”Sommetider kan en købepizza være lige så sund som en grøn smoothie med ingefær"
For naturopath Caroline Fibæk er sundhed noget, der kommer indefra, og derfor er hun meget opmærksom på at lytte til sine reelle behov og give sin krop det, den har brug for. Uanset om det er grønne smoothies, morgenyoga eller at ligge på sofaen og stange chokolade.
Sundhed er mange forskellige ting, men for mig handler det mest om at drage omsorg både for min fysiske krop men i særdeleshed også for mit mentale helbred. Vores mentale sundhed er vores fysiske og biokemiske sundhed, fordi vores hjerne – og særligt vores stressniveau – påvirker alle cellerne i hele kroppen. Faktisk er der ikke et eneste sted i kroppen, der ikke bliver påvirket, når vi er under stress.
Søvn betyder rigtigt meget for vores sundhed og ligger klart nr. et på min sundhedsskala. I hverdagene går jeg altid i seng ved 21-22 tiden, så jeg kan få syv til otte timers søvn. Hvis jeg har sovet for lidt og er i søvnmangel, påvirker det hele næste dag.
Det gør, at jeg ikke har overskud til noget som helst og bliver mere tilbøjelig til at træffe usunde valg. Jeg orker f.eks. ikke at træne, får ondt i kroppen og føler mig mere sulten, fordi sulthormonerne bliver påvirket, når man ikke sover nok. Faktisk er søvnmangel sammen med rygning og for lidt motion noget af det allermest usunde og inflammatoriske for kroppen, og det nytter ikke noget at leve sundt og anti-inflammatorisk, hvis du kun sover seks timer om natten.
Jeg står altid tidligt op, fordi jeg elsker at have tid med mig selv om morgenen, inden børnene vågner. Næsten hver morgen laver jeg lidt yoga kombineret med nogle styrkeøvelser med kettlebells. Det er et superkort program, som tager maksimalt ti minutter, og formålet er egentligt ikke, at jeg skal træne og være fit. Med tiden er det bare blevet en daglig vane, der er med til at vække mine muskler og holde mig smertefri, og så giver det en dejlig afslappet følelse af velvære i kroppen.
Sundhed har sine faser – ligesom med så mange andre ting her i livet. Nogle gange er der overskud til mere, andre gange til mindre. Jeg tror, at noget af det værste, vi kvinder kan gøre, er at forsøge at leve op til nogle faste idealer for at føle os sunde.
Jeg har altid gået op i min sundhed, har tidligere levet vegetarisk og i øvrigt været meget passioneret omkring kost og motion og at lave mad fra bunden, men efter at jeg fik børn, har mit forhold til sundhed og kost ændret sig. Når det kommer til madlavning, er jeg blevet meget mere lavpraktisk, for det skal helst ikke tage alt for meget af min tid.
Nogle gange prioriterer jeg at tage mig et karbad med magnesium og bestille takeaway i stedet for at bruge tid på at stå i køkkenet. Min ideologi er, at sommetider kan en købepizza være lige så sund som en grøn smoothie med ingefær eller mad lavet fra bunden, hvis det kan være med til at skabe overskud og ro i en stresset hverdag.
Mit bedste sundhedsråd er at lytte til kroppen og mærke efter, hvad den har brug for. Sundhed skal komme indefra. Om det er at ligge på sofaen og stange chokolade, gå tidligt i seng og se Netflix eller træne, så er det allervigtigste, at du lærer kroppens sprog at kende og lytter til dine reelle behov, for det er der rigtigt mange af os, der aldrig har lært.
I stedet er vi hele livet blevet skolet til at undertrykke både vores kropslige og mentale behov og yde, før vi kan nyde. Men faktisk synes jeg, at man skal gøre det omvendte.