst.

"Kosten har meget at skulle have sagt. Den er vores direkte adgang til vores tarmflora, og hvis du ikke ernærer tarmfloraen godt nok, så forsvinder de gode bakterier, og de mindre gode bakterier får mere plads," forklarer Ninni Kjær og tilføjer, at du kan gøre meget for at forebygge at candida-svampen kommer ud af kontrol.

"Bevæg dig, gå på toilettet én til to gange om dagen og spis ordentligt. Vælg en kost, der er rig på forskellige grøntsager, bær og nødder. Jo større variation, jo bedre diversitet har du i dine tarmbakterier. 

Det er aldrig dårligt for noget at vælge en sundere kost, og derfor vil du ofte mærke en bedring i kroppen, candida eller ej, men den bedste måde at teste om bedringen skyldes, at candidaen er væk, er for eksempel ved at holde øje med, om dine symptomer blusser op igen, når du igen begynder at indtage sukkerholdige fødevarer. 

Hvis du opdager, at du stadig får voldsomme symptomer, er candidasvampen højest sandsynligt stadig i vækst," siger Ninni Kjær.

Spis dig i balance

Vælg en kost, der er rig på forskellige grøntsager, bær og nødder. Jo større variation, jo bedre diversitet har du i dine tarmbakterier. 

Få gerne en ernæringsekspert til at hjælpe med at sammensætte din kost. Og spis gerne disse fødevarer, der ifølge Ninni Kjær forebygger vækst af candida-svamp:

  • Bær
  • Avocado
  • Hasselnødder og cashewnødder
  • Kolde kartofler
  • Grønne madbananer
  • Probiotiske fødevarer som kefir, kombucha og sauerkraut

Kilde: Ninni Kjær

Individuelle symptomer

Når candidasvampen vækster er det ofte nødvendigt at supplere den sunde kost med antimikrobielle midler (kosttilskud, red.) som oreganoolie, sort valnød, citrongræs, ingefær og æblecidereddike.

Ninni Kjær lægger dog vægt på, at det er en god idé at tage fat i en ekspert på området, gerne en med særlig viden om mikrobiom, som er betegnelsen for de bakterier, parasitter og svampe, vi har i kroppen, da symptomerne ikke altid er forbundet med candida, men sagtens kan skyldes helt andre udfordringer eller ubalancer.

"Det, vi ved, er, at de fleste, der har candida i overvækst, har symptomer. Symptomerne er meget individuelle, og kan også skyldes mange andre ting, men er der udprægede symptomer på træthed, brainfog (hjernetåge, red.), ondt i led og mavegener, er det en god indikator på, at det skyldes candida," siger Ninni Kjær, som forklarer, at en overvækst bl.a. kan skyldes for meget antibiotika, et nedsat immunforsvar, en meget sukkerholdig kost eller stress.

Det er individuelt, hvor lang tid det tager at komme af med candida-svampen, men du skal regne med omkring en måned eller to, og derefter skal du så bygge dit tarmsystem op igen med en kombination af sund kost og kosttilskud. Der er flere skridt i oprydningen, og så er det vigtigt at vedligeholde og forebygge på den anden side.

Om Ninni Kjær

  • Ernæringsvejleder med en kandidat i Fødevarer innovation og Sundhed fra Københavns Universitet. 
  • Uddannet yogalærer og driver en sundhedsklinik i eget navn, hvor hun vejleder om kost- og livsstilsændringer med særligt fokus på mikrobiomet og hormonelle forandringer. 
  • Se ninnikjaer.dk og få flere råd på hendes instagramprofil @ninnikjaer.